Tung torden over indre by
Populær
Updated
Metalveteranerne Saxon satte en ny standard for engageret optræden, mener Heavyjam.dk's redaktør efter en pragtkoncert i Pumpehuset søndag aften. Dette Saxon-show havde undertegnede for længst udset som lidt uforpligtende søndagssjov i selskab med de gamle 80'er hits fra live-lp'en "The Eagle Has Landed" (1982) og nogle af hovederne fra de gode gamle Saga-dage. Ja, nostalgi i den store stil - indrømmet - og som et ekstra krydderi fejrer Saxon jo just i år deres 25 års jubilæum for bandets fødsel i den spæde start af the New Wave Of British Heavy Metal epoken. Så, fanen højt for de gamle Saxon-rødder, hvoraf sanger Biff Byford og guitarist Paul Quinn er tilbage fra gruppens inkarnation.
Omkring kvart i ti, gik bandet på scenen og lagde svedigt an med et en god veksling af det aktuelle album "Lionheart", som Lars Schmidt lovpriste for nylig i Heavyjam.dk, og så et par gamle fræsere som "Motorcyle Man", "Never Surrender" og derimellem "Power And The Glory" med dens "2 Minutes To Midnight" Maiden-agtige riff. En forrygende fin start, som kun blev bedre og bedre lige frem til vi alle måtte op på skafottet to timer efter sætstarten, hvor Saxon for længst havde nået de mest sublime showhøjder.
Saxon ikke bare spiller heavy metal, de er] heavy metal hele vejen igennem. De har ikke ændret sig en tøddel i gennem de 25 år, bortset fra en lille fjollet flirt med melodisk let metal og keyboards i sen-80'erne, og de spiller deres klassiske hits med en entusiasme, som var de lige kommet op fra øvekælderen og over i studiet med deres første pladekontrakt i lommen. OK, Saxon har langt fra så klassisk tilsnit og bagkatalog som deres samtidige Priest, Maiden, Lizzy og AC/DC, men de er bundsolide håndværkere med et engagement, som nåede nær dets fulde højder i Pumpehuset, søndag aften.
Klassikerfest
Frontmand Biff kommunikerede med sit publikum med stor glæde og et glimt i øjet, tilsat masser af lun britisk selvironi. Et af flere morsomme øjeblikke var da Biff annoncerede, at en "hurtig sang" var lige på trapperne", hvor efter en kåd fan ved scenekanten skreg på "Cruuuusasssder!!!" Biff kiggede med et smil ned mod denne fan og sagde: "Én ting må du lige lære: 'Crusader' er ikke en hurtig sang - med mindre du altså har røget noget..." Og så fyrede bandet op under - nej, ikke piben, men i "Heavy Metal Thunder", yeeeah!
"You are the setlist," sagde Biff på et andet tidspunkt til metalflokken nede på gulvet, og så spillede bandet ellers en af publikumsopfordringerne "Dallas 1 PM" på fuld volume, fulgt op af et par titelnumre fra bandets mellemperiode, "Dogs Of War" og "Solid Ball Of Rock" samt den nye "Witchfinder General", der alle stod overrumplende godt frem i sættet, inden vi røg tilbage i klassikerstilen med "Princess Of The Night".
Saxon havde allerede præsteret en koncert til langt over godkendt, men det var ikke en gennemsnitlig metal aften, denne her, og Saxon satte en tung, tung trumf på med fire forrygende ekstranumre i "Crusader", "747 (Strangers In The Night)", "Strong Arm Of The Law" og headbangerhymnen over dem alle i Saxon-kataloget, "Denim & Leather". De fem Saxon-drenge samlede sig og bukkede af, men de erfarne blandt publikum vidste jo godt at Saxon ikke ville lade os i stikken uden fællssangen "Wheels Of Steel". Så, op på jernhesten og afsted i aftenens definitivt sidste sang, som så smukt forenede en overrumplende fed aften for en flok glade mennesker på begge siden af scenekanten.
Saxon spillede sig til et klokkerent kæmpe 10-tal i aftes, men der var så også lige den der detalje med engagementet, som vil sætte standarder i lang tid fremover når et nyt eller ældre metalband kommer til byen - derfor: en ekstra fed pind herfra!
Heavy metal for glæde, humor og engagement, heavy metal i sin essens.
Tidlig support
Midt i den himmelske Saxon-skamros skal vi ikke helt glemme det svenske supportband, Dream Evil, som jeg i en tidlig svamperus havde troet muligvis kunne stjæle showet i Pumpehuset. Dream Evil gjorde skam også en ganske god figur med en cirka 40 minutters introduktion til primært deres aktuelle og tjekkede album, "The Book Of Heavy Metal", hvor de sølvfarvede(!) svenskere tager favntag med en meget ambitiøs, medlodisk bevidst og topteknisk metalrock med bund i den mere traditionelle heavy metal stil. Svenskerne dedikerede deres musik til Judas Priest, Iron Maiden og Saxon, men Dream Evil's aktuelle titelnummer ville det genforenede Priest feat. Halford sgu sikkert gerne selv score til deres imødesete "comeback album"! Hvilken fryd af et stilligt headbangertrack!
