Når enden er god...
Populær
Updated
Italienske Lacuna Coil reddede en dårligt indledt aften for Emil Svendsen. Ikke mange ord skal spildes på den såkaldte support, men norske Gothminister var det første band på scenen. Det spiller industrialgoth á la Deathstar, hvilket ikke er en ros. At forsangeren til forveksling lignede King Diamond, med høj hat, var ikke fedt, kun bizart, musikken taget i betragtning. Musikken var kedeligere end den håndfuld grus, nogen burde smide i bandets industrialmaskine!
Næste supportband var Posionblack, der spiller en slags selvhøjtidelig metalrock med goth undertoner, der lugter af Lordi. Det virker lidt som om, bandet er et af den slags bands, der skal realisere sanger/guitaristens store ego, og at det bliver hæmskoen, for bedre er sanger/guitaristen, Ville Laihiala, nemlig ikke. Det hang i hvert fald slet ikke sammen for dem i Pumpehuset, men virkede som det lokale bluesband på en lidt for stor scene.
Udfrielsen
Nå, således nedkølet var det en udfrielse da det mere modne band, italienske Lacuna Coil (bill.) entrerede - meget effektfuldt i øvrigt, med først maskebærende musikere og derefter sangerne Andrea Ferro og Cristina Scabbia. Selvom man måske ikke kan se det på navnet, er førstnævnte en mand. Sidstnævnte er en kvinde, der har ry for at være én, som alle piger vil være, og alle drenge vil være sammen med. Helt så kraftigt indtryk syntes jeg nu ikke hun gjorde, men det er i højere grad hende, der tager sangslæbet, hvilket hun gjorde godt, og begge sangeres kontakt med publikum var god.
Lacuna Coil spiller goth metal med en tung metallisk bund nedenunder keyboardet og vokalerne, der spiller på en kontrast mellem en forvrænget mands- og ren kvindestemme. Blandt bandets sange er der både vaskeægte hits og en del langtrukkenheder, og vi fik da også fra begge skuffer. Men bandet leverede det hele med overbevisning og professionel nerve, så de kedelige numre næsten ikke var det og de fede sad lige hvor de sku'. Bedst var singlehittene "Swamped", "Heaven's a Lie" og "Our Truth".
De to sidste var ekstranumre, så man gik derfra ganske opløftet, og måske mere opløftet end hele koncerten havde givet én grund til at være. Men pyt, det gjorde at aftenen endte ganske godt.
Næste supportband var Posionblack, der spiller en slags selvhøjtidelig metalrock med goth undertoner, der lugter af Lordi. Det virker lidt som om, bandet er et af den slags bands, der skal realisere sanger/guitaristens store ego, og at det bliver hæmskoen, for bedre er sanger/guitaristen, Ville Laihiala, nemlig ikke. Det hang i hvert fald slet ikke sammen for dem i Pumpehuset, men virkede som det lokale bluesband på en lidt for stor scene.
Udfrielsen
Nå, således nedkølet var det en udfrielse da det mere modne band, italienske Lacuna Coil (bill.) entrerede - meget effektfuldt i øvrigt, med først maskebærende musikere og derefter sangerne Andrea Ferro og Cristina Scabbia. Selvom man måske ikke kan se det på navnet, er førstnævnte en mand. Sidstnævnte er en kvinde, der har ry for at være én, som alle piger vil være, og alle drenge vil være sammen med. Helt så kraftigt indtryk syntes jeg nu ikke hun gjorde, men det er i højere grad hende, der tager sangslæbet, hvilket hun gjorde godt, og begge sangeres kontakt med publikum var god.
Lacuna Coil spiller goth metal med en tung metallisk bund nedenunder keyboardet og vokalerne, der spiller på en kontrast mellem en forvrænget mands- og ren kvindestemme. Blandt bandets sange er der både vaskeægte hits og en del langtrukkenheder, og vi fik da også fra begge skuffer. Men bandet leverede det hele med overbevisning og professionel nerve, så de kedelige numre næsten ikke var det og de fede sad lige hvor de sku'. Bedst var singlehittene "Swamped", "Heaven's a Lie" og "Our Truth".
De to sidste var ekstranumre, så man gik derfra ganske opløftet, og måske mere opløftet end hele koncerten havde givet én grund til at være. Men pyt, det gjorde at aftenen endte ganske godt.
