Elektrisk 80'er fest

The Cult satte gang i den helt store 80'er-fest i et udsolgt og overophedet Store Vega, mandag aften. Der er sket meget på musikscenen siden The Cults storhedstid i midt-80'erne, og bandets medlemmer har da også kastet sig over andre projekter hen ad vejen. Ian Astbury turnerer rundt med halvdelen af The Doors under banneret Riders on the Storm, Billy Duffy har startet et nyt band, Circus Diablo, og Matt Sorum er blevet genforenet med sine gamle GN'R-venner i Velvet Revolver.

Undertegnede havde da også forventet, at The Cult definitivt ville kaste håndklædet i ringen efter det kommercielle – og ufortjente – flop med bandets seneste album fra 2001, ”Beyond Good and Evil”.

Nu er bandet imidlertid gendannet – eller dvs. delvist gendannet: Astbury og Duffy er stadig med, mens supertrommeslageren John Tempesta (ex-Exodus, ex-Testament, ex-White Zombie, ex-Helmet !!) er hentet ind til at varetage tønderne i stedet for Matt Sorum. Og bassen tager ligeså sublime Chris Wyse sig af (han var en af bassisterne, der var til audition hos Metallica, da bandet skulle finde en ny efter Jason Newsted).


Klassisk rock

Jo, The Cult er tilbage i et super-line-up, og musikalsk taler vi jo rock af den klassiske skuffe. Den hvor man blander stadionrock á la AC/DC med The Clash og tilsætter Astbury’s yderst Morrison’ske vokal.

Under koncerten blev det bevist, at d’herrer er og bliver et stadionrockband, og Roskilde skal simpelthen fordømmes for ikke at have sikret 80'er-festen en af aftnerne på Orange scene med disse britiske giganter.

På ”rockfronten” må man – som bekendt - tage til takke med ”Guns n’ Roses-jam” anført af Axl Rose. Og netop Axl Rose fik da også et par ord med på vejen af en storsnakkende Ian Astbury, som fik forklaret, at Axl er en fin fyr, men at han er ”fucking cra-a-a-zy” (note: både Astbury og Axl Rose - og Duffy, i øvrigt -gæsteoptræder på Sex Pistols guitaristen Steve Jones' party-soloplade "Fire & Gasoline" fra 1989 - Red.).


VM-feber

Som introbånd bruger The Cult temaet fra Kubricks ”A Clockwork Orange”, men det var nu ikke en psykopatisk Beethoven-fan med skridtbeskytter, der trådte op på scenen, men derimod Ian Astbury med den obligatoriske bandana trukket godt ned over øjnene.

Selv samme Astbury virkede ikke helt sober, det lykkedes bl.a. for ham at få sparket sin tamburin i hovedet på John Tempesta under en sang, mens han gennem koncerten fortsatte med at ”mobbe” resten af bandmedlemmerne ved at sprøjte vand på dem og skubbe. Det er tvivlsomt om de gamle Doors-medlemmer Robbie Krieger og Ray Manzarek får samme behandling, når han spiller med dem i Riders on the Storm…

Påvirket eller ej, så var Astbury tændt fra start, og prøvede at rive det lidt matte publikum med.

Bortset fra den stordansende ex-cykelrytter, Brian Holm, der hoppede rundt i noget der lignede en fadølsekstase midt i salen, så størstedelen af publikum ud til at befinde sig i en nostalgiekstase, der modvirkede deres deltagen i koncerten. Det blev dog bedre, som tiden skred frem, og næverne kom i vejret til ”Peace Dog” og ”Wild Flower”.

Inden den lidt tamme unplugged-udgave af ”Edie (Ciao Baby)” (som fik en publikummer til at råbe ”Brænd så det lort [den akustiske guitar] og kom videre!”, havde Astbury dedikeret sangen til en mand, der var iført en australsk landsholdstrøje. Australien var tidligere på dagen – ifølge Astbury – blevet ”fucking robbed!” af Italien (aaarh, det var bare et billigt straffe fire minutter ind i overtiden ved 0-0 - Red.).


Ærligt plagiat

Fodbold eller ej, så nåede Ian Astbury i løbet af koncerten også at fordømme de mennesker, der ”fodrer maskinen” iTunes - et koncept som han døbte ”The Death of Music”, hvorefter han proklamerede, at ham og Duffy i sin tid var mødtes som henholdsvis The Clash-fan og Sex Pistols-fan, og herefter ladet disse to bands leve videre i The Cults ægte punk-ånd.

Og så er det charmerende ved The Cult jo, at de ikke lægger skjul på at deres musik også fungerer som hyldester til rockens store perler. Astbury introducerer fx ”Love Removal Machine” som værende Keith Richards yndlingssang, samtidig med at den er nærmest er kriminelt kopieret fra førnævnte bands ”Start Me Up”.

Den slags medtaget, var der næsten ikke en finger at sætte på The Cults sæt, bortset fra at de lidt overså deres nyeste album ved kun at spille ”Rise”. Til sidst inden publikum var ved at trampe hul i gulvet til den sublime showlukker ”She Sells Sanctuary” - var der dog lige tid til Stooges- og ”I Wanna Be Your Dog”-klonen, som The Cult har valgt at kalde ”The Phoenix”. Kuriøst.

Vi var vidner til et ekstremt velspillende band, hvor især Billy Duffys soloer skal fremhæves: Hvordan kunne man have glemt hans evner? Og til sidst skal et andet spørgsmål lyde: ”Hvorfor fandt dette sted i en koncertsal med plads til 1500 mennesker, og ikke på Orange Scene en af aftenerne???”