Lidt malurt i den gode svenskermetal var dog, at kun få fans vidste at bandet startede allerede 20.30, hvilket betød at mange glippede bandets sæt eller en stor del af det. Men der blev dog fyldt pænt op undervejs og Dream Evil fik fortjent respons. Hvorfor forsanger udelukkende skulle adressere os på engelsk, når nu han er svensk virkede dog både prætentiøst, tåbeligt og tourrutine-plaget, at der nødvendigvis måtte ryge et point i karakteren (endda flere, hvis nu ikke jeg havde været så lalleglad efter Saxon-sættet).
Men overordnet set, en meget anstændig supportact og så en formiddabelt optrædende headliner.
Omkring kvart i ti, gik bandet på scenen og lagde svedigt an med et en god veksling af det aktuelle album "Lionheart", som Lars Schmidt lovpriste for nylig i Heavyjam.dk, og så et par gamle fræsere som "Motorcyle Man", "Never Surrender" og derimellem "Power And The Glory" med dens "2 Minutes To Midnight" Maiden-agtige riff. En forrygende fin start, som kun blev bedre og bedre lige frem til vi alle måtte op på skafottet to timer efter sætstarten, hvor Saxon for længst havde nået de mest sublime showhøjder.
Saxon ikke bare spiller heavy metal, de er] heavy metal hele vejen igennem. De har ikke ændret sig en tøddel i gennem de 25 år, bortset fra en lille fjollet flirt med melodisk let metal og keyboards i sen-80'erne, og de spiller deres klassiske hits med en entusiasme, som var de lige kommet op fra øvekælderen og over i studiet med deres første pladekontrakt i lommen. OK, Saxon har langt fra så klassisk tilsnit og bagkatalog som deres samtidige Priest, Maiden, Lizzy og AC/DC, men de er bundsolide håndværkere med et engagement, som nåede nær dets fulde højder i Pumpehuset, søndag aften.
Klassikerfest
Frontmand Biff kommunikerede med sit publikum med stor glæde og et glimt i øjet, tilsat masser af lun britisk selvironi. Et af flere morsomme øjeblikke var da Biff annoncerede, at en "hurtig sang" var lige på trapperne", hvor efter en kåd fan ved scenekanten skreg på "Cruuuusasssder!!!" Biff kiggede med et smil ned mod denne fan og sagde: "Én ting må du lige lære: 'Crusader' er ikke en hurtig sang - med mindre du altså har røget noget..." Og så fyrede bandet op under - nej, ikke piben, men i "Heavy Metal Thunder", yeeeah!
"You are the setlist," sagde Biff på et andet tidspunkt til metalflokken nede på gulvet, og så spillede bandet ellers en af publikumsopfordringerne "Dallas 1 PM" på fuld volume, fulgt op af et par titelnumre fra bandets mellemperiode, "Dogs Of War" og "Solid Ball Of Rock" samt den nye "Witchfinder General", der alle stod overrumplende godt frem i sættet, inden vi røg tilbage i klassikerstilen med "Princess Of The Night".
Saxon havde allerede præsteret en koncert til langt over godkendt, men det var ikke en gennemsnitlig metal aften, denne her, og Saxon satte en tung, tung trumf på med fire forrygende ekstranumre i "Crusader", "747 (Strangers In The Night)", "Strong Arm Of The Law" og headbangerhymnen over dem alle i Saxon-kataloget, "Denim & Leather". De fem Saxon-drenge samlede sig og bukkede af, men de erfarne blandt publikum vidste jo godt at Saxon ikke ville lade os i stikken uden fællssangen "Wheels Of Steel". Så, op på jernhesten og afsted i aftenens definitivt sidste sang, som så smukt forenede en overrumplende fed aften for en flok glade mennesker på begge siden af scenekanten.
Saxon spillede sig til et klokkerent kæmpe 10-tal i aftes, men der var så også lige den der detalje med engagementet, som vil sætte standarder i lang tid fremover når et nyt eller ældre metalband kommer til byen - derfor: en ekstra fed pind herfra!
Heavy metal for glæde, humor og engagement, heavy metal i sin essens.
Tidlig support
Midt i den himmelske Saxon-skamros skal vi ikke helt glemme det svenske supportband, Dream Evil, som jeg i en tidlig svamperus havde troet muligvis kunne stjæle showet i Pumpehuset. Dream Evil gjorde skam også en ganske god figur med en cirka 40 minutters introduktion til primært deres aktuelle og tjekkede album, "The Book Of Heavy Metal", hvor de sølvfarvede(!) svenskere tager favntag med en meget ambitiøs, medlodisk bevidst og topteknisk metalrock med bund i den mere traditionelle heavy metal stil. Svenskerne dedikerede deres musik til Judas Priest, Iron Maiden og Saxon, men Dream Evil's aktuelle titelnummer ville det genforenede Priest feat. Halford sgu sikkert gerne selv score til deres imødesete "comeback album"! Hvilken fryd af et stilligt headbangertrack!
Lidt malurt i den gode svenskermetal var dog, at kun få fans vidste at bandet startede allerede 20.30, hvilket betød at mange glippede bandets sæt eller en stor del af det. Men der blev dog fyldt pænt op undervejs og Dream Evil fik fortjent respons. Hvorfor forsanger udelukkende skulle adressere os på engelsk, når nu han er svensk virkede dog både prætentiøst, tåbeligt og tourrutine-plaget, at der nødvendigvis måtte ryge et point i karakteren (endda flere, hvis nu ikke jeg havde været så lalleglad efter Saxon-sættet).
Men overordnet set, en meget anstændig supportact og så en formiddabelt optrædende headliner.
