Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Definitivt værk om NYHC

Populær
Updated
Definitivt værk om NYHC
Definitivt værk om NYHC
Definitivt værk om NYHC
Definitivt værk om NYHC
Definitivt værk om NYHC

Noget nær endegyldig bog om New York-hardcorens fødsel og konsolidering i årene 1980-1990 vinder på sit fokus og sin grundighed, hvad den mangler i selvkritik og perspektivering.

Markedet, den svigefulde, magtliderlige tøjte, synes fortsat umætteligt, når det kommer til dokumentarer om hardcorescenen, efterhånden som alle de gamle scenekids holder op med at gå til shows, stifter familie og gerne vil genopleve deres ungdom. Eller efterhånden som historien kommer på tilpas afstand til, at man kan danne sig et ordentligt overblik over, hvad der egentlig skete, og hvad af det der var vigtigt. Mens det hele er i fuld gang, kan man sagtens komme til at undervurdere ét band, fordi deres plade lige kommer nogle måneder for sent og derfor bliver opfattet som bare endnu en plade i sin stil, og overvurdere andre for at gå i en ny retning, som så sidenhen viser sig at være en kunstnerisk blindgyde.

NYHC er et alt andet end ubeskrevet kapitel i hardcorens historie, men det er også en scene, mange udenforstående har nogle endog særdeles stærke holdninger til, for ikke at sige fordomme mod, sådan som det tydeligt blev demonstreret i Stephen Blushs stærkt idiosynkratiske værk 'American Hardcore'. Også i John Josephs 'Evolution of a Cro-Magnon' fik subjektiviteten fuld skrue, når Cro-Mags-sangeren berettede om den scene, han har været og fortsat er en del af. Forfatteren bag 'NYHC', Tony Rettman, kommer ud af zinemiljøet og har sat sig for at komme til bunds i, hvad det var for nogle omstændigheder og personligheder, der skabte det, vi i dag kender som NYHC. En scene, der stadig lever, selvom den er blevet erklæret færdig flere gange, og som musikalsk og attitudemæssigt har været skoledannende for den metalliske hardcore, der for alvor vandt frem i starten og midten af 00'erne.

Mikrofonholderi

'NYHC' er stykket sammen af vidnesbyrd fra de mennesker, der selv var en del af scenen, en ”oral history”, som man kender det fra lignende bøger som Legs McNeil & Gillian McCains 'Please Kill Me', Marc Spitz & Brendan Mullens 'We Got the Neutron Bomb', Brian Petersons 'Burning Fight' og såmænd også 'American Hardcore', men i 'NYHC' er formen ført ud i sin ekstrem, så det udelukkende er vidnesbyrd og ingen journalistisk sammenkædning andet end de temaer, der inddeler kapitlerne. Fordelen ved den form er både, at man får historierne direkte fra kilderne, og at man slipper for at få fortolket det, der bliver sagt, og selv kan bedømme de til tider noget kontroversielle handlinger og holdninger, der kommer til udtryk. Men det er naturligvis en ren illusion, at det skulle gøre historien mere objektiv, fordi der dog stadig har fundet en redigering sted og en vægtning af, hvem der får lov at komme til orde hvornår. Man kunne godt have ønsket sig, at Rettman ikke blot agerede mikrofonholder, men også stillede kritiske spørgsmål til nogle af hovedaktørerne på en scene, der er kendt for sin voldelighed og en til tider hvinende politisk naivitet.

Samtidig er det også et problem, som det tidligere er blevet pointeret i Briller af Stål, at musikere ikke altid er de skarpeste til at kontekstualisere og analysere deres egne værker. Det er jo derfor, de er musikere og ikke musikjournalister. Og selvom Agnostic Fronts Vinnie Stigma uomtvisteligt har været en nøglefigur på scenen, så er det altså ikke meget andet end lidt kolorit og måske en anelse medfølelse hos læseren for, at man kan være så blank, han formår at bidrage med til historien. Den rent mundtlige form kommer også til kort i kapitlet om Bad Brains, der stort set ikke er andet end en ren lobhudling af pionererne – og fair nok, de var trods alt verdens tredjebedste band nogensinde, men når man nu godt ved det, så er 2-3 siders variationer over rene lovprisninger lidt overflødigt. Endelig resulterer formen i en høj grad af indforståethed, der sine steder lader læseren i stikken, når det lige en passant nævnes, at Patrick Mack fra Stimulators i øvrigt døde midt i det hele, eller at Dave Parsons fra Rat Cage lige fik en kønsskifteoperation senere og døde. Det er bisætninger, der kalder på bare en lille parentes eller en fodnote, men som det er op til læseren selv at google sig frem til, og det skæmmer værket.

Grundighed

For hvis der er noget, man ellers ikke kan beskylde Rettman for, så er det at mangle grundighed. Som læser kan det ind imellem være udmattende at skulle pløje sig igennem endnu et kapitel om endnu et band, en pladeforretning, et zine eller en venue, ikke mindst de, der virker som de mere perifere af dem, men det helhedsindtryk, det efterlader en med, er, at man er kommet i dybden. De mange kapitler belyser forskellige facetter af scenen, så det tilsammen danner et meget mere nuanceret indtryk, end man får, når man læser andre beretninger, der fokuserer på de mest kendte sider af NYHC. Machismoen, gademiljøet, stofferne.

Samtidig har Rettman været klog nok til at begrænse bogen til at omhandle de formative år 1980-90. Ikke fordi NYHC ebbede ud efter 80'erne, den gik ind i sin tredje bølge med bands som Biohazard, H2O og Madball, og Rettman er ikke ude i nogen afgrænsning af en storhedstid, sådan som Blush var det i 'American Hardcore'. Men det fokus tillader ham at gå så meget dybere ned i de enkelte forgreninger af historien uden at skulle bekymre sig om de store linjer. Som det vel under alle omstændigheder dårligt ligger i New Yorks sammensatte natur at tale om.

'NYHC' vil fremover stå som det standardværk, man må henvise til, når der er nogen, der kommer med lidt for hurtige generaliseringer om scenen. Dens fuldstændige loyalitet er dens akilleshæl, men dens grundighed er en styrke, der opvejer det. Og det er en bog, der får en til at opdage og genopdage 7”'ere og plader fra engang, hvor en flok ustabile unger var i gang med at definere, hvordan det her hardcore kunne lyde, hvor mange forskellige retninger man kunne vride det i.

Alene for den inspiration er den det hele værd.