Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mesterlige Megadeth

Updated
Mesterlige Megadeth
Dave Mustaines Megadeth anno 2005 var overbevisende i Vega i søndags. Metallica-inspiratorene Diamond Head stod for en finurlig opvarmning. Det var en toptunet Dave Mustaine der tog imod publikum i Vega søndag aften, da han og resten af Megadeth leverede en toppræstation på lige knap to timer. En koncert der vil blive husket for god lyd, god guitar og en røvfuld klassikere fra Mustaines omfattende bagkatalog af speed-metalliske mesterskæringer.


Bagvendt Metallica-jam

Før Megadeth gik på, varmede Diamond Head publikum suverænt op. Bandet legede lidt med os da de indledningsvis lavede tromme-introen til ”Am I Evil?”, men i stedet startede op med ”It's Electric”, hvorefter de også bl.a. spillede ”The Prince” og
”Helpless”, blandt de sange som Metallica har lavet covernumre af.

Også nye sange som ”Mine All Mine” samt legendariske ”Sucking My Love” blev revet ud mellem sidebenene, før de flot sluttede af med hele ”Am I Evil?”, og lagde grundstenene for en god aften, der skulle sluttes fornemt af via en forrygende koncert fra Megadeth.


Soli i verdensklasse

Da Megadeth-koncerten startede, var det til tonerne af den velkendte, snerrende Mustaine guitar, der naturligvis var en Flying V. Han var akkompagneret af sine nye bandmedlemmer, og specielt guitaristen, Glen Drover (King Diamond, Eidolon) skilte sig ud. Selvom han er ny i Megadeth, spillede han som om han havde været fast ankermand igennem alle 20 år. De soli og rytmer han hev ud af ærmet var ganske simpelt verdensklasse, og han satte ikke en fod (eller rettere finger) forkert hele aftenen.

Den overtatoverede bassist, James MacDonough (Iced Earth) klarede opgaven på de fem strenge ganske godt. Indsatsen fra ham og fra manden bag gryderne (Shaun Drover, bror til Glen) blev dog klart overskygget af de to guitarister; Dave Mustaine og Glen Drover. Lad os håbe Dave beholder Glen når han går solo!

Tempoet var hæsblæsende og nådesløst. Der blev ikke taget nogen fanger i Vega. Mustaines Megadeth-tog tromlede henover alt og alle, og først fem sange inde i det lange set, blev der tid til at hilse publikum velkommen. Jo tak, Dave var i flyvende form.

Og hvis ikke stemningen var på kogepunktet midt i koncerten, så kom den det da supportbandet Diamond Head steg op på scenen og agerede kor på en enkelt sang. Umiddelbart bagefter fortsatte Dave & co. ud i to klassikere fra ”Countdown To Exctinction” skiven, nemlig ”Sweating Bullets” og legendariske ”Symphonies Of Destruction”.

Showet vil også blive husket for, at Dave fik dedikeret ”The System Has Failed” til Dimebag Darrell, og i den sidste halvdel fik han rystet bl.a. ”Peace Sells... But Who’s Buying?” ud af ærmet, og afrundede flot aftenen med sublime ”Holy Wars’. Hellig krig? Det føltes næsten sådan, for Mustaines plads i thrash/speed-metallens historie er så sandelig hellig, og vover man at sætte en finger på aftenens præstation i Vega, så er der dømt hellig krig herfra det nordjyske!

Kunstner
Titel
Megadeth
Spillested
Genre
Trackliste
Sætliste, Megadeth

Blackmail the Universe
World on Fire
Skin Of My Teeth
Scorpion
Wake Up Dead
Darkest Hour
Something I'm Not
Angry Again
A Tout Le Monde
Die Dead Enough
Trust
Tornado
Mice And Men
Kick The Chair
Hangar 18
Back In The Day
Sweating Bullets
Symphony Of Destruction
Peace Sells, Mechanix, Paranoid
Holy Wars

+D160
Sætliste, Diamond Head

Am I Evil - intro
It's Electric
Give It To Me
The Prince
Mine All Mine
Heat Of The Night
Sucking My Love
Helpless
Am I Evil?
Karakter
5