Fængslende fortælling

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8c/16/24/tn-24195-asthepalacesburn-630x630-1393786164-65-1400959095.jpg
02. Marts 2014    

Randy Blythes fængsling i Tjekkiet gør 'As The Palaces Burn' til en sjældent seværdig banddokumentarfilm.

Titel
As The Palaces Burn
Dato
27-02-2014
Forfatter

Som nok er de fleste Devilutionlæsere bekendt, er Lamb Of God ét af de større amerikanske metalbands. Om de er store i den forstand, at de laver god musik, er ikke et spørgsmål, som denne anmeldelse vil svare på, men det står i hvert fald ikke til diskussion, at deres following har nået en betragtelig størrelse, og derfor har man fundet, at det er umagen værd at lave film om dem. Normalt laver man den slags film om store og magelige bands, der har råd til den slags, men egentlig er blevet for magelige til at lave godt nyt materiale. Og det er netop en sådan film, ‘As The Palaces Burn’, er. Eller var tiltænkt som. Noget uforudset skete nemlig under optagelserne, og det var den over en måned lange tilbageholdelse af frontmand Randy Blythe i Tjekkiet, hvor han blev anklaget for uagtsomt manddrab på en fan, der blev puffet ned fra scenen til en Lamb Of God-koncert, to år tidligere.

Filmen begynder med, at man følger musikerne i deres hjemlige omgivelser i Virginia, og man ser bandet udfolde sig forskellige steder i verden, hvor man også bliver introduceret til nogle af deres fans i hhv. Columbia og Indien. På trods af klichéen i måden at gå til bandet på, så graves der faktisk et spadestik dybere både hvad angår bandmedlemmerne og fansene, og man føler, at man kommer i berøring med, hvem de er. Meget sympatisk og afdæmpet er det, da det er sådan, de portrætterede mennesker fremstår. Hvad der også bliver berørt, er Randy Blythes tidligere alkoholmisbrug og hans tvivlsomme opførsel i den periode, samt at bandmedlemmerne vist mere har et professionelt end et venskabeligt forhold til hinanden. Så en tand mere ærlig end normalen er filmen også på dette plan.

Filmen bliver dog først rigtig, undskyld udtrykket, fængslende, da Randy Blythe bliver taget til fange. Da filmoptagelserne til denne film (jo) er i gang, da det sker, bliver det muligt for filmen at fortælle denne del i nutid, og man følger Blythes og de andre gudslams reaktioner løbende. Den lykkelige ende på tjekkiethistorien kender de fleste, men det er lidt af et scoop at få forløbet med på den måde, som det er muligt for filmen at fremstille den, fordi den har optagelser og interviews til rådighed, som er blevet filmet under hele sagens forløb. Man bliver både klogere på, hvad der egentlig skete i selve sagen, og man får indsigt i de forskellige følelser, fem midaldrende mænd har, hvad angår en fans død, og risikoen for at livsværket på uretfærdig vis smuldrer.

På den baggrund er det troværdigt, når filmen slutter, som den slags film nu gør, med den store forbrødring og lyse udsigter for fremtiden. Ingen voice-over, der forklarer noget, bare nogle glade mænd, der er vendt tilbage fra et kig ned i afgrunden. Det gør det til en ganske seværdig film, hvad enten man er til bandet eller ej.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her