Rock 'n' roll er bare rock 'n' roll
Populær
Updated
Australske Airbourne er ude med sit første album og den første headliner-tour udenfor hjemlandet. Der findes et utal af forskellige, men alligevel enslydende opskrifter på "mors chokoladekage", og sådan er det også med rock n' roll. Det smager nu altid lidt af det samme men glasuren kan varieres. Australsk rocktradition har budt på Rose Tattoo og AC/DC, og nu skal vi altså igen lære lidt om rock, billig vin og tøser samt nye metaforer for kvindelige kønsdele.
"Runnin' Wild" (Roadrunner/Bonnier) lægger ud med "Stand up for Rock 'n' Roll", der er perfekt som åbner på både cd og live. Lille Vega var ikke anderledes, nummeret pumpede godt derudaf og showet var i gang. Der headbanges så meget, at bangingens mestre i Cannibal Corpse godt kan føle sig truede på tronen.
Lydmæssigt var der live ikke den store forskel til pladen. Og det er fedt i begge tilfælde for bandet skriger på at blive hørt live, så at pladen er indspillet i den ånd er kun et stort plus.
Solo som på Wembley
Der er dømt "syng med" på alle sange. Titelnummeret, der afsluttede før ekstranummeret i "Black Jack" er meget catchy og låner endda også lidt fra den verden Motley Crue har bygget op.
Fans af AC/DCs tekstmæssige seksuelle undertoner (eller er det "overtoner"?) vil elske "Diamond in the Rough". Også et nummer, der fungerede godt i Lille Vega.
I "Girls in Black" tog guitarist og sanger Joel o' Keeffe en rundtur blandt publikum, mens han fyrede solo af. En solo han tog hele vejen op på bardisken bagerst i spillestedet og tilbage til scenen. Pluspoint! I det hele taget virkede han, som om han i hovedet var et helt andet sted. På scenen i et fyldt Wembley Stadium.
I længden kan der gå for meget ølhyggerock i det; både live og på plade, men på scenen skubber den høje entusiasme og spilleglæde opad. Det bliver spændende at se bandet live om 10 år, når de har etableret sig med et stort bagkatalog. Der høres intet, der ikke er hørt før fra AC/DC, The Darkness og den slags, men alligevel mere end brugbart, når der skal cruises på H.C. Andersens Boulevard og toptunede Golf'er med store fælge skal sættes på plads.
Den ubetydelige opvarmning
Det var nær blevet glemt. Der var også en opvarmning til koncerten, men de fortjener nu ikke mange ord. Debuten fra amerikanske Black Tide blev rost af undertegnede, men magen til makværk på en scene skal man lede længe efter. Lyden var elendig, lyset trist og lead- og backingvokal var ofte falsk og uden den melodiøse tæft som høres på pladen. Bandet havde kun fået lov til et kort sæt, og derfor var det mærkeligt at "Warriors of Time" blev spillet. Dette er bandets svageste nummer og en parodi på power-metal. Ovenikøbet lagt lige efter bandets ellers friske cover af "Hit the Lights".
Det lugtede af ungdomsklub og mangel på rutine. Nuvel, drengene er i alderen 15-20 år, men lad os ikke se dem på dansk grund før efter næste album og en lang række koncerter i hjemlandet til at give hår på brystet. Ikke en engang forsanger/guitarist Gabriel Garcias flotte evner på den 6-strengede kunne hive den samlede præstation op til bestået.
"Runnin' Wild" (Roadrunner/Bonnier) lægger ud med "Stand up for Rock 'n' Roll", der er perfekt som åbner på både cd og live. Lille Vega var ikke anderledes, nummeret pumpede godt derudaf og showet var i gang. Der headbanges så meget, at bangingens mestre i Cannibal Corpse godt kan føle sig truede på tronen.
Lydmæssigt var der live ikke den store forskel til pladen. Og det er fedt i begge tilfælde for bandet skriger på at blive hørt live, så at pladen er indspillet i den ånd er kun et stort plus.
Solo som på Wembley
Der er dømt "syng med" på alle sange. Titelnummeret, der afsluttede før ekstranummeret i "Black Jack" er meget catchy og låner endda også lidt fra den verden Motley Crue har bygget op.
Fans af AC/DCs tekstmæssige seksuelle undertoner (eller er det "overtoner"?) vil elske "Diamond in the Rough". Også et nummer, der fungerede godt i Lille Vega.
I "Girls in Black" tog guitarist og sanger Joel o' Keeffe en rundtur blandt publikum, mens han fyrede solo af. En solo han tog hele vejen op på bardisken bagerst i spillestedet og tilbage til scenen. Pluspoint! I det hele taget virkede han, som om han i hovedet var et helt andet sted. På scenen i et fyldt Wembley Stadium.
I længden kan der gå for meget ølhyggerock i det; både live og på plade, men på scenen skubber den høje entusiasme og spilleglæde opad. Det bliver spændende at se bandet live om 10 år, når de har etableret sig med et stort bagkatalog. Der høres intet, der ikke er hørt før fra AC/DC, The Darkness og den slags, men alligevel mere end brugbart, når der skal cruises på H.C. Andersens Boulevard og toptunede Golf'er med store fælge skal sættes på plads.
Den ubetydelige opvarmning
Det var nær blevet glemt. Der var også en opvarmning til koncerten, men de fortjener nu ikke mange ord. Debuten fra amerikanske Black Tide blev rost af undertegnede, men magen til makværk på en scene skal man lede længe efter. Lyden var elendig, lyset trist og lead- og backingvokal var ofte falsk og uden den melodiøse tæft som høres på pladen. Bandet havde kun fået lov til et kort sæt, og derfor var det mærkeligt at "Warriors of Time" blev spillet. Dette er bandets svageste nummer og en parodi på power-metal. Ovenikøbet lagt lige efter bandets ellers friske cover af "Hit the Lights".
Det lugtede af ungdomsklub og mangel på rutine. Nuvel, drengene er i alderen 15-20 år, men lad os ikke se dem på dansk grund før efter næste album og en lang række koncerter i hjemlandet til at give hår på brystet. Ikke en engang forsanger/guitarist Gabriel Garcias flotte evner på den 6-strengede kunne hive den samlede præstation op til bestået.
