Wacken '08 - lørdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/29/70/b1/17706_-e2p9875-1386068875.jpg
12. August 2008    

Suveræne Carcass, At The Gates og Killswitch Engage leverede varen på sidstedagen, hvor Nightwish også skuffede fælt.

Kunstner
Spillested
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Mercenary

Mercenary var desværre havnet i kategorien af mindre bands som fra festivalens side kun var blevet tildelt 45 minutters spilletid. Denne praksis er en hån mod disse bands og ikke mindst de publikummer som er kommet for at høre dem, folk har ærligt talt har fortjent mere end en showcase med deres yndlingsbands, selv på en festival. Den korte spilletid taget i betragtning kan det derfor godt undre at Mercenary valgte at bruge dyrebar koncerttid på en flere minutter lang ligegyldig båndet operaintro, i stedet for at gå direkte til fadet og spille deres egne meget federe numre. [img]http://heavyjam.dk/img/2477.jpg[/img]Da bandet først kom i gang var der dog ikke så mange dikkedarer og fra åbningsnummeret "Bloodsong" fra den seneste plade, "Architect of Lies", gik det over stok og sten med en fin blanding af numre fra bandets seneste tre udgivelser. Således fik bandet også publikum godt med undervejs på trods af en lidt tilbageholdende modtagelse, hvilket er et stort cadeau. Der var dog et par skønhedsfejl i løbet af koncerten - eksempelvis den lidt kiksede syng-med-seance, men alt i alt var det en rigtig fin, om end alt for kort, optræden med dette års eneste danske bidrag på Wacken festivalen. Karakter (på old skool 13-skalaen): 8 - Anders Wind

Obituary

The Obies var blevet forstærket med guitaristen Ralph Santolla (ex-Death, Deicide etc.) siden sidste optræden på festivalen i 2005. Som altid var en af branchens pionerer garant for et kvalitetsshow, men hvorfor både Obituary (og publikum) skulle afstraffes med en position på den mindre attraktive Party Stage midt i eftermiddagsheden er hinsides almindelige menneskers opfattelsesevne. Under alle omstændigheder så fik de fremmødte et solidt sæt med klassikere som "Slowly We Rot" og "Turned Inside Out", og med dem af vejen kunne man promovere det nyeste album "Xecutioner's Return" (en reference til at bandet hed "Xecutioner" før "Obituary") og ikke mindst den nye tour EP "Left to Die", hvor vi fik hele 3 numre fra inklusive et sejt cover af Celtic Frosts "Dethroned Emperor". Karakter (på old skool 13-skalaen): 10 - Morten Vejlstrup 

As I Lay Dying

Amerikanske As I Lay Dying var sent lørdag eftermiddag klar til at indtage Wacken med deres catchy metalcore, hvilket tydeligvis faldt i god jord hos det talrige publikum. Således blev der moshet og headbanget fra start til slut, og publikum foran scenen råbte fra starten på at få lov til at lave the wall of death, hvad de også fik lov til et stykke inde i koncerten. As I Lay Dying besidder en mere klassisk rockstjerne-udstråling end hovedparten af de bands som ellers spillede på festivalen og deres energiske show fungerede derfor som en rigtig god afveksling i programmet. Selve sættet var primært bygget op omkring bandets seneste udgivelse "An Ocean Between Us", suppleret med highlights fra bandets tidligere plader, dog var det titelnummeret fra førnævnte plade der sammen med The Sound of Truth efterlod det største indtryk. Et enkelt stort minus ved koncerten var at bassistens vokal var lagt for langt tilbage i lydbilledet og i det hele taget lød det ikke som om at tjansen som sanger bekom ham særlig vel, hvilket altså er et stort handikap eftersom han synger adskillige solopartier. Karakter (på old skool 13-skalaen): 9 - Anders Wind 

Killswitch Engage

Efter As I Lay Dyings glimrende koncert et par timer tidligere var det blevet metalcore-kongerne fra Killswitch Engages tur til at forsøge at lægge Wacken ned. Bandet skød koncerten i gang med titelnummeret fra det seneste opus, "As Daylight Dies" og blev mødt af en skov af djævletegn fra et publikum som i den grad var klar til at synge med. Allerede i sættets andet nummer forsvandt lyden dog fra forsanger Howard Jones' mikrofon og man kunne se at en del blandt publikum begyndte at få bange anelser med tankerne på Avantasia-koncerten dagen tidligere. Heldigvis fik man hurtigt byttet mikrofonen ud og koncerten kunne fortsætte planmæssigt. Bandet var yderst velspillende og deres fremragende evne til at kombinere det brutale og det smukke kom virkelig godt frem ved denne koncert. Derudover har de i guitarist Adam Dutkiewicz en showmand som på nærmest overstadig vis farer rundt på scenen og holder stærkt underholdende foredrag mellem numrene, men kun på et niveau hvor det ikke kammer over. Jo, det var i sandhed et band i storform som var kommet til Wacken og at de havde publikum med sig hele vejen blev understreget på fornemmeste vis hen imod slutningen af koncerten hvor der blev skrålet til den helt store guldmedalje på "My Last Serenade" fra "Alive or Just Breathing". Killswitch Engage lukkede koncerten med endnu en fællessang, da de spillede deres flotte version af Dio-klassikeren "Holy Diver" netop som det begyndte at styrtregne – mon det var en galgenhumoristisk hilsen fra tordenguden Dio? Karakter (på old skool 13-skalaen): 11 - Anders Wind 

