CPH:DOX - Death Metal Angola Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/67/eb/25/_death-metal-angola-1383584872.jpg
04. November 2013    

Death Metal Angola er noget så sjældent som en dokumentarfilm om et krigshærget afrikansk land, hvor dødsmetal giver håb og har ført ungdommen sammen. Resultatet er en underholdende og livsbekræftende lille perle.

Kunstner
Titel
Death Metal Angola
Karakter
5

I 1975 løsrev det afrikanske land Angola sig fra at være en portugisisk koloni til at være et kommunistisk diktatur. I 27 år led landet efterfølgende af hårde menneskelige og materielle tab, indtil en fredsaftale i 2002 gjorde Angola til en republik. De værste tab under borgerkrigen fandt sted op gennem 1990’erne, hvor de voksne knægte, vi møder i dokumentarfilmen ’Death Metal Angola’, blev født.

Én af dem er syttenårige Jonsolo. Han blev som barn fundet efterladt i en sportstaske og har siden levet på børnehjemmet Okutiuka i provinsen Huambo. Sådan fortæller Sonia Ferreira, der sammen med kollegaen Wilker Flores driver hjemmet og har taget børnene til sig, som var de deres egne.

Sådan får vi i filmen den ene grusomme historie efter den anden fortalt råt for usødet, om børn der har mistet deres familier under krigens rædsler. I dag står de sammen i håbet om en bedre fremtid i det krigshærgede land, hvor en fælles passion for dødsmetal opsigtsvækkende nok er blevet ungdommens fællesnævner.

Og sjældent har en historie om krigstraumer og dødsmetal – hvis der findes en mage til – været så livsbekræftende og underholdende fortalt som i ’Death Metal Angola’.

Musikken har spredt sig i landet, siden internettet så småt kom frem, og en engageret blogger begyndte at skrive om heavy metal. Godt hjulpet på vej af Angolas radioprogram Volume 10 – en slags afrikansk pendant til P6’s Sort Søndag – der nådesløst spiller dødsmetal i æteren.

Det handler om aggressiviteten i musikken. Det hårde udtryk, hvor ungdommen har fundet fodfæste til at få deres vrede og sorger ud på en kreativ og meningsfuld måde. 

Børnehjemmets beboere arbejder på at arrangere landets første musikfestival for hård musik, og en måneds tid inden følger vi forberedelserne og møder en række forskellige bands fra Huambo og hovedstaden Luanda.

Der bliver svedt igennem i øvelokalerne, når knægtene fra Before Crush, Neblina, Black Soul og Nothing 2 Lose høvler igennem på de ydmyge og slidte instrumenter. Som så ofte med musikere i den alder lyder det mildt sagt af helvedes til. Sådan er det jo. Alt har sin begyndelse: Også dødsmetal i Angola!

Men musikerne er bestemt bevidste om deres genrer, som sangeren i dødsmetalgruppen Dor Fantasma kontant får forklaret af de andre i bandet: ”Du skal growle dybere, ellers lyder det som metal core!”

I bandet møder vi også metalscenens ypperste guitarist Jayro, der rent faktisk imponerer med sine evner på intet mindre end en Dimebag Darrel signatur-guitar – og knægten er selvfølgelig iført både trøjer med Children of Bodom og Slayer!

De musikalske indslag bliver serveret med varme, mens instruktøren Jeremy Xido klipper over til de grusomme beretninger fra de her teenagere, der i bombede bygninger har levet med deres forældres forådnende lig, fordi det var for farligt at gå ud og begrave dem på kirkegården.

Filmen giver mere end en klump i halsen undervejs, og man tager deres sejr til sig, da de sidste rustne søm bliver banket i scenegulvet, og drømmen om festivalen går i opfyldelse. Det er sgu smukt.

Filmen vises under CPH:DOX i Københavnske biografer 8.10. og 12. november

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her