Retaliation-touren er i gang
Populær
Århusianske Hatesphere er Danmarks førende live band lige nu, mener Mathias Nielsen, som også har store plusser til Mercenary.
Inspireret af Jägermeister-touren, som kører hvert år i USA (dette år headlinet af Slipknot), har vi nu fået vores egen metal-tour i Danmark.
Pumpehuset smækkede lørdag dørene op til danmarkspremieren på ”Retaliation Tour”, som i de næste to måneder rejser landet rundt, dog ikke med den samme konstellation af bands hele vejen igennem. Stomped og Psyke Project, som senere bliver en del af turneen, deltog ikke ved premieren i Københavns centrum. Men alt i alt tegnede det til at blive en interessant men lang aften, i selskab med nogle af dansk metals bedste og mest lovende navne: Hatesphere, Mnemic, Mercenary, Melted og Blindfault.
Blindfault
Hvis vi i Danmark ikke tidligere har haft vores eget svar på Slipknot og System of a Down, så har vi i hvert fald fået det nu, i form af Blindfault, som med deres ”aggrometal” fik sparket gang i de hævi-rødder (og ”rødinder”), der var mødt tidligt op. Der var i den grad tale om en energiudladning af karat, og publikum svarede igen med mosh-pit og stagediving. En solid start på en lang aften. At originaliteten så ikke var i højsædet, er en helt anden snak…
Melted
Der var engang, hvor Melted bare spillede en Rage Against the Machine-inspireret form for metal. Nu er de pludselig blevet avantgarde, og lød denne lørdag som en billig udgave af Düreforsög. Forsangeren optræder i nederdel, synger for det meste gennem en megafon, ligesom guitaristen også gør i de passager, hvor én megafon åbenbart ikke er nok. Det var svært at se, hvad Melted ville denne aften. Under deres sæt, var der ikke mange mennesker, og tilmed en nærmest apatisk stemning. Det hjalp heller ikke med et cover af Backstreet Boys, der bare lød som det ville have gjort, hvis det var Korn der havde spillet.
Mercenary
Tiden var moden til Mercenary, som, om ikke andet, har fået enorm medvind gennem anmeldelserne af deres nyeste udspil ”11 Dreams”. Og igen: Hvis man synes det er lang tid siden, Danmark har haft et ordentligt symfonisk powermetal-band, så er ventetiden ovre. Den ældre del af publikum, som ikke havde glemt storhedsdagene i firserne og puddelrock, havde fundet lædervesten frem til anledningen. Bevares, Mercenary kan deres kram. Der er falsetvokal, der er guitarsoloer (der kan få enhver nystartet guitarist til at bryde grædende sammen), der er tordenbuldrende dobbelte stortrommer og sidst men ikke mindst omkvæd, som man kan synge med på med knytnæven i vejret - og folk blev nærmest sure på arrangørerne, da Mercenary var nødt til at skære i deres sæt pga. tidsmangel!
Mnemic
Mnemic har aldrig været en succes live. Sidst de stod på de skrå brædder i Pumpehuset, var vist nok som opvarmning for Machine Head i fjor. Der var de heller ikke særligt gode. Det er ikke mindst de mange tekniske problemer Mnemic altid render ind i, når de spiller live, der gør deres koncerter til nitter. Lyden var simpelthen direkte uacceptabel i forhold til de andre bands der havde spillet tidligere på aftenen. Det startede ellers meget godt med førstesinglen fra det nye udspil, ”Deathbox”, hvor man fornemmede at Mnemic var kommet for at bevise noget, og for at flænse stedet op. Der skulle bare ikke gå mere end én sang før der var tekniske problemer med trommerne… pause… Så spillede Mnemic lidt mere, nu i halvhjertet format, efter det tidlige tekniske knas. Så røg bassen… pause… Man fik nærmest medlidenhed med bandet, der – ifølge frontmand, Michael – er det band i verden, der tager imod flest ”tekniske lussinger”. Fornuftige udgaver af ”Door 2.12” og til sidst ”Ghost”, redder Mnemic op af sølet, men heller ikke mere.
Hatesphere
Århusianske Hatesphere var til gengæld kommet for levere det ondeste ”eftermidnats-thrash metalbrag” af en koncert. Undertegnede savner efterhånden nogle seriøse udfordrere til Hatesphere, som sidder tungt på titlen som Danmarks fedeste liveband. Da Hatesphere spillede på Stengade tidligere i år med Raunchy som opvarmning, haltede den nytilkomne trommeslager, Anders Gyldenøhr lidt efter. Det var der rettet meget op på op til lørdagens brag i Pumpehuset. Tighte i spillet, som aldrig før, og med den altid onde og aggressive, Jacob Bredahl, i front. Han skiftevis brøler, skriger og growler, samtidig med at han løber frem og tilbage på scenen for at uddele verbale øretæver til flest mulige af tilskuerne. Fra ”The Beginning and the End/Deathtrip”, åbneren på den nye skive, og ca. 45 minutter frem, var der dømt fuld skrue, og i modsætning til Mnemic, så var lyden under Hatespheres koncert næsten så god, som den kunne blive. Det er utroligt svært ikke at lade sig rive med under en Hatesphere-koncert, der vel bedst kan beskrives på følgende måde: ”Exodus møder Slayer, de bliver uvenner og begynder at slås og råbe ad hinanden”. Ren ondskab, eller som Hatesphere selv ville have udtrykt det: ”Hell Is Here!”
Efter 4½ times non-stop metal, havde størstedelen af de tilstedeværende nok fået stillet deres hævi-tørst. Og det blev bevist, at et arrangement som dette sagtens kan bære vand, også selvom vi befinder os i lille Dannevang, hvor udbudet af bands er mærkbart mindre end i USA…