Endnu en dag på kontoret

Amerikanske Pelican formåede ikke at gøre musikken interessant live. Bandet, der ligner kontormus. Dét er Pelican.

Instrumentalkvartetten fra Chicago hverken ligner eller opfører sig som de undergrundsrockstjerner, de egentlig er. Heller ikke på scenen. De klæder sig på i arrogancens draperier og finder stenansigterne frem til deres koncerter. Det gjorde de på sidste års Roskilde Festival, det gjorde de til dels sidste år på Loppen, da de varmede op for High on Fire, og de gjorde det igen-igen-igen denne onsdag aften - igen på Christianias fineste - hvor der aldrig blev spottet en reaktion, der lod ane musikalsk fornøjelse. Endnu en dag på kontoret.

Bandet, der opfører sig som kontormus. Med en tung eksotisk blanding af doom-metal og post-rock i kabinettet (vi kan kalde det post-metal) kan det synes besynderligt, hvorledes sangene kan virke så drønende kedsommelige, når de bliver fremført live. Desværre vinder det konservative på scenen hos Pelican, hvor det forstenede og indelukkede hersker.

Den kant, musikken desperat søger – og som på plade rent faktisk bliver indfriet fra tid til anden - var så frygtelig langt væk denne aften. Og når der så endelig forsigtigt blev leget kispus med balancegangen, virkede det uhensigtsmæssigt: tamt og tilmed prætentiøst. De lange kompositioner lagde op til henførelse og indlevelse, men indfrielsen forblev et blændværk.

Og det på trods af at de spillede fine sange: ”Dead Between the Walls” fra sidste års udmærkede ”City of Echoes” samt ”Sirius” fra klasseskiven fra 2005, ”The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw”, for nu at nævne aftenens bedre.

Lige lidt hjalp det. De omkring hundrede publikummer mødte i Pelican et stillestående band, der ikke formåede at få begejstringen frem live. Pladernes sunde nysgerrighed var væk. Denne aften på Loppen blev der stor set trådt stilstande gennem hele den timelange koncert.