I godt selskab med Spids Nøgenhat Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7c/5e/99/merelys-83-1447609376-43-1447682972.jpg
15. November 2015    

’Mere lys’ er den første bog, der fortæller historien om ikke bare Spids Nøgenhat, men også bandets oprindelse i de miskendte On Trial og de utallige sideprojekter, det førte med sig. På godt og ondt – mest godt – er det en rigtig fanbog.

Titel
Mere lys: Historien om Spids Nøgenhat
Dato
16-11-2015
Genre
Forfatter
Karakter
3

Det er på høje tid, at der kommer en bog om det miljø, som det – tør man sige det? – folkekære psykedeliske rockband Spids Nøgenhat udspringer af. Den er sandsynligvis også blevet muliggjort af den enorme og meget overraskende succes, der er blevet bandet til del de senere år, der har virket som et regulært triumftog for Nøgenhatten. Det fortjener bandet, og det fortjener det miljø, bandet udspringer af.

For historien om Spids Nøgenhat begynder lang tid før det folkelige gennembrud med først den legendariske Roskilde-koncert i 2011 (den – og masser af lortevand i den forbindelse – er der meget om i bogen) og siden ’Kommer med fred’ i 2013. Den begynder i 80’erne med stoner- og syrerockorkestret On Trial, som fire ud af fem Spids Nøgenhat-medlemmer har været med i, og det er også der, ’Mere lys’ tager sit afsæt. På den måde følger biografien medlemmerne lang tid før dannelsen af Spids Nøgenhat og breder derved perspektivet bredere ud end til Spids Nøgenhat.

Kronologisk fremstilling med afstikkere

Bogen er bygget op med et hovedspor, hvor vi følger medlemmerne fra On Trial fra begyndelsen og videre til Spids Nøgenhats debutplade ’En mærkelig kop te’ fra 2001. Efter udgivelsen af den gik projektet i opløsning, og forsanger Guf / Lorenzo Woodrose dannede Baby Woodrose, som fik et gennembrud i 00’erne. Derefter følger vi de mange solo- og sideprojekter, som medlemmerne har lavet, især Gufs smadrede, okkulte Pandemonica, guitarist Morten Aron Larsens gåsehudsfremkaldende gode downer folk-soloprojekt Aron og Dragontears, hvis opsætning stort set er identisk med Spids Nøgenhat, men som ubetinget er Gufs projekt. Endelig vender vi tilbage til Spids Nøgenhat – hvis debutalbum i mellemtiden langsomt var blevet et kultobjekt og havde fået en slags posthum anerkendelse – med gendannelsen til en række koncerter og efterfølgende hitpladen ’Kommer med fred’. Bogens redaktion er afsluttet i år, så vi får en ganske opdateret biografi. Imellem disse kapitler får vi små portrætter af Spids Nøgenhats medlemmer og musikalske opvækst, af bandets lysmand Zeppo og til slut bandets refleksioner over Spids Nøgenhats succes.

Generelt fungerer denne komposition fint – den kommer til at fungere som nogenlunde kronologisk bandhistorie med afstikkere til sideprojekterne. I forordet fortæller forfatterne os ellers, at det ikke er en kronologisk bandhistorie, men hovedkapitlerne er altså kronologiske, mens de mange intermezzoer springer mere i tid og rum. Portrætterne af de enkelte medlemmer er det sværere at se meningen med – de fylder kun et par sider hver, så det er svært at afkode, hvorfor de ikke kunne være indbygget i brødteksten uden de store problemer, og grunden til deres rækkefølge er ikke til at gennemskue.

Hjemmekrøllet bog

Der er noget lidt hjemmekrøllet over bogen: En lidt løs redaktion, hvor det sker, at personer nævnes for først at blive introduceret langt senere. En særligt hvad kommateringen angår lidt løs korrekturlæsning. Det er ikke værre, end hvad mange større forlag udgiver, og det svækker kun sjældent læsbarheden, men man lægger alligevel mærke til det. Det hjemmekrøllede er selvfølgelig også en del af Spids Nøgenhats og beslægtede bands udtryk, så på den måde kan man sagtens tilgive bogen disse fejl, men også det er med til at give præget af fanbog.

For det er en fanbog: Den henvender sig til fans, og den lader især medlemmerne selv komme til orde, frem for at være båret af forfatternes analyse. Det er, som medlemmerne husker det, og ’Mere lys’ er især en citatmosaik med medlemmernes erindringer og synspunkter tilsat forfatternes baggrundsoplysninger, der binder historien og emnerne sammen. Præget af fanbog forstærkes af, at den ene af de to forfattere, Lars Krogh, selv er tæt på bandet: Han ejer Bad Afro Records, som bandets seneste album er udkommet på, og som en del af medlemmernes projekter – som for eksempel Baby Woodrose og Dragontears – er udkommet på, og han har også det forlag, som bogen er udkommet på. Det bliver i familien.

