Lad os grine lidt af black metallerne Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/09/bd/a4/blackhearts-1-36-1465399334.jpg
08. Juni 2016    

‘Blackhearts’ vil gerne vise, hvor langt nogle mennesker er villige til at gå for black metal. Det store problem med dokumentarfilmen er, at den glemmer det udgangspunkt og misser nogle vigtige spørgsmål.

Black metal er godt TV. Folk ser vilde ud og siger vilde ting, og selv når de så alligevel ikke gør det, er det i sig selv interessant, fordi der er en nyhedsværdi i at se en black metaller lave noget helt uskyldigt og normalt i stedet for at brænde kirker af eller lave sataniske ritualer med nøgne damer, og hvad man nu ellers forventer af den slags. Det er derfor, billederne af Fenriz som glad campist eller i færd med at puste en badebold op går viralt. Så går brodden ligesom lidt af det, og vi kan allesammen være med igen. Det er slet ikke så farligt alligevel, og de fleste af musikerne er jo også blevet voksne nu.

Det er udgangspunktet for Fredrik Horn Akselsens og Christian Falchs dokumentarfilm ‘Blackhearts’, spørgsmålet: “How far would you go for the music you love?” For at besvare det følger filmen tre bands fra Iran, Colombia og Grækenland, der hver går gennem svære prøvelser på deres vej mod Norge for at spille på black metal-festivaler. Det er egentlig ikke en dårlig præmis, men det er et basalt problem for filmen, at det kun er et af de tre bands, som den rent faktisk får anskueliggjort, der reelt sætter noget på spil for musikken. Iranske Sina med enmandsbandet From the Vastland risikerer fængsling og forfølgelse — eller det vil sige, det ved vi faktisk ikke, om han gør, for han svarer selv undvigende på alle spørgsmål om, hvorvidt det er for at undgå, at han selv eller hans familie bliver forfulgt. Det eneste, vi som tilskuere altså ved, er, at frygten er reel, og det er jo det vigtigste, når man skal undertrykke folk. 

De to andre bands ser vi faktisk ikke gå særlig langt for musikken. Jo, colombianske Luciferian sælger deres sjæle til Djævelen og gennemgår et satanisk ritual med kutter, nøgne damer, pentagrammer og levende lys, mens man kan høre bilerne køre forbi ude på hovedgaden. Det er alt sammen fint og kulørt, men det står bare ikke klart, hvordan det egentlig lige er, det hjælper dem med at få deres visumansøgning til Norge igennem, når problemet åbenbart er, at de ikke kan stille en økonomisk garanti. Man ser dem bare konstatere, at de ikke har en opsparing, opsøge en satanisk præst i forvasket golfskjorte og kørestol, gennemgå noget, der ligner en scene fra en Hammer Horror-film, og så ankomme i Trondheim Lufthavn i næste klip. Man skal have et hjerte, der er meget åbent for sort magi, for at se en direkte sammenhæng der.

Grækerne i Naer Mataron møder som de eneste konkret modgang, da deres frontmand Kaiadas faktisk bliver fængslet. Det har så bare ikke noget med black metal at gøre, men skyldes at han som parlamentsmedlem for neonazistpartiet Gyldent Daggry anklages for at være med i en kriminel sammensværgelse. De to andre medlemmer af bandet kommer afsted og spiller til Blastfest i Bergen med sessionmedlemmer, og den største modgang, de møder her, er en journalist, der går dem på klingen om deres tilknytning til Gyldent Daggry.

Hvor langt nogle af de medvirkende er villige til at gå for black metal, får ‘Blackhearts’ altså aldrig svaret på.

Illoyal over for sine medvirkende
Men spørgsmålet har også en bagside. For hvad gør man, når man er gået så langt, som man kunne, og man så sidder der og er en norsk black metal-musiker omkring de fyrre med et boliglån, en familie, der skal forsørges, og et skur, som taget er blæst af, og som man ikke har råd til at reparere. Det er et rigtig interessant spørgsmål, ‘Blackhearts’ stiller her, et kvart århundrede efter den anden bølge af black metal brød igennem. Desværre bruger filmen det ikke rigtig til andet end en lejlighed til at afvæbne black metallerne. Se, Vegar fra Gorgoroth og Keep of Calessin står på ski og spiller akustisk guitar for sin datter, som om han var et normalt menneske! Se, Arnt fra Satyricon og Keep of Kalessin har en småborgerlig smag i boligindretning og tager en hvid skjorte på og spiller en ærgerlig udgave af ‘Still Got the Blues’ for bedsteborgerskabet for at kunne betale af på boliglånet! Og så er det det. Mere er der ikke rigtig tid til at gøre ud af det.

