Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Solid koncert for et dedikeret publikum

Populær
Updated
Solid koncert for et dedikeret publikum

På trods af en dårlig start, endte aftenen rigtig godt i Amager Bio med metallens yoda, Dio.

Kunstner
Titel
Dio + Fatal Kiss i Amager Bio, Kbh. den 3. juni 2008
Spillested
Dato
03-06-2008
Trackliste
1. Holy Diver
2. Killing the Dragon
3. The Eyes
4. Don't Talk to Strangers
5. Drum Solo
6. Sacred Heart
7. Rainbow in the Dark
8. The Temple of the King (Rainbow)
9. Kill the King (Rainbow)
10. Guitar Solo
11. Lord of the Last Day
12. Rock 'n' Roll Children
13. Stand Up and Shout
14. Man on the Silver Mountain (Rainbow)
15. Long Live Rock 'n' Roll (Rainbow)

16. The Last in Line
17. We Rock
Forfatter
Karakter
3

Dio + Fatal Kiss i Amager Bio, Kbh. den 03.06

Ronnie James Dio behøver ingen nærmere præsentation. Han er det nærmeste man kommer på en metallens yoda – lille, rynket og urgammel, men helt klart på de godes side.

Det var nu ikke fordi at the force var til stede fra start, for åbningsnummeret "Holy Diver" var forfærdende tamt, og fik én til at frygte for resten af aftenen. Det lød som om PA anlægget ikke var blevet tændt, for lyden kom mest fra baggearet og var alt for lav. At de så fik sat nummeret i gang i for langsomt tempo, gjorde det ikke bedre.

Heldigvis var det dog rutinerede folk både i bandet og bag mixerpulten, for lyden blev bedre og højere efter et par numre, og bandet tog mere ved, så det endte med at blive en god koncert. Salen var kun trekvartfyldt – formentlig grundet Kiss' samtidige optræden andetsteds i byen – men der var til gengæld tale om et publikum der var dedikerede Diofans. Stemningen var derfor god, men R.J. Dio har også en sjældent sympatisk udstråling, så det var også med til at udviske den noget flove start.

Sættet var sammensat som den slags nu engang er, med flest numre fra gamle dage – endda med indslag fra Dios Rainbow-dage. Det var i det hele taget en old school koncert med både tromme- og guitarsolo, forstået helt bogstaveligt, altså at den pågældende musiker var helt alene på scenen under udførelsen – og det gjorde det ganske udmærket. Det ville nok være for meget at sige at man følte sig hensat til "... a long time ago, in a galaxy far, far away", men supermoderne var det sgu ikke. Pyt, for det fungerede – det er jo det, der betyder mest.

Karakter: 9