Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Store drenge

Populær
Updated
Store drenge
Store drenge
Store drenge
Store drenge
Store drenge

Dvd-udgivelsen 'The Big 4 – Live from Sofia, Bulgaria' gengiver sommerens historiske metal-begivenhed med Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax næsten som den så ud i biografen og næsten som den så ud i virkeligheden.

Kunstner
Titel
The Big 4 – Live from Sofia, Bulgaria
Dato
01-11-2010
Label
Distributør
Genre
Fotograf
fra dvd'en
Karakter
4

Man skal have sovet gevaldigt i timen for ikke at have bemærket, at de såkaldte "fire store" thrash-bands fra 80'erne – Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax – i sommer begravede stridsøkserne og spillede en række koncerter i Østeuropa. Det skete, og det blev filmet.

For de der måtte være tabt bag en vogn, skal det lige nævnes, at disse fire bands alle udgav klassiske thrash-albums i midten af 80'erne; 1986 for at være helt præcis. 'Master of Puppets', 'Reign in Blood' og 'Peace Sells… But Who's Buying' udkom alle netop dét år, mens Anthrax haltede lidt bagefter og udgav 'Among the Living' i '87, selvom den også blev indspillet metalåret forinden.

Vi havde en mand i marken til den første ”Big 4”-koncert i Warszawa, der fandt sted en uge inden koncerten i Bulgarien, som blev transmitteret til biografer kloden rundt (vi bragte en fotoreportage fra forestillingen i Københavns Imperial) og nu udsendes på dvd og blu-ray, hér, et halvt år senere.

Og det dobbelte dvd-sæt holder, hvad det lover med "over fem timers historisk livemateriale". Hvad man får, er nemlig henholdsvis Anthrax', Megadeths og Slayers timelange koncerter, samt Metallicas godt 130 minutters sæt på enkeltstående dvd, som også indeholder en bonusdokumentar på knap en time.

Denne standardpakke bør tilfredsstille den fan, der har fulgt med fra sidelinien, og som egentlig godt kunne tænke sig at få syn for, hvad det hele egentlig handler om.

De tre knap så store

I modsætning til biografforestillingen gengiver dvd'erne de fire koncerter i deres fulde længder, og det lyder som om, der er blevet sat ekstra tid af til at mixe lyden bedre – navnlig Anthrax, Megadeth og Slayer led under dårlig "opvarmningslyd" i biografen, hvilket der er blevet rettet gevaldigt op på.

Rækkefølgen er der dog ikke byttet om på, og med Joey Belladonna tilbage bag mikrofonen lægger Anthrax ud med deres 80'er-gennemsyrede sæt, der primært er sat sammen af sange fra 'Spreading the Disease', førnævnte 'Among the Living' og 'State of Euphoria'. Det mest interessante ved den ellers ekvilibristisk gennemførte koncert er dog, at de fem New Yorkere simpelthen aldrig har været i stand til at mønstre sange, der er tilnærmelsesvis så stærke som deres tre kollegabands – om end afslutningen i form af 'Metal Thrashing Mad' og naturligvis 'I Am the Law' rykker.

Efterfølgende spiller Megadeth endnu skarpere. Undertegnede er ikke rasende begejstret over den konservatorieagtige drejning det hele har taget, siden de tight- og stiftspillende medlemmer, trommeslager Shawn Drover og guitarist Chris Broderick, kom med i bandet, men Mustaine & co. spiller nu sangene så mekanisk tæt op af albumversionerne, som man overhovedet kan komme. Så hvis det er dét, man vil have, så... Sætlisten er en forkortet udgave af det, d'herrer leverede på Copenhell halvanden uge tidligere, hvor 'Skin o' My Teeth' og 'Hook in Mouth' dog udgør de to sublime undtagelser. Dave gemmer sig bag sit røde hår, mens regnen øser ned foran scenen og ofte direkte spærrer kameraernes udsyn, og selvom man ikke får det hele af 'Rust in Peace', så savner man egentlig ikke noget.

Slayers sæt er der ikke meget at sige om. Araya, King og Hanneman har ikke rykket sig ud af den musikalske flække i 25 år, men der blev pustet nyt liv i sagerne, da Dave Lombardo for snart ti år siden satte tilbage bag tønderne. Den mand kan simpelthen egenhændigt blæse banemændenes speed-thrash udover scenekanten, og det er godt, for Slayers sceneoptræden er efterhånden mere statisk end ZZ Tops – især efter Tom Arayas rygoperation. Men obligatoriske udladninger som 'War Ensemble', 'Seasons in the Abyss', 'Angel of Death', 'South of Heaven' og 'Raining Blood' går dog stadig helt rent ind. Også i hjemmebioen.

Smuk all star-jam

Til sidst er der dét dér hovednavn, Metallica, som naturligvis viser, hvor skabet skal stå med en koncert, der varer en time længere end de tre foregående, knap så store navnes. Til gengæld har Lars Ulrich og hans tropper også mere end rigeligt med sange til at fylde spilletiden ud med, og de eneste svage øjeblikke indtræder faktisk, når der luftes sager fra deja-vu-inducerende 'Death Magnetic'. Men derfor er det stadig imponerende, hvordan de fire veteraner kan holde 50.000 i bulgarere i deres hule hænder knap 30 år inde i karrieren.

Og de er der næsten alle sammen, sangene – fra 'Hit the Lights', 'For Whom the Bell Tolls' og 'Master of Puppets' over 'Blackened' og 'Sad But True' til 'That Was Just Your Life', men det største scoop i Metallicas koncert – der ikke afviger voldsomt fra sidste års Forum-seancer – er all star-jamsessionen i Diamond Heads 'Am I Evil?'.

Hér træder samtlige medlemmer (minus Tom Araya, King og Hanneman) fra de tre resterende bands på scenen for at hylde begivenheden i fællesskab. Og med Mustaine, Hetfield og Ulrich på scenen sammen for første gang i mere end 27 år, så glemmer man hurtigt, at Joey Belladonna vitterlig er ved at terrorisere sangen og lyder som om, han aldrig har hørt den før. Det simpelthen smukt at se de mange familiefædre fejre arven i godt fællesskab med smil hele linien over.

Dybde savnes

Foruden koncerterne medfølger også en rodet dokumentarfilm på 50 minutter, hvor man kommer bag om begivenheden. Dave Ellefson giver en hurtig rundvisning på det bulgarske stadion, Metallica møder fansene til meet 'n' greet, og Kerry King begejstres over en fan, der har overtatoveret sin ryg med et portræt af netop King, mens Tom Araya trøster en bulgarsk herre, der græder af glæde over mødet med sit idol. Dokumentarkommentarkagen tages dog af Lars Ulrich, da han afslører over for Dave Mustaine, at sønnike Myles en overgang ikke hørte andet end Megadeth...

Det er som sådan fint nok, men det kan undre, at ingen af de hyggelige interviews, der blev vist i pauserne til biografforestillingen, har fundet vej til hjemmebio-udgivelsen – man savner simpelthen, at der bliver gået lidt i dybden.

Men som det ser ud, så leverer sættet under alle omstændigheder den musikalske vare, og fans der ikke var til stede i bioen eller i Østeuropa i juni kan trygt investere.

Få en smagsprøve på 'The Big 4' her: