Endnu en sejr
Updated
Down gav en rigtig god og intens koncert i Store Vega forrige onsdag. I sidste udgave af Heavyjam gav vi en anmeldelse af Downs show i Oslo den 5. juni. Der er tilsyneladende ikke sket de store forandringer på to dage, så hvorfor skrive om dette stjernebesatte bands koncert i København? Måske fordi det er et bragende godt band, der altid leverer varen og på ingen måde ønsker at skuffe fansene? Gensidig respekt, simpelthen.
Nævetryk
Optakten med videoklip fra bandets egne arkiver blandet med musikvideoer fra gamle helte fungerede godt og satte forventningerne i vejret. Ingen skuffelser her, og kvartetten leverede et supershow.
Med numre som ”Losing All”, ”Eyes of the South” og specielt ”Ghosts along the Mississippi” løftedes stemningen til kogepunktet, og bandet var tydeligt taknemmelige for den store opbakning, de modtog. Specielt Phil og Pepper fik trykket næver med mange fans.
Det var befriende at se et band, der kunne håndtere stjernerollen. Tilpas arrogance og masser af selvironi. Phil præsenterede bandet, men da han nåede til sig selv, sagde han, introduktion var unødvendig. ”I’m Phillip and you’re Denmark!”
Ordentlig koger
Lyden i den velfyldte sal var fed, tung og massiv, takket være de stenede drenge, der endda gav en særlig hyldest til fristaden – eller ”Christi Anna”, som de kaldte den. De udtrykte dyb skuffelse over tilstandene derude nu. Heldigvis havde en fan givet Phil en kæmpejoint om morgenen, så Phil med rette kunne sige ”I’m so stoned. It’s great!”.
På trods af den charmerende frontmands koger blev snakken mellem numrene ikke udvandede og holdt faktisk en rød tråd. Endvidere holdt han sig til kun lige at spille fire sekunder af ”Raining Blood” på Kirk Windsteins guitar, hvor han ellers nogle gange kan gå i selvsving i flere minutter med sine begrænsede guitarevner ud i f.eks. ”Iron Man”. Han var sej og sjov, og han var på ingen måde for meget af det gode.
Intenst show
Down blev kaldt til ekstranumre og annoncerede, at de ville spille et par stykker. Men efter den første sang forlod de scenen igen med ordene ”You know what you gotta do…!” Det vidste folk, og piften, klappen og stampen i gulvet fik gutterne tilbage til levering af fuldfede versioner af ”Stone the Crow” og ”Bury Me in Smoke”.
Et intenst show, der på ingen måde kan have efterladt skuffede fans. Stjernestøvet havde bredt sig fra scenen og ud i lokalet, så alle var blevet rørt af dette guddommelige band. Hvem var det nu? Lad mig citere Phils udsagn før en omgang ekstranumre: ”We’re Down from New Orleans, Los Angeles”. Og det glemmer vi ikke foreløbig!
Nævetryk
Optakten med videoklip fra bandets egne arkiver blandet med musikvideoer fra gamle helte fungerede godt og satte forventningerne i vejret. Ingen skuffelser her, og kvartetten leverede et supershow.
Med numre som ”Losing All”, ”Eyes of the South” og specielt ”Ghosts along the Mississippi” løftedes stemningen til kogepunktet, og bandet var tydeligt taknemmelige for den store opbakning, de modtog. Specielt Phil og Pepper fik trykket næver med mange fans.
Det var befriende at se et band, der kunne håndtere stjernerollen. Tilpas arrogance og masser af selvironi. Phil præsenterede bandet, men da han nåede til sig selv, sagde han, introduktion var unødvendig. ”I’m Phillip and you’re Denmark!”
Ordentlig koger
Lyden i den velfyldte sal var fed, tung og massiv, takket være de stenede drenge, der endda gav en særlig hyldest til fristaden – eller ”Christi Anna”, som de kaldte den. De udtrykte dyb skuffelse over tilstandene derude nu. Heldigvis havde en fan givet Phil en kæmpejoint om morgenen, så Phil med rette kunne sige ”I’m so stoned. It’s great!”.
På trods af den charmerende frontmands koger blev snakken mellem numrene ikke udvandede og holdt faktisk en rød tråd. Endvidere holdt han sig til kun lige at spille fire sekunder af ”Raining Blood” på Kirk Windsteins guitar, hvor han ellers nogle gange kan gå i selvsving i flere minutter med sine begrænsede guitarevner ud i f.eks. ”Iron Man”. Han var sej og sjov, og han var på ingen måde for meget af det gode.
Intenst show
Down blev kaldt til ekstranumre og annoncerede, at de ville spille et par stykker. Men efter den første sang forlod de scenen igen med ordene ”You know what you gotta do…!” Det vidste folk, og piften, klappen og stampen i gulvet fik gutterne tilbage til levering af fuldfede versioner af ”Stone the Crow” og ”Bury Me in Smoke”.
Et intenst show, der på ingen måde kan have efterladt skuffede fans. Stjernestøvet havde bredt sig fra scenen og ud i lokalet, så alle var blevet rørt af dette guddommelige band. Hvem var det nu? Lad mig citere Phils udsagn før en omgang ekstranumre: ”We’re Down from New Orleans, Los Angeles”. Og det glemmer vi ikke foreløbig!