En enkelt gang i løbet af den halvanden time, ‘Blackhearts’ varer, når Fredrik Horn Akselsen og Christian Falch frem til et punkt, hvor de to spørgsmål sættes på spidsen. Det er, da Arnt tager Sina med ud en tur for at møde Nocturno Culto. Nocturno Cultos målløshed, da Arnt fortæller ham om, hvordan Sina har sat sin egen og sin families sikkerhed på spil bare ved at spille black metal og tage til Norge for at spille live, kunne der laves en dokumentarfilm om. Nocturno Culto selv orker ikke engang at sætte sig ind i bilen og køre ned ad bjerget og ind til Oslo for at være med til Inferno Festival, hvor From the Vastland skal spille debutkoncert, og her møder han så en, der risikerer alt for det, og som samtidig priser ham for, hvad han har gjort.

Det er desværre bare ikke den film, Fredrik Horn Akselsen og Christian Falch har lavet. Som i Sam Dunns og Scot McFadyens ‘Global Metal’, som havde lidt af den samme agenda som ‘Blackhearts’ med at vise, hvordan det er at spille metal uden for Europa og USA, begår de den klassiske fejl at følge for mange forskellige spor og derfor ikke komme i dybden med nogen af dem. Hvor de – måske – kunne have lavet en virkelig god film, der fulgte Sinas møde med Arnt, pilgrimmen og det modfaldne orakel, har de lavet et rod af en film, der stiller en masse spørgsmål uden at tage sig tid til at besvare dem. For eksempel er det en ramme om filmen, at den starter med en skoleklasse, der er på rundvisning på populærmusikmuseet Rockheim og står og keder sig i black metal-afdelingen, mens Luciferian hen mod slutningen på det samme museum er ved at gå bagover af benovelse over alle de fede artefakter fra den anden bølge, der er med på udstillingen. Black metal er altså, om ikke musealiseret, så i hvert fald institutionaliseret i Norge, hvor Bergens borgmester holder åbningstalen på Blastfest og kaster horn. Det bliver gang på gang hævdet, at black metal er Norges største kulturelle eksportvare. Hvad betyder det for, hvordan de norske black metal-musikere oplever sig selv? Og hvordan står det i kontrast til, hvordan andre oplever dem? De spørgsmål åbner ‘Blackhearts’ for uden at anstrenge sig med at forsøge at besvare dem.

Hvad filmen får, er nogle billige grin på bekostning af de medvirkende. Specielt Indra fra Naer Mataron får masser af tid til at fremstå pinlig, når han snakker om, hvor brutal den bergensiske slud er, og når han ikke kan lave en sætning på engelsk uden at fylde den med “man” og “fucking”. Filmskaberne lader dog en anden journalist om at gå ham på klingen i et interview om bandets forbindelser til Gyldent Daggry. Selv nøjes de med at fnise ad ham bag hans ryg. Det er illoyalt over for de portrætterede. Som om Fredrik Horn Akselsen og Christian Falch egentlig gerne ville have lavet den film, ‘Blackhearts’ kunne være blevet til, men opgav på vejen og i stedet valgte den hurtige udvej med at hænge deres hovedpersoner ud.

Men hey, det er jo godt TV. Der er en satanisk seance med bare bryster. Der er skinheads, der poserer foran stavkirker. Der er black metallere, der laver helt normale ting som at spise frokost med deres mor og drikke kaffe af billigt porcelæn på et cafeteria. Der er iscenesatte samtaler om noget, som egentlig kunne være vigtigt, men som man har opgivet at gøre det til og bare lavet det sjovt i stedet.

Det er så langt, ‘Blackhearts’ vil gå. Det er overhovedet ikke tilfredsstillende langt nok.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her