Roskilde Festival '08 – Jay Reatard
Populær
Psykopat-punkeren Jay Reatard overhalede selveste Slayers reprise-show og At The Gates indenom med en sand energibombe af en koncert.
At dømme ud fra festivalens beskrivelse af Jay Reatard var det et, "bloddryppende og halvdepraveret rock rul"-undergrundsnavn, der var at se frem til som afslutning på Pavilions scene. Feltråb er der selvfølgelig nok af i rockverdenen, men her var endelig et band, der rent faktisk levede helt op til de fine ord. Den melodiske punksang, "Oh, It's Such a Shame", dømte tidlig feststemning blandt de stadig levende: Ramones-inspirerede riffs og et sing-a-long-omkvæd, var lige hvad et publikum med syv dages alkoholforgiftning i årerne behøvede. Der blev samtidig fyret op for de sidste rester af festivalurterne rundt omkring, og inden længe var der dømt fornøjelig, velkommen fulde- og skævemands moshpit. Foruden Reatard himself består bandet af den vidunderlige, fedladne Stephen Pope, som med Buzz Osborne garn og stramme guldbukser er et trækplaster på enhver scene, samt den ligeså betagende nørdede Bill Hayes på trommer. Samspillet mellem Reatard og Pope er af en skole for sig. Henkastede nedladende bemærkninger fra Reatard til Pope standard hele koncerten igennem, hvilket Pope gengældte med at spytte efter og på Reatard - når han ikke kiggede vel at mærke. Iscenesættelsen var ikke at beskue, hvorfor musikkens arrigskab virkede som brændstof på bålet for både band og publikum. Det var dybt professionelt udført. Timet og tilrettelagt. Bandet sluttede den planlagte sætliste af med et smadder af en jam, som på rigtig punkmanér blev afsluttet med voldsudøvelse mod instrumenterne. De to fine Roskilde piger kom herefter på scenen og takkede af på Pavilions vegne. Sveddunsten var hér heftigst blandt publikum, som dog langt fra havde fået nok. Der blev skreget på mere fra bandet og der blev skreget skældsord af de to piger, som prøvede at bevare facaden. Der gik fem minutter og der gik formentlig også ti, men publikums decibel aftog ikke. Og Reatard og co. kom rent faktisk flakkende ind. Højrøvede og storsnuede, ingen entusiasme at skue. Akkurat den indstilling, som fik publikum til at gå dét endnu mere amok ét sidste nummer, inden Reatard sluttede med at stagedive ned i knoppen på publikum. Fucking smukt! Perfekt afslutning på Roskilde 08!