Carcass

Måske var dette i virkeligheden det hovednavn mange havde ventet på, da deres overbevisende og meget rørende optræden nærmest kunne bringe tårer frem over, at de ikke spiller mere. De stoppede på toppen og brændte aldrig ud, så derfor var det med stor længsel undertegnede skulle se om tiden havde været nådige ved Carcass? Lad mig med det samme slå fast at dette absolut var blandt bandets allerstærkeste liveshows nogensinde. Vi fik en stor del af "Heartwork"-albummet med de stærke kort "No Love Lost", "Buried Dreams" og "Carnal Forge". Og lur mig om ikke Mike Amotts bedre halvdel Angela Gossow (Arch Enemy) kom ind og gav den fuld skrue i en regulær duet med Jeff Walker. Aftenens musikalske højdepunkt var dog da "korporalen" ("Corporal Jigsore Quandary") blev luftet til en næsten umenneskelig tilfredsstillelse (lettelse?) for et stuvende fuldt Wacken. Besætningen bestod af Jeff Walker, Bill Steer, Mike Amott og Daniel Erlandsson (Arch Enemy). Sidstnævnte var stand-in for Ken Owen, som ikke længere er fysisk i stand til at spille på højeste niveau grundet 2 operationer i hjernen. Ken blev således hevet ind til en lille trommesolo og fik sin MEGET velfortjente klapsalve. At de andre valgte at omtale og iscenesætte Ken på den måde var meget rørende og beviste at Carcass ikke bare musikalsk er overlegne på deres felt, men at de også som mennesker har en dybde som rører selv det sorteste metalhjerte. Karakter (på old skool 13-skalaen): 11 - Morten Vejlstrup

Warbringer

De fem unge knøse fra L.A., som udgør Warbringer, spillede røven ud af bukserne på de fleste veteraner med en potent gang old school thrash/death metal, som uvilkårligt ledte tankerne hen på bands som Slayer, Obituary og Exodus. Vokalen mindede til og med om John Tardy (Obituary), som altid har være kendt for at kunne variere fra de højeste skrig til den dødeste death growl – og det var alt for fedt at se at det kunne genrepliceres, live! Vi fik en stor del af numrene fra deres debutalbum "War Without End", og tyskerne elskede den lidt…øh tyskeragtige (?) eller måske lidt pænere formuleret; "Bay Area Thrash"-stil med flænsende guitarsoli og ambitiøse riffs, som de blev spillet i 80'erne, hvor flertallet af publikum fik syet de første mærker på de cowboyveste de stadig spottede denne dag. Ydermere har Warbringers omkvæd til tider et næsten kommercielt sing-along islæt der gør at de fungerer rigtigt fint live uden at skabe den distance til publikum, som ekstreme bands ellers ofte gør. Karakter (på old skool 13-skalaen): 9 - Morten Vejlstrup

At the Gates

WOA har efterhånden ved utallige lejligheder hevet en "gendannelseskanin" op af hatten. Vi fik mere end blot Carcass, da også svenske At The Gates stillede op. Når man ser dem live, så undres man over hvorfor de bruger tid på bl.a. The Haunted og Disfear m.fl. når man har deciderede klassikere i sit bagkatalog, der rykker i den grad. Tolv år efter de gik i opløsning lyder klassikere som "Under a Serpent Sun", "Raped by the Light of Christ" og "Blinded by Fear" næsten endnu bedre end da de oprindelig blev indspillet. De to Björler-drenge på hhv. guitar og bas samt Tomas Lindberg på vokal var en sand fryd for ørene at se denne aften på WOA. Det dårlige vejr til trods, så var deres show større end man havde turdet drømme om på forhånd, og publikum gik da også i ekstase gang på gang! Karakter (på old skool 13-skalaen): 10 - Morten Vejlstrup

Nightwish

Klokken 22:45 lørdag aften var det blevet tur til en omgang goth-rock i form af finske Nightwish. Til min store overraskelse var festivalpladsen proppet til bristepunktet, lige som den havde været det til Iron Maiden et par dage tidligere. Dette indikerer i høj grad at Wacken-publikummet ikke er nær så "hårdt", som det giver sig ud for at være og måske kunne dette inspirere arrangørerne til at omfavne endnu flere grene af heavy metal-genren. Mit kendskab til bandet var på forhånd ikke ret stort, og derfor havde jeg set frem til at få denne lejlighed til at lære dem at kende. Det skal dog være sagt med det samme at hvis det Nightwish viste på Wacken, er det bedste de kan, har jeg intet behov for yderligere kendskab. Således var det klart festivalens mest uinspirerede band og særligt den nye svenske forsanger, Anette Olzon, var komplet blottet for udstråling og lignede og lød mere som en husmor på afveje end en sanger i et af Europas største metal-bands. Der var simpelthen for langt mellem snapsene denne aften, hvilket var synd for det store hengivne publikum. Karakter (på old skool 13-skalaen): 5 - Anders Wind

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her