Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mere djævletilbedelse, tak!

Updated
Mere djævletilbedelse, tak!
Planetens bedste guitarist, men der manglede vist noget? Emil Svendsen reflekterer over sidste uges Steve Vai-koncert i Vega. Jeg ved ikke hvor mange der husker filmen "Crossroads" fra '86? Kort fortalt er det en film, hvor vores unge helt, spillet af Ralph Macchio ("Karate Kid"), er en ung guitarist der elsker blues. For at frelse sin bluesmentors sjæl, den blev solgt for succes i dennes ungdom, skal han på guitar konkurrere mod djævelens guitarist, spillet af Steve Vai. Forehavenet lykkedes ved hjælp af en cocktail af blueslicks og elektrisk forstærkede klassiske stykker.


Djævelens repræsentant

Måske var der tale om et ligende møde i Vega, men bare med omvendt fortegn, for opvarmningen var Eric Sardinas (med band) som er en LA baseret slide- og texasblues spillende guitarist, der ligner Al Jurgensen fra Ministry, og derfor snarere var djævlens repræsentant denne aften! Sardinas & co. spillede en god gang tungblues, der til tider sparkede røv og husker én på, hvor tæt slægtskabet mellem rock'n'roll og blues egentlig er.

Jeg er ikke den store fan af hans solospil, for jeg mener det var for hektisk med nogle for små, korte fraser der hele tiden bliver snuppet af – det kommer aldrig rigtig ud af stedet, men det larmede da dejligt. Genren har på ingen måde heller noget nyt at byde på, men det man skal dyrke i bluesen er vist også energien og ideen om at blues er mere rigtig og ærlig musik end nogen som helst andre genrer.


Hovednavnet

Hovednavnet Steve Vai er en af de de superguitarister der voksede ud af firsernes metalscene - en scene, der samtidig udadtil havde et fokus på sex, drugs, and rock'n'roll, hvorfor det var naturligt at lade en guitarist med en baggrund i den genre spille djævelens håndlanger i føromtalte film. I virkeligheden blev der dengang lagt en ret stor vægt på musikalsk virtuositet, hvilket kræver så meget øvning at det mere lægger op til en artig sportsmandslivstil end en øl-bølles.

Derfor var alle mange af de musikere, der drev det til noget dengang, i virkeligheden nørder. Og Steve Vai var og er muligvis den største af dem alle, og derfor var duksen Vai i Vega en bedre repræsentant for djævelsens modstander.

Ud over at have nogle unge musikere med sig som backing, havde han også bassisten Billy Sheehan (Dave Lee Roth, Mr. Big - Red.) med, som også er et stort firserikon. Det var derfor med en blanding af nostalgi og en følelse af storhed, jeg overværede koncerten, for deroppe stod jo selveste Steve Vai og Billy Sheehan. I de 2½ time koncerten varede, nåede de både at rocke (som i ”The Audience is Listening”) og, efter min smag, at være for kedelige med de mere stille numre. Sidstnævnte virker ikke på mig for jeg synes akkompagnementet har for meget præg af lydtæppe, hvor der så henover spilles en milliard toner.

Vai er uden tvivl nok den dygtigste guitarist på planeten og virker sympatisk på scenen. Han har lagt al rock-is-larger-than-life guitarattituden bag sig, men jeg kunne nu godt have brugt lidt mere djævletilbedelse denne aften for helt at have været oppe at ringe.

Kunstner
Spillested
Dato
05-10-2004
Forfatter
Karakter
3