Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Maskine-metal til masserne

Populær
Updated
Maskine-metal til masserne
Machine Head, Mnemic og Mathias til Metal-koncert i Pumpehuset. Machine Head er nået til København som led i deres ”Through The Ashes of Europe” tour. Som sædvanlig er spillestedet Pumpehuset, og der er udsolgt. Siden Machine Head sidst gæstede Danmark for år siden (for øvrigt også på en kold decemberaften) har bandet gennemgået en del. Dels forlod guitarist Ahrue Luster bandet til fordel for nu-metallerne Ill Niño, men han blev dog hurtigt erstattet af den karismatiske Phil Demmel (ex-Vio-Lence og Technocracy). Dels - efter voldsom kritik af ”Supercharger”-albummet fra både fans og anmeldere - er Machine Head atter gået tilbage til stilen fra de to første albums på deres nyeste ”Through The Ashes of Empires”.

Det danske metal-håb Mnemic har i aften - samt på en håndfuld af de europæiske dates - fået æren af, at varme op for Machine Head. Pumpehuset koger, og overraskende mange helt unge teenagere (af begge køn) har fundet vejen frem til scenen da Mnemic går på.


Hul Maskine

Lyden er det største problem i Mnemic’s 45 minutter lange sæt. Deres såkaldte ”hybrid-metal” kommer til at lide voldsomt under den hule, sumpede lyd som blander instrumenterne sammen. Sangene flyder sammen og lyder ens, på trods af at bandet gør hvad de kan for at få de danske tilskuere med sig.

Musikalsk kan Mnemic bedst beskrives som en krydsning mellem Fear Factory og Meshuggah, og hypen omkring dem kan være svær at forstå. Gennem hele sættet ligner publikum allermest nogle der venter på at Mnemic skal stoppe og lade Machine Head komme til fadet. Ironisk nok lykkedes det gennem afslutningsnummeret - singlen ”Ghost” - at rive de utålmodige metal-fans med! Måske skulle man have startet med dette nummer?


Metal-inferno

Så indtog Machine Head endelig Pumpehusets lille scene. Det var ikke overraskende med den nye ”Imperium” som showstarter. Robb Flynn og resten af bandet (på nær Phil Demmel - den nye lead-guitarist) ser en anelse udkørte ud. Sjældent har jeg set en så energisk guitarist, der i den grad søger at skabe kontakt til publikum. Thumbs up til ham!

Aftenens sæt bærer præg af det samme som ”Through the Ashes of Empires”, nemlig tilbagegang til rødderne! Vi får kun ét nummer fra ”Supercharger”, som Machine Head nu åbenbart også prøver at gøre til et glemt kapitel i deres diskografi. Så står den ellers på Flynn’s vodka/cola drikning, samt forsøg på at sige ”SKÅL” på dansk. I midten af den nye ”In the Presence of My Enemies” opfordrer Flynn til ”Circle-Pit”, hvilket får halvdelen af Pumpehuset til at danne en cirkel hvori der i den grad bliver gået til den i form af slåskampe og skubben. Voldsomt!

Bandets pauser mellem sangene bruger samtlige tilskuere på at bryde ud i ”Højt Fra Træets Grønne Top” til hvilket Flynn svarer ”I don’t know what you’re singing, but it surely sounds awesome!”. Nej, vel? Selvom der under hele koncerten var maksimalt gang i publikum, så fandt jeg det problematisk, at Machine Head valgte at indsætte to meget lange og stillestående ballader til at sætte tempoet ned med (hhv. ”The Burning Red” og ”Descend The Shades of Night”). Det satte sgu ikke bare tempoet ned, det standsede hele koncerten!

Hen imod slutningen blev der dog rettet op på dette med en ultra-tung version af Metallica’s ”Creeping Death”, inden bandet spillede et par minutter af både ”Fight Fire With Fire” og ”Trapped Under Ice”. Meget cool! Men højdepunktet var nok luftningen af Mercyful Fate klassikeren ”Evil”!!! Efterfulgt af Flynn’s erindringer om, at Mercyful Fate var guder for alle metal-fans i San Francisco’s Bay Area i starten af 80’erne… og selvfølgelig kendte vi ”Evil”! Efter 1½ time blev der lukket og slukket med en monster-version af ”Block” og endnu et voldsomt ”Circle-Pit” i mængden af svedige danske heavy-fans!

Kunstner
Spillested
Dato
03-12-2009
Genre
Trackliste
Imperium
Take My Scars
The Blood, The Sweat, The Tears
None But My Own
Left Unfinished
Ten Ton Hammer
Trephination
The Burning Red
In The Presence Of My Enemies
Blood For Blood
-----------------------
Descend The Shades Of Night
Davidian
Creeping Death/Fight Fire With Fire/Trapped Under Ice
Evil
Block
Karakter
3