Ansigt til ansigt med Sepultura
Populær
Updated
Kogende Sepultura klubshow på Loppen i fredags. Dette er om muligt, DEN svedigste koncert på dansk jord længe! I mere end én forstand. Omgivelserne på Loppen dannede rammen om en super-intens koncert, hvor kommunikationen mellem band og publikum var helt i top. Ca. 250 mennesker var blevet stoppet ind denne fredag aften – og der var vist ingen der blev skuffede. Når man ser den spilleglæde som Sepultura stadig har, bliver man som gammelt metalhoved kun bekræftet i at den hårde tråd aldrig vil dø. Specielt sanger, Derrick Green og øksemanden, Andreas Kisser var i konstant dialog med de headbangende folk i lokalet. Temperaturen sneg da vist også op omkring de 45 grader, så der var ikke et øje (eller en trøje) tørt.
Som altid, når man - som Sepultura her - har et splinternyt album ude, så er det en hårfin balancegang mellem hvor mange numre man tør spille fra et sådant album. Her mener jeg, at Sepultura ramte plet ved at lufte de nye ”Corrupted,” ”More of the Same,” ”Apes of God” og ”Come Back Alive.” På imponerende vis virkede disse ret familiære for publikum som ikke havde problemer ved at skrige med. Eneste minus var de to covernumre, ”Messiah” (af de ellers kultagtige Celtic Frost) og ”Bullet in the Sky” (af U2! Hvad sker der!?) fra ”Revolusongs” EP’en. Et overflødighedshorn af gamle klassikere som ”Inner Self,” ”Troops of Doom,” ”Desprate Cry,” ”Refuse/Resist,” ”Territory,” ”Biotech is Godzilla,” ”Arise,” “Dead Embrionic Cells,” blev naturligvis også luftet.
Her stod det naturligvis klart, at publikum havde fået fuld værdi for deres penge og måske endnu vigtigere for Sepultura, at det tidligere så markante afsavn af Max Cavalera ikke længere forhindrer dem i at sparke røv for vildt! Derrick er rent faktisk en bedre performer end Max, og dét at han kun sporadisk griber spaden, giver ham den nødvendige tid til at nå helt ud på de bagerste rækker med sin fantastiske udstråling. Han er i sandhed en integreret del af ”the Sepultribe” og i et nummer som ”Sepulnation” fra det udmærkede ”Nations” album viser han os også hvorfor. Dette nummer fanger ligesom hele bandets energi og attitude og har på rekordtid udviklet sig til at blive en nyklassiker som folket råber på. Det samme kan egentlig siges om ”Choke” fra ”Against” og det får da også energiniveauet blandt publikum til at gå op i det røde felt.
Til sammenligning med bandets Roskilde-optrædener i hhv. ’94 og ’96 og deres triumftog i KB-Hallen i ’93, hvor de kommercielt set var på deres højeste, befinder de sig også enormt godt i denne intime atmosfære på Loppen. Derrick er dog heller ikke sen til at rose danskerne og ikke mindst Christania, hvor de optrådte for første gang. Som altid i et sådant forum afstedkommer det vild jubel og denne bølge red de på hele aftenen.
Intet Sep-gig uden ”Roots Bloody Roots” – heller ikke denne aften. Loppen eksploderer i en rus af eufori og ALLE skriger med på aftenens sidste nummer. Generelt beviser koncerten og ikke mindst det stinkende fede album ”Roorback”, at Sepultura er tilbage i den form vi kender dem.
Som altid, når man - som Sepultura her - har et splinternyt album ude, så er det en hårfin balancegang mellem hvor mange numre man tør spille fra et sådant album. Her mener jeg, at Sepultura ramte plet ved at lufte de nye ”Corrupted,” ”More of the Same,” ”Apes of God” og ”Come Back Alive.” På imponerende vis virkede disse ret familiære for publikum som ikke havde problemer ved at skrige med. Eneste minus var de to covernumre, ”Messiah” (af de ellers kultagtige Celtic Frost) og ”Bullet in the Sky” (af U2! Hvad sker der!?) fra ”Revolusongs” EP’en. Et overflødighedshorn af gamle klassikere som ”Inner Self,” ”Troops of Doom,” ”Desprate Cry,” ”Refuse/Resist,” ”Territory,” ”Biotech is Godzilla,” ”Arise,” “Dead Embrionic Cells,” blev naturligvis også luftet.
Her stod det naturligvis klart, at publikum havde fået fuld værdi for deres penge og måske endnu vigtigere for Sepultura, at det tidligere så markante afsavn af Max Cavalera ikke længere forhindrer dem i at sparke røv for vildt! Derrick er rent faktisk en bedre performer end Max, og dét at han kun sporadisk griber spaden, giver ham den nødvendige tid til at nå helt ud på de bagerste rækker med sin fantastiske udstråling. Han er i sandhed en integreret del af ”the Sepultribe” og i et nummer som ”Sepulnation” fra det udmærkede ”Nations” album viser han os også hvorfor. Dette nummer fanger ligesom hele bandets energi og attitude og har på rekordtid udviklet sig til at blive en nyklassiker som folket råber på. Det samme kan egentlig siges om ”Choke” fra ”Against” og det får da også energiniveauet blandt publikum til at gå op i det røde felt.
Til sammenligning med bandets Roskilde-optrædener i hhv. ’94 og ’96 og deres triumftog i KB-Hallen i ’93, hvor de kommercielt set var på deres højeste, befinder de sig også enormt godt i denne intime atmosfære på Loppen. Derrick er dog heller ikke sen til at rose danskerne og ikke mindst Christania, hvor de optrådte for første gang. Som altid i et sådant forum afstedkommer det vild jubel og denne bølge red de på hele aftenen.
Intet Sep-gig uden ”Roots Bloody Roots” – heller ikke denne aften. Loppen eksploderer i en rus af eufori og ALLE skriger med på aftenens sidste nummer. Generelt beviser koncerten og ikke mindst det stinkende fede album ”Roorback”, at Sepultura er tilbage i den form vi kender dem.
