Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Punk, mosh og sækkepibe

Populær
Updated
Punk, mosh og sækkepibe
Irsk-amerikanerne Dropkick Murphys fremprovokerede en uhørt, ekstatisk stemning i Lille Vega. Dropkick Murphys er et amerikanerband, hvori medlemmerne har irske afstamninger, og de lever højt på deres festlige punk tilsat folkemusik. Det plejer ikke at være noget problem for dem at starte en vild fest, ligegyldigt hvor de spiller henne.

Med sig havde Dropkick Murphys taget de svenske hillbilly-punkere fra Örebro, The Accidents, som viste sig at være et aldeles fornuftigt bekendtskab.


Tre-fire akkorder og ægte bakkenbarter

På knap 45 minutter beviste The Accidents, at man ikke behøver andet end tre-fire akkorder, et stænk attitude og så fuld fart frem for at løfte den opgave, det er, at være opvarmningsnavn.

Vi blev præsenteret for en veloplagt cocktail af The Clash, Misfits og så lidt rock’n’roll a la Jerry Lee Lewis og Buddy Holly. Sådan skal det gøres! Og så kunne man allerede begynde at spekulere i, om det var en af de sjældne aftener, hvor opvarmningsbandet er bedst?

The Accidents, anført af Daniel Vacuum (med ægte bakkenbarter), gjorde i hvert fald alt hvad de kunne, og de er bestemt et navn, det kan anbefales at tjekke ud, hvis muligheden byder sig.


Festligt show, ekstatiske fans

Det konstante kampråb, ”LET’S GO, MUPRHYS!”, som den ekstatiske tilskuermængde bragede ud med, hver gang, der var mere end et par sekunders stilhed, mindede mere om et fodboldkampråb end om noget andet. Og lad der ikke være nogen tvivl: Dropkick Murphys lever bestemt på deres image. Til gengæld er fansene så hardcore, at selv det mest middelmådige punknummer kan blive kæmpekult, blot der tilsættes lidt sækkepibe.

Teksterne handler om det, de er rigtig gode til, ovre på de britiske øer: druk! Og så kan man jo lige smide lidt folkehistorier ind også.

Det mest fascinerende var alligevel at overvære det ekstatiske publikum (sixpencen fik i øvrigt en ordentlig revival denne aften!) starte moshpit og give den supergas, når man tager i betragtning, at det ”bare var en tirsdag aften”. Tirsdag eller ej, så var koncerten udsolgt og temperaturen var omkring kogepunktet under hele showet.

Dropkick Murphys taber kampen, når det kommer til musikalsk alsidighed. Her er kollegaerne fra Flogging Molly klart at foretrække, men en applaus skal lyde til publikum, som sjældent er set mere entusiastiske.

Der var smæk på fra turbo-punkåbneren ”For Boston” og helt frem til det sidste nummer, den smukt titulerede ”Kiss Me, I’m Shitfaced”, hvor omkring 20 kvindelige tilskuere – ganske oplagt – blev inviteret på scenen for at danse arm i arm til denne drukvise.

Fy, for et festligt show!

Spillested
Dato
06-08-2001
Genre
Trackliste
For Boston
The Legend of Finn MacCumhail
Boys on the Dock
Never Alone
Rocky Road to Dublin
The Walking Dead
Sunshine Highway (med Daniel Vacuum)
Captain Kelly’s Kitchen
Tessie
Heroes from Our Past
Black Velvet Band
Gonna Be a Blackout Tonight
Curse of a Fallen Soul
Good Rats
Your Spirit’s Alive
The Warrior’s Code
Fields of Athenry
The Gauntlet
Bastards on Parade
-------------------
Bar Room Hero
I’m Shipping Up to Boston
Citizen C.I.A.
The Spicy McHaggis Jig
Kiss Me, I’m Shitfaced
Karakter
4