Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Træthed efter kampdagen

Updated
Træthed efter kampdagen
Jævn hardcore-aften da Born From Pain i mandags underholdt et halvt hundrede fremmødte på Loppen. Undertegnedes forventninger til denne aftens koncert var sat et stykke i vejret efter at have hørt Born From Pain’s fine nye album ”In Love With The End”. Der er ikke mange pusterum i hollændernes hardcore-tour de force, heller ikke live, og frontmand, Ché Snelting, var da også helt ude over scenekanten lige fra starten under det megatunge nummer, ”Rise or Die”.

Men det var som om, der manglede noget. Aftenens publikum virkede en anelse trætte og uoplagte, men det var jo også mandag. Hadefuld hardcore, som den slags Born From Pain spiller, gør sig nu engang bedst senere på ugen end netop om mandagen.


Svampedans og pogo

Kernefansene, der ikke stillede sig tilfredse ved bare at stå og kigge, var nu også til stede, og der blev danset pogo og lavet moshpit allerede fra første sekund - og ikke udelukkende pga. af bandet på scenens mange opfodringer. Og så var der jo også christianitten, der så ud til at have spist noget sjovt, og hans techno-rave-dans til ”Judgement” var en anelse malplaceret, men ganske underholdende.

Det at publikum virkede en anelse uoplagte, samt det faktum, at koncerten fandt sted på en helvedes mandag aften, tog lidt af brodden af Born From Pain’s ellers ganske velsammensatte sætliste, som indeholdt rigeligt fra det nye album, men også materiale fra ældre sager såsom ”Reclaiming The Crown”. Det virkede bare lidt som en koncert, der bare skulle overstås, og de 45 minutter den strakte sig over, forsvandt også hurtigt fra både band og publikum.

Men - bevares, der var tryk på til tider, eksempelvis hen imod slutningen af koncerten, hvor monstersmadderhittet, ”Never Return” blev blæst ud i hovederne på os.

Næste gang, Born From Pain kommer forbi, så bør de opvarme for Hatesphere på en torsdag eller fredag aften, så lover undertegnede, at vi danskere er mere oplagte, og tager bedre imod bandet.

Spillested
Dato
05-05-2002
Karakter
3