Interne konflikter

Og netop familien er ikke nogen dårlig institution at sammenligne med, når man skal karakterisere ’Mere lys’. For familien er jo (ideelt set) ikke nødvendigvis en institution, hvor man ikke kan kritisere hinanden. Tværtimod: Netop fordi man kender hinanden så godt, og fordi man godt ved, at man i bund og grund holder af hinanden, så muliggør det netop kritikken og muligheden for at se nuanceret på familiens andre medlemmer. Det, jeg prøver at antyde, er, at selvom fanbogspræget er tydeligt, så er bogen bestemt ikke ukritisk, for bandmedlemmerne er ikke blege for at kritisere hinanden eller – som i bassist Anders ”Moody Guru” Skjødt Kjærgaards tilfælde – udtrykke en vis tristhed over, at bandet ikke hænger mere ud sammen som band og venner, frem for mest at være et projekt. Særligt skarpt står i den forbindelse Gufs og Morten Arons konflikter, som bogen ikke lægger skjul på. Det er en af bogens styrker, at medlemmerne fremstår ærlige angående interne konflikter og den periodevise træthed, der opstår, når man har kendt hinanden og spillet sammen så længe, som de har. Det er også en fordel, at bogens mange citater ligger tæt op ad den måde, medlemmerne taler på – det betyder, at man kan mærke medlemmernes personlighed tydeligt.

Den større sammenhæng

Til gengæld savner man, at bogen engang imellem hæver blikket fra medlemmernes egen historie og sætter musikken ind i en større sammenhæng, end tilfældet er. Bevares, et par inspirationer som Hans Vinding (Hyldemor, Furekåben) og Alrune Rod nævnes, det samme gør The 13th Floor Elevators, men det er ikke meget, man får at vide om, hvor bandets musik og soloprojekterne har deres musikalske rødder, hvilken musik de er inspireret af, og hvordan bandet passer ind – eller rettere ikke passer ind – i en større dansk musikalsk sammenhæng.

Bevares, Spids Nøgenhat er enere herhjemme og har selv været med til at sparke en syrerockbølge i gang. Men det virker underligt, at man ikke sætter bandet ind i en kontekst i højere grad. I 80’erne holdt fx Sort Sol en slags liv i syrerocken herhjemme gennem covers af The 13th Floor Elevators og Red Krayola, og i 90’erne var andre danske bands end On Trial trods alt interesserede i syrerock. Her ville bogen have vundet ved at fokusere mere på, hvad der inspirerede medlemmerne musikalsk, og ved at fokusere mere på at sætte de forskellige bandkonstellationer ind i en større musikalsk kontekst. Det er betegnende, at bogen bruger adskillige linjer på guitarist Henrik ”Hobbitten” Klitstrøms ønsker om smørrebrød efter koncerten, og det peger i retning af, at bogen kunne have fået mere dybde ved en skarpere prioritering og redaktion, også selvom det er underholdende nok i sig selv med det smørrebrød, ligesom det er med til at tegne en person.

Kapitlet om Spids Nøgenhat efter gendannelsen giver mere dybde, fordi man her får et indblik i ’Kommer med fred’s tilblivelse og bandets overvejelser, ligesom medlemmerne fortæller med kærlighed om deres afdøde lydmand Ralph Rjeily og hans rolle i gendannelsen af Spids Nøgenhat og hans død som motivation for at lave ’Kommer med fred’. Man kunne have ønsket sig mere i den dur, men det er nok heller ikke sikkert, at medlemmerne husker de tidlige år helt klart- "Vi røg for meget hash," siger Morten Aron et sted. Man kan også ærgre sig over, at folk omkring bandet ikke er kommet mere til orde. På takkelisten er koner, kærester, eks-kærester, medmusikanter og venner og bekendte, og det kunne måske have givet et mere dybdegående og dækkende billede af bandet, hvis de havde fået lov til at udtale sig – ville det bekræfte eller modsige bandmedlemmernes fortællinger om sig selv og deres forhold til bandet og andre i bandet? Ville det give et mere fyldestgørende billede af bandet?

Man får bandets historie om sig selv med enkelte kommentarer fra folk tæt på dem, og det fungerer, fordi medlemmerne er ærlige og underholdende. Man får bandets analyse af sig selv. Men måske kommer man et spadestik dybere ved at inddrage flere personer og vinkler? Det kan godt ærgre, at forfatternes snit ikke udfordrer og nuancerer bandets egen selvforståelse, for bogen får for meget præg af anekdoter til at være så vellykket, som man har på fornemmelsen, at den kunne have været.

I godt selskab

Ikke desto mindre er man i godt selskab med bandmedlemmerne, og der er noget at hente for både nytilkomne og garvede fans, ligesom også den meget fyldestgørende billedside med et væld af gamle billeder, plakater og flyers skal have ros. Bogen fortæller en vedkommende historie om fem utilpassede fyre, der mødes og nu og da skilles, men altid synes at vende tilbage til hinanden på grund af passionen for musikken, og fordi de spiller så godt sammen, at de trods alt ikke kan lade være.

Er man fan eller blot alment interesseret i Spids Nøgenhat og medlemmernes andre projekter, er bogen, indvendinger til trods, et must.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her