Dundrende mørk julefest
Populær
Updated
Satyricon sørgede for s(t)ort metalshow til Heavyjam.dk's julefrokostfestlige redaktion og resten af The Rock. Med en pris for årets internationale album til årets Danish Metal Awards i bagagen, var det blevet tid for Satyricon at betale de danske fans tilbage. Hele crewet fra Heavyjam.dk havde belejligt lagt en julefrokost inden koncerten. Det var her, at hr. Redacteur Jam kunne berette til de unge i selskabet, at der kun findes ét black metal band: Venom! Alt andet er ”new black metal”! (citatkorrektion: "nu black metal", og med et betydeligt glimt i øjet - Red.).
Uanset hvad man kalder det, så har Satyricon fået solidt fodfæste, også udenfor black metal miljøet. The Rock var derfor tæt pakket, og vi fik et meget veloplagt og professionelt norsk ensemble at se og høre.
Satans til spilleglæde
Klædt i sort, naturligvis, og med en diskret sminke entrede bandet scenen og lagde ud med ”Forhekset”. Lyden var først ikke helt på toppen, men som det så ofte sker, blev der justeret lidt, og så blev den helt fed. Spilleglæden, til gengæld, den var på toppen fra start til slut. Det var en fornøjelse at opleve Frost, der er en supertight og dygtig trommeslager. Og bandboss Satyr i front viste sig også fra den gode side, både ”live” og i den samplede backing-vokal. Men det var bestemt heller ikke ukompetente folk på strenge og keyboard.
Salen kogte, og at det nye album er særdeles velegnet til liveshows, fik man allerede tidligt at se i sættet, da ”Now, Diabolical” satte solidt gang i headbangingen. Og senere viste ”K.I.N.G” med en længere intro, hvor publikum skulle råbe ”King” på kommando efter frontmandens ”1..2..3..4”, at det måske alligevel ikke er så underligt, at den dundrende mørke rock på albummet har gået sin sejrsgang verden over i metalmiljøet.
Ældre sange kunne dog også få gang i den fantastiske fest, som Satyricon fik sat i gang på det hårdtprøvede spillested. ”Filthgrinder” rykkede utroligt vildt, og den obligatoriske ”Mother North”, der lukkede sættet af, var nærmest himmelsk; hvis Satyr, med sit omvendte kors om halsen, ellers vil tillade en sådan sammenligning?
Der var ingen tvivl: med sådan et intenst show og med det prisvindende album ude, så er Satyricon p.t. de ukronede mestre på black metal scenen. Bandet har formået at appellere bredt uden at måtte gå på kompromis, og dets fandenivoldskhed er stadig intakt.
Uanset hvad man kalder det, så har Satyricon fået solidt fodfæste, også udenfor black metal miljøet. The Rock var derfor tæt pakket, og vi fik et meget veloplagt og professionelt norsk ensemble at se og høre.
Satans til spilleglæde
Klædt i sort, naturligvis, og med en diskret sminke entrede bandet scenen og lagde ud med ”Forhekset”. Lyden var først ikke helt på toppen, men som det så ofte sker, blev der justeret lidt, og så blev den helt fed. Spilleglæden, til gengæld, den var på toppen fra start til slut. Det var en fornøjelse at opleve Frost, der er en supertight og dygtig trommeslager. Og bandboss Satyr i front viste sig også fra den gode side, både ”live” og i den samplede backing-vokal. Men det var bestemt heller ikke ukompetente folk på strenge og keyboard.
Salen kogte, og at det nye album er særdeles velegnet til liveshows, fik man allerede tidligt at se i sættet, da ”Now, Diabolical” satte solidt gang i headbangingen. Og senere viste ”K.I.N.G” med en længere intro, hvor publikum skulle råbe ”King” på kommando efter frontmandens ”1..2..3..4”, at det måske alligevel ikke er så underligt, at den dundrende mørke rock på albummet har gået sin sejrsgang verden over i metalmiljøet.
Ældre sange kunne dog også få gang i den fantastiske fest, som Satyricon fik sat i gang på det hårdtprøvede spillested. ”Filthgrinder” rykkede utroligt vildt, og den obligatoriske ”Mother North”, der lukkede sættet af, var nærmest himmelsk; hvis Satyr, med sit omvendte kors om halsen, ellers vil tillade en sådan sammenligning?
Der var ingen tvivl: med sådan et intenst show og med det prisvindende album ude, så er Satyricon p.t. de ukronede mestre på black metal scenen. Bandet har formået at appellere bredt uden at måtte gå på kompromis, og dets fandenivoldskhed er stadig intakt.
