Eksklusiv reprise
Populær
Dårlig lyd og manglende nyt under solen lagde en dæmper på Metallicas eksklusive koncert i Berlin, men "Death Magnetic"-materialet gjorde godt.
Man skulle være medlem af fanklubben eller den betalingshjemmeside, der for nogle måneder blev sat i sving for at promovere "Death Magnetic", hvis man for blot en 10 euroseddel ville ind og se Metallica spille live i Berlin på udgivelsesdatoen for deres 9. studiealbum. Billetindtægterne gik til en organisation for hjertesygdomsramte børn og unge, så det var ikke kun ens metalgen man denne fredag gavnede. Ganske enkelt et godt initiativ.
Angiveligt 17.000 havde valgt at starte weekenden på Berlins nybyggede 02 arena – og tydeligvis kom folk fra store dele af Europa. Sådan er det, når Metallica holder fest, som James Hetfield gang på gang proklamerede: Det var en aften, hvor Metallica var værten. Og jo. Bevares. Det var det. Allerede fra kick-off var det dog desværre tydeligt, at O2 er en sportsarena frem for en rockarena.
Store dele af første nummer på sætlisten, "That Was Just Your Life", forsvandt i et møget lydbillede: Robert Trujillos bas befandt sig oppe under arenaens tag, Kirk Hammetts guitar var slet og ret ikke-eksisterende.
Der blev ret hurtigt rådet bod på det, men desværre kun momentvist. "The Thing That Should Not Be" og "Of Wolf and Man" lød ganske enkelt formidable, såvel sonisk som musikalsk, men allerede to numre efterfølgende blev man slemt skuffet, som det genialt påtænkte progressive infernomellemstykke i "Broken, Beat & Scarred" manglede Kirk Hammetts færdigheder på spaden. Man kunne simpelthen ikke høre ham. Dog kunne man se hans karismatiske indlevende ytringer, hvilket blot gjorde manglen på lyd endnu mere bitter.
Men når det er sagt, skal det samtidig understreges, at de nye sange trods alt virkede gennemslagskraftige. Enormt endda. Det kunne selv en stor arena ikke overskygge. Specielt "Cyanide" sked hul på forholdene, og sejlede sin egen overlegne sø. Det samme var tilfældet med førstesinglen fra "Death Magnetic", "The Day That Never Comes". Simpelthen fremragende. Den sang er gået fra acceptabel til god til ganske enestående. Live gik den rent ind.
Metallica havde denne aften valgt at gå "Load"-touren i bedene med en oval scene midt i arenaen. En alle tiders chance for at nå ud til rigtig mange publikummer. Lars Ulrichs trommesæt drejede 90 grader tre gange over aftenen, så hver langside af salen havde ham placeret midtfor. Kommer de til Forum med denne scene, kan det sagtens tænkes, at vi har noget ganske godt i vente.
Alle de overraskelser, Metallica på forhånd – gang på gang og igen og igen – havde lovet for denne aften, udeblev dog det meste af sættet. Jo, jo, det var forfriskende at høre både "Until It Sleeps" og "Jump in the Fire", men det synes stadigvæk ganske letkøbt. Især når man havde næsen sat op efter "The Outlaw Torn" og "Phantom Lord".
Mindre kan ikke gøre det! For hvem gider dog høre en reprise af "One", når nu de for fanden mindst har 7-8 håndfulde andre sager at bikse op med? En underlig misfornøjet glæde. Ja, og så igen: "Wherever I May Roam" virkede paradoksalt nok forfriskende ny. Man har alle sine favoritter.
Metallica er garvede over al forstand. De forstår sig på publikum. De har dem i deres hule hånd, for nu at ty til klichéen. Det har de altså. Publikum vil jo have lige netop dét lort – de vil skrige med på "Master of Puppets" og "Blackened". For slet ikke at snakke om luftguitaren til "Seek & Destroy". Almindeligheder - af den gode slags, vel at bemærke. Metallica-fraser kan man aldrig blive helt træt af.