Aerosmith rocker Japan

Oplev USA's bedst sælgende rockband gennem tiden i fin lille koncertfilm. Filmen er en hyldest til Japan og kan ses i biografen til Musikfilm Festival i København i denne uge.

I 2011 var Japan bogstaveligt talt rystet i sin grundvold af et jordskælv, en tsunami og et atomkraftværk, der gik hul på. Aerosmith gjorde alt andet end at holde sig på behørig sikkerhedsmæssig afstand, for bandet ville hjælpe det land, hvor de altid var blevet så godt modtaget. Og det gjorde de ved at gøre det, de var bedst til: At rocke og rulle.

Filmen følger alle tiders bedst sælgende amerikanske rockband (150 mio. plader) på Japan-turné i efteråret 2011. Der er closeups både på og uden for scenen, småinterviews, sightseeing, besøg i omklædningsrummet, opvarmning, lydprøver. Alt det, der gør en god koncertfilm.

Denne her er såmænd ganske fin og demonstrerer så tydeligt, at Aerosmith er i deres absolutte es, når der serveres den småhårde bluesrock, som bandet slog igennem med i starten af 1970'erne - når sanger Steven Tyler også kan blæse lidt i sin mundharpe og leadguitarist Joe Perry kan give den gas på slideguitaren.

Aerosmith er nemlig også noget ganske andet end det stadionrockband, der havde så stor MTV-appel i slutfirserne og halvfemserne. Aerosmith kommer af bluesen og rock'n'rollen, og det er det, der holder festen på scenen i gang.

Orkestret har holdt sammen stort set siden starten i 1970 og næsten med helt samme besætning. Jovist, Tyler og Perry har været rygende uvenner, men har klinket skårene og serverer stadig højenergisk, bluesy rock'n'roll.

Sætlisten i Japan hviler en del på det ældre materiale, og det er et veleksekveret og hårdtpumpet rock'n'roll-sæt, men vi får da enkete af de store hits fra bandets anden ungdom i firserne og halvfemserne: 'Love In An Elevator' og 'Walk This Way'. Men ikke lette løsninger i form af hits som 'Cryin'', 'Jaded', 'Angel', 'Jamie's Got A Gun' og 'I Don't Want To Miss A Thing'.

Der er dog ikke kræset specielt for seeren på filmen. Ja, det virker nærmest som venstrehåndsarbejde. Ikke nogle specielle og blærede kameravinkler, gimmicks eller noget. Bare en lille dokumentation fra efteråret 2011. Og et eller andet sted så er det så som så med filmens berettigelse.

Jo, Aerosmith viser, at man stadig kan rocke noget så grundigt igennem. Jo, Aerosmith agter og ærer Japan. Helt fint. Men det rykker lige som ikke rigtigt for alvor. Den eneste form for kant, koncertfilmen har, er sætlistens fravalg af kæmpehits. Og det er ikke nok.

Men er man fan, er det her da bestemt en okay halvanden time at få slået ihjel.

'Aerosmith: Rock for the Rising Sun' kan opleves på det store lærred onsdag d. 5. marts kl. 19.15 i Cinemateket i København. Her vises den som del af den forholdsvis nye Musikfilm Festival, der ugen ud viser diverse koncertfilm og musikdokumentarer.

Se 'Love In An Elevator' hér:  

{qtube vid:= CiJIXJoddz0}