Hovedlandet headbanger stadig Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d8/75/c6/21027_nielslille_1276113538.jpg
09. Juni 2010    

Så kom den endelig! Meget passende efter fremvisning til Copenhell kan man nu købe den af Niels Arden Oplev instruerede dokumentar om metalmiljøet i Jylland i 1997 på dvd.

Kunstner
Titel
Headbang i hovedlandet
Dato
14-06-2010
Distributør
Trackliste
Headbang i hovedlandet (dokumentar, 1997)
Ekstra:
Interviews med Scott og Lasse (2010)
Teksktinterview med Niels Arden Oplev
Fotograf
Pressefotos
Karakter
666

Uanset om man har set den eller ej, så kan der ikke i det ganske land være nogle danske metalfans, som ikke hørt om dokumentaren 'Headbang i Hovedlandet'.

De metalfans, som så dokumentaren dengang, og nu nok i stor stil er ramlet ind i 30'erne, har sikkert med glæde og glimt i øjet viderefortalt små anekdoter om dokumentarens lune og selvironiske Lasse Bak, der dengang trådte sine sko i Illdisposed eller den meget jyske Scott, som i front for Infernal Torment ønskede at provokere med sine tekster og gerne så Brian'erne med terninger i forruden forlade Silkeborg. For slet ikke at tale om den hjemmeboende, enfoldige Christian, hvis navn slet ikke klingede med den asahedenske kamp-metal han skabte med Nidhug.


Lasse Bak, 1997
Lasse Bak i den flotte grønne skjorte, man ser ham købe i dokumentaren.

Denne skribent har gennem tiden ærgret sig mange gange over at have slettet det videobånd, hvorpå han optog dokumentaren, der blev sendt på TV2 en sen aften i april 1998. På trods af dette stod mange af scenerne alligevel klart i erindringen i mange år – noget der blev bekræftet, da hele seancen faktisk senere dukkede op på Youtube.

Dokumentaren ønskede at præsentere et musikmiljø – den hårde metal – der ellers kunne forekomme som lukket land for mange. Som pressematerialet siger, så formåede filmen også at give folk lyst til at kende mere til de tre hovedpersoner uagtet, om man var fan af musikken eller ej.

Skrabet budget dengang og nu

Instruktøren er ingen ringere end Niels Arden Oplev, som i dag kendes for tv-serier som 'Rejseholdet' og 'Ørnen' og især for filmatiseringen af 'Mænd der hader kvinder'. Det var et skrabet budget som dokumentaren blev produceret under, og der er heller ikke spyttet mange flere penge i kassen til ekstra-materiale. For de af os, der husker udsendelsen er et gensyn selvfølgelig altid på sin plads, men dvd’en lover også nye opdaterede interviews.

Interviewet med instruktøren skal man læse som tekst på skærmen uden baggrundsmusik, mens Lasse og Scott dog er blevet interviewet foran et kamera. Interviewene er desværre ikke særligt lange, men Lasse glimrer stadig med god humor og får fulgt meget godt op på sine tanker om "at blive voksen" her 13 år efter, hvor han vel godt kan kaldes mere end myndig.

Men der mangler jo en

Nidhug-lederen er dog ikke med i ekstra-materialet, og når man læser interviewet med Niels Arden Oplev (eller måske bare har set dokumentaren), så er det måske forståeligt. For enspænderen Christian fremtræder ufrivilligt underholdende flere steder, og ved den første fremvisning, hvor bands og andre medvirkende var inviteret, skraldlo medlemmerne af Illdisposed hysterisk, hver gang Christian og hans familie var på skærmen. (interviewet kan i øvrigt også læses i Target Mag. # 3)

Optaget i 1997 for et begrænset beløb, så er det klart, at man i en tid med blu-ray, dolby 5.1 eller hvad alt det moderne hedder, måske synes der savnes lidt på lyd- og billedsiden. Og som nævnt havde man måske håbet på lidt mere fra ekstramaterialet. Alligevel så kan en dokumentar, der har affødt så meget snak over årene og hurtigt vandt betegnelsen "kult" ikke dømmes på andet end nostalgi.

Derfor tre styk brændende varme 6-taller til denne herlige perle om blod, geder, persillesovs, perverse tekster om at kneppe sin mor, dårlige tyskkarakterer og selvfølgelig bestiale, dybe growls.

Herunder får du et lille kig fra Youtube. Det er et af Lasse Baks yndlingsøjeblikke fra dokumentaren, hvor Scott fortæller, at Silkeborg er Brian’ernes by:

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her