Prog - ikke emo
Populær
Updated
De emotionelle prog-rockere, Coheed & Cambria, sørgede for en fremragende aften ikke mindst takket være den stærke support fra Oceansize. Coheed & Cambria + Oceansize i Pumpehuset, Kbh. tirdag den 8. april:
Inden aftenens hovednavn gik på, skulle de ekstremt velspillede musikere i Oceansize fra Manchester vise sig at være et sublimt opvarmningsnavn. Ligesom da de sidste år gæstede Lille Vega, var de denne aften i Pumpehuset garant for et originalt supersonisk miks af ekstrem lydmur og melodiøse passager. Oceansize er et band, der formår at blande det absolut fedeste hegn med indfølende klassiske klavertangenter. Inspirationskilderne er Radiohead og Mogwai, udtrykket er dog helt deres eget. De indtog rollen som opvarmningsband med den kølighed, man ofte forbinder med britiske rockmusikere: overlegen og kålhøgen. Dette gavnede dem og gav deres massive lyd en grad af samme blaserthed. Meget vellykket.
[img]http://heavyjam.dk/img/2238-t.jpg[/img]
Det var dog ikke britisk overlegenhed, horden af 16-17 årig mørkklædte emo-stereotyper var kommet for at se. De var kommet for at se Coheed & Cambria, den emotionelle progkvartet fra New York, som live er udvidet med yderligere tre medlemmer: keyboardspiller og et lille, dog virksom kvindekor på to.
Den gode melodi
Coheed & Cambria gik på med et brag via titelnummeret fra seneste skive, ”No World For Tomorrow”. Forsanger og hårkarismatiker, Claudio Sanchez, gav den gas fra start, som var det en stadionkoncert af største format. Hans overdoserede heliumklingende vokal gik rent igennem og hans føling på guitarerne genererede smil, respekt og fællessang. Ligesom hos forbillederne i Rush er her et band med en enorm musikalsk kapacitet, men som alligevel ikke er bange for at vægte den gode melodi højest af alt.
Chris Pennies (ex-Dillinger Escape Plan, red.) slagtøj genererede rigtig nok også entusiastisk bifald. Pennie, som grundet kontraktlige forpligtelser endnu ikke har indspillet studiosange med Coheed and Cambria, beviste denne aften sit værd som nyeste medlem i bandet. Han besidder på én gang både Josh Eppards (trommeslager på Volume One: From Fear Through The Eyes of Madness) flydende, løse stil samt Taylor Hawkins’ (indspillede trommerne på ”Volume Two: No World For Tomorrow”) mere kontante stil.
Trods en betydelig vægt på gode melodier er C&C stadig et progressivt navn frem for et emoband. Tilnærmelsen den progressive genre syntes bandet selv at ville stadfæste en aften som denne, hvor de på episk vis sluttede ballet af med ”The Final Cut”, hvor de flettede en godt og vel halvtime lang jamsession ind. Det blev muligvis for meget for nogle – et fyldt Pumpehuset blev reduceret til det halve – men det var nødvendigt. Skal et band som C&C skille sig ud og ikke blive sat i bås med ene af øredøvende hits, skal de også bevise deres progressive værd. Det gjorde de. Og så fik vi i øvrigt selvfølgelig også ”Welcome Home” – deres til dato største hit – hvis solo på den 12-strengede Gibson blev leveret perfekt. En af nyere tids bedste soli. En fremragende aften.
Inden aftenens hovednavn gik på, skulle de ekstremt velspillede musikere i Oceansize fra Manchester vise sig at være et sublimt opvarmningsnavn. Ligesom da de sidste år gæstede Lille Vega, var de denne aften i Pumpehuset garant for et originalt supersonisk miks af ekstrem lydmur og melodiøse passager. Oceansize er et band, der formår at blande det absolut fedeste hegn med indfølende klassiske klavertangenter. Inspirationskilderne er Radiohead og Mogwai, udtrykket er dog helt deres eget. De indtog rollen som opvarmningsband med den kølighed, man ofte forbinder med britiske rockmusikere: overlegen og kålhøgen. Dette gavnede dem og gav deres massive lyd en grad af samme blaserthed. Meget vellykket.
[img]http://heavyjam.dk/img/2238-t.jpg[/img]
Det var dog ikke britisk overlegenhed, horden af 16-17 årig mørkklædte emo-stereotyper var kommet for at se. De var kommet for at se Coheed & Cambria, den emotionelle progkvartet fra New York, som live er udvidet med yderligere tre medlemmer: keyboardspiller og et lille, dog virksom kvindekor på to.
Den gode melodi
Coheed & Cambria gik på med et brag via titelnummeret fra seneste skive, ”No World For Tomorrow”. Forsanger og hårkarismatiker, Claudio Sanchez, gav den gas fra start, som var det en stadionkoncert af største format. Hans overdoserede heliumklingende vokal gik rent igennem og hans føling på guitarerne genererede smil, respekt og fællessang. Ligesom hos forbillederne i Rush er her et band med en enorm musikalsk kapacitet, men som alligevel ikke er bange for at vægte den gode melodi højest af alt.
Chris Pennies (ex-Dillinger Escape Plan, red.) slagtøj genererede rigtig nok også entusiastisk bifald. Pennie, som grundet kontraktlige forpligtelser endnu ikke har indspillet studiosange med Coheed and Cambria, beviste denne aften sit værd som nyeste medlem i bandet. Han besidder på én gang både Josh Eppards (trommeslager på Volume One: From Fear Through The Eyes of Madness) flydende, løse stil samt Taylor Hawkins’ (indspillede trommerne på ”Volume Two: No World For Tomorrow”) mere kontante stil.
Trods en betydelig vægt på gode melodier er C&C stadig et progressivt navn frem for et emoband. Tilnærmelsen den progressive genre syntes bandet selv at ville stadfæste en aften som denne, hvor de på episk vis sluttede ballet af med ”The Final Cut”, hvor de flettede en godt og vel halvtime lang jamsession ind. Det blev muligvis for meget for nogle – et fyldt Pumpehuset blev reduceret til det halve – men det var nødvendigt. Skal et band som C&C skille sig ud og ikke blive sat i bås med ene af øredøvende hits, skal de også bevise deres progressive værd. Det gjorde de. Og så fik vi i øvrigt selvfølgelig også ”Welcome Home” – deres til dato største hit – hvis solo på den 12-strengede Gibson blev leveret perfekt. En af nyere tids bedste soli. En fremragende aften.
Kunstner
Spillested
Dato
08-04-2008
Genre
Forfatter
Karakter