Vagtskifte i Valby

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/23/d1/93/1002-l.jpg
14. Januar 2005    

De unge spillede de gamle af scenen. Det mener Ulrich Wolf i hvert fald om In Flames vs. Judas Priest i Valby Hallen i onsdags.

Kunstner
Spillested
Dato
05-02-2023
Forfatter
Karakter
2

Der var lagt op til det helt store, næsten historiske øjeblik, da det gendannede Judas Priest efter næsten 15 år stod sammen på scenen i den originale line-up. Det vil sige med forsangeren Rob Halford i front, tilbage i folden efter sin ganske succesfulde solokarriere. Koncerten i Valby Hallen var tilmed den første på deres nyeste turné, så der var lagt op i forventningens kakkelovn. Sammen med 4000 andre Judas-fans i alle aldre, skulle jeg en tur ned ad metallens mindeallé.



Men som det hører sig til, skulle vi først varmes op af et mindre band. Aftenens opvarmning var ikke hvem som helst, men derimod de svenske melodeath’ere In Flames, der efterhånden har mere end ti år på bagen og en lang række glimrende plader i bagagen.





Flammende opvarmning



Det er ikke nemt, når de fleste er kommet for at høre Judas Priest, og der skulle også lige et par numre til, før In Flames nåede ud til publikum. Men selvom bandet, og i særdeleshed forsanger Anders Fridén har en mærkelig lukket attitude overfor publikum, så bragede musikken igennem. Det var tight som bare fanden, der var energi og vildskab over musikken, der fangede det store publikum. Bandet var tydeligvis benovede over at stå foran så stort et publikum og varme op for metallens gamle mestre, hvilket de også tydeligt gav udtryk for. Efterhånden blev publikum varmet godt op, for der var masser af nerve og intensitet i In Flames' sæt. Man fornemmede allerede her, at noget var i gære.





Forbi for Priest?



Så kom den obligatoriske pause, inden hovednavnet gik på. Forventningen var stor, og der var næsten en andægtig stemning, da den store scene åbnede sig og de gamle drenge begyndte med en af de gamle klassikere ”Electric Eye” efterfulgt af ”The Hellion” (omvendt, Ulrich - Red.). Men noget var galt. Det var som om, alt foregik i slow motion. Tempoet var langsommere end det plejer, Rob Halford gik underligt rundt på scenen og forekom fremmed. Måske var han tynget af de lange og tunge nittefrakker, han havde slængt på sig, men han tøflede rundt som en skaldet gammelsmølf uden mål og med. Da han begyndte at lave koreograferede bevægelser á la Robbie Williams, var det næsten patetisk.



Nå, men bandet fortsatte som de har gjort i 35 år. Det samme tøj, de samme positioner og den samme måde at bevæge sig på. Godt nok var scenen bygget op med lidt tårne og halløj, hvor især Rob Halford kunne gå rundt og synge. Men han blev inde på scenen. Ingen af dem nåede en centimeter ud over scenekanten. Manden med det største overskud, trommeslager Scott Travis, virkede som om han kedede sig, og det gjorde publikum i det store hele også. Måske med undtagelse af de allerforreste foran scenen.



Når det nu er så sløvt, så er det heldigt, at man er Judas Priest. For så har man noget, som andre bands ikke har. Et imponerende, 35 år langt bagkatalog, som man kan hive frem af læderbukselommen. Det gjorde de så, og da morfarrockens kendetegn ”Breaking The Law” bragede ud gennem højttalerne, kom der sus i hentehåret på gulvet foran scenen. Et par klassikere fulgte, lidt fra den nye plade ”Angel of Retribution” og lidt dryp fra den lange karriere, blev strøet ud over det fodslæbende publikum. Også en ganske kedelig og rutinemæssig udgave af den ellers flotte ”Beyond The Realms of Death” blev det til.



Selvom man har en uendelig strøm af rockklassikere i ærmet og selvom man har en sanger, der stadig kan synge imponerende, så kunne det ikke skjules, at Judas Priest, på denne aften virkede trætte. De havde ikke noget nyt eller spændende at komme med. Der manglede energi og drive, og bandet virkede slet ikke som om de var til stede. Det var den første koncert på deres nye genforeningsturne, og så forventer man at blive sparket i røven, så man lander med hovedet forrest i de smeltende snedriver på Toftegårds Plads et par kilometer derfra. Og hvad skete der? Ingenting. Lidt små krusninger på overfladen var, hvad det kunne blive til. Det gør ondt ind i mit metalhjerte, at skulle skrive det, men det var tydeligt, at Judas Priest ikke har mere at byde på, og burde nok stoppe, mens vi stadig kan huse dem for det fede de var, og det fede de har givet til rocken i mange år.



Der var vagtskifte i Valby den aften. De unge spillede de gamle ud af scenen og meget passende sluttede de gamle mænd med endnu en 30 år gammel klassiker ”You’ve got Another Thing Comin’”. Ja, der er noget andet og nyt på vej.



NB: NEJ, det var faktisk ikke alle der kedede sig, Hr. Wolf! Nogle helt andre "Heavyjam-oplevelser" af Priests Valby-koncert findes således [url=http://gaffa.dk/anmeldelser/view.php/mreview_id=29032] her! Og [url=http://www.musik.dk/9106] her!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her