Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Militær metalpræcision

Updated
Militær metalpræcision
Mnemics turné kan kun blive et triumftog, hvis bandet holder niveauet fra The ROCK, mener vor gennemsvedte anmelder. Det københavnske spillested The ROCK afholder med jævne mellemrum deres velbesøgte heavy diskotek 'Rock The Night', med alt hvad der dertil hører af 80'er heavy rock, gogo-girls og lignende godter, der tiltrækker den sortklædte, nittebærende del af byens ungdom - og i øvrigt også en hel del mere normalt klædte mennesker.

En stor del af disse valgte i lørdags at varme op med danske Mnemic og deres future fusion metal (som de selv kalder stilen). Mnemic er i gang med en omfattende turnè rundt i først Skandinavien og derefter Nordamerika, og hvis bandet holder samme høje standard som på The ROCK, så kan det kun blive et triumftog.


Den franske forbindelse

Mnemic har valgt at fusionere sig med en den franske forsanger Guillaume Bideau, og det er helt afgjort ikke nogen dårlig disposition. Han har en god stemme, både til råb og ren sang, og han trængte knivskarpt igennem den normalt meget mudrede lyd på The ROCK.

I det hele taget var der overraskende god lyd - noget der er virkelig påkrævet til et band som Mnemic, der spiller til samples og leverer deres maskingeværagtige riff med en militær præcision som Dolph og B.S. Christiansen ville misunde.


Headbanging og subtropiske varmegrader

Den slags kræver i høj grad en teknisk kvalitet hos musikerne, og også en hvis koncentration, og denne anmelder havde personligt frygtet på forhånd, at det ville gå udover sceneshowet. Derfor var det glædeligt at opdage, at det ikke var tilfældet. Der er en god portion energi i bandet, og medlemmerne formår at holde et i øvrigt meget medlevende publikum på tæerne.

Det meget smilende Mnemic brillerede i synkronheadbanging og fik publikum med på løjerne, og sammen hev de temperaturen på det tætpakkede spillested op på et niveau, hvor denne ellers rimeligt stillestående anmelder måtte kæmpe en del med den piblende sved.

Da intensiteten fulgte med varmen, var det kun medvirkende til at hive karakteren for koncerten endnu længere op, og den var dermed den perfekte opvarmning til resten af nattens festivitas, og den efterfølgende dags tømmermænd.

Kunstner
Spillested
Genre
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4