Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Alt for lidt, alt for kort!

Populær
Updated
Alt for lidt, alt for kort!
Slipknots nye DVD emmer af energi, men mangler noget mere fylde. ”Welcome To Our Neighborhood” var oprindeligt en VHS-udgivelse, men er nu blevet genudgivet på DVD, og det med lidt ekstra materiale. Filmen varer kun knap en halv time, og inkluderer tre musikvideoer. To af dem er live, og ”Spit It Out” er den musikvideo hvor Slipknot laver deres egen fortolkning af Stephen Kings mesterværk ”Ondskabens Hotel” med Jack Nicholson i hovedrollen. Slipknots version er knap så skræmmende, men ganske underholdende.

Udover musikken, ser man også hvordan publikum og band reagerer overfor hinanden ved koncerter, og den stemning der er ved Slipknots koncerter. Der bliver frigivet masser af energi fra begge fronter, og de ni bandmedlemmer er ikke bange for på skift at kaste sig ud i hovedløse stagedives ned blandt publikum.

En kort introduktion af de ni bandmedlemmer afslører, at det ikke er ikke opsætningen, men sammensætningen der er vigtig hos Slipknot. De kan ikke undvære hinanden inspirationsmæssigt, og er fælles om ideen, at maskerne er til for at holde fokus på musikken og ikke deres personlige image. Det kan man så vælge at tro på eller ej, men faktum er, at den her DVD er en energifyldt pakke, der vil få alle hardcore Slipknot fans til at begejstres. Slipknot er nu metal når det er allerhårdest. Det er dem der sætter standarden for de andre, og deres uhyggeligt kompromisløse stil vækker stor opsigt verden over. Alligevel føler jeg, at den her udgivelse er lidt tynd. Det er begrænset hvor meget bandet fortæller om sig selv, og der er kun tre reelle musikvideoer. En lille halv time? Det er altså for lidt. Alt for lidt!

Til maj næste år kan vi glæde os over, at Slipknot skal virke som opvarmere for Metallica. De to bands overfor hinanden kan kun blive en oplevelse, der vil blive husket. Jeg har egentlig aldrig været nogen Slipknot fan, men efter at have set denne DVD, ser jeg faktisk mere frem til dem som opvarmere end min umiddelbare lunkne modtagelse af netop Slipknot som opvarmere for ”the mighty” Metallica.

Kunstner
Titel
Slipknot – "Welcome To Our Neighborhood"
Distributør
Karakter
3