Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mager rockvals

Updated
Mager rockvals
The Donnas forsøgte forgæves at spille Lille Vega op på en kedelig mandag. Det lykkedes ikke. De fire piger i The Donnas vakte opsigt, da de i slutningen af halvfemserne udgav deres meget Ramones-inspirerede skiver, ”The Donnas” og ”Get Skintight”. Der blev smidt lidt elementer fra AC/DC ind, og så var succesen sikret – vist mest pga. imaget med at der kun er piger i bandet.

Siden dengang - hvad enten man kunne lide det eller ej – er der gået mere eller mindre tomgang i foretagendet. Især på det seneste album, ”Gold Medal”, lyder The Donnas som om, de så småt er løbet helt tør for ideer.


Tam start, tam trommeslager

Allerede fra start skød The Donnas sig selv lidt i fødderne, ved at starte skævt med en masse sange fra det nyeste - og altså ikke prangende - album. Og når ”Hook It Up” fra ”Get Skintight” albummet blev spillet lige efter den nye ”It’s So Hard”, kunne man for alvor mærke hvor galt det er gået siden dengang.

Forsanger, Donna A. startede med at forklare os, at hun kunne se på os, at vi tænkte på at det var mandag, og at ”det skulle vi lade være med de næste 45 minutter.” Det var for så vidt fair nok, men man kunne næsten KUN tænke på, at det var mandag i den dræbende time koncerten stod på.

Mest problematisk var trommeslager, Donna C. På plade er det lykkedes produceren at dække ind over, at hun overhovedet ikke kan holde rytmen, men live... det swingede simpelthen ikke på noget tidspunkt! Og når The Donnas har en rigtig dygtig guitarist i Donna R., der virkelig kan fyre en fed solo af på SG’en, så er det unægtelig synd. at dem hun er omgivet af langtfra er på samme plan. Lydmanden virkede også som om, han var komplet ligeglad med publikum. I hvert fald var bassen, rundt regnet, skruet dobbelt så højt op som guitaren.


Trods alt...

Der var dog et par få lyspunkter, hvor det virkelig rockede. Fx under ”Who Invited You”, som stammer fra det udmærkede ”Spend the Night” album fra 2002 og ”I Don’t Wanna Know (If You Don’t Want Me)”. På sidstnævnte kan man i hvert fald høre, at AC/DC ikke lever forgæves.

Man ved der er noget galt, når et band spiller sange fra det nyeste album som ekstranumre, og det gjorde The Donnas, nemlig ”Fall Behind You”, med et riff, der er så tyvagtigt stjålet fra Foo Fighters’ ”Times Like These”, at det simpelthen SKAL nævnes.

The Donnas består kun lige nøjagtig, fordi de har en dygtig guitarist, og fordi de enkelte gange under showet forstod at få det til at hænge sammen. Én ting blev dog bevist: Ramones- og AC/DC plagiater spillet af kvinder på en stiv mandag aften fungerer ikke!

Kunstner
Spillested
Dato
05-02-2022
Genre
Karakter
2