Endnu en sejr

Også tredje gang var lykkens gang for Roger Waters og det danske publikum, som denne gang tilbragte en aften sammen i Odense. Det var tredje gang på mindre end to år at Roger Waters gæstede Danmark og opførte storsællerten, "Dark Side of the Moon" fra 1973. Sætlisten var ikke blevet taget op til revurdering, men var en tro kopi af de tidligere spillede. Nogle klassikere tager man dog gerne om igen og igen og igen.

Inden månen nåede den mørke side, blev det vanen tro til et første sæt med klassiker på klassiker, hvor specielt kendingerne fra "Wish You Were Here" (1975) og "The Wall" (1979) selvsagt vakte begejstring hos det modne fynske publikum.
Storhed fra start

Aftenens overordnede højdepunkter skulle findes midtvejs i første sæt, hvor "Southampton Dock" og "The Fletcher Memorial Home" fra "The Final Cut" (1983) (den sidste Pink Floyd-skive, Waters medvirkede på) blev spillet med en indfølthed, der kun hører de sjældne stadionkoncerter til.

Hvorvidt om Waters imødekommer disse sange med ekstra spilleglæde på grund af at de rummer dybe personlige ar (Eric Fletcher Waters, Roger Waters’ far, døde under Anden Verdenskrig), eller fordi de befinder sig en smule i periferien i forhold til en sætliste, der så godt som udelukkende består af kanoniserede klasssikere, kan der kun gisnes om.

Deres storladenhed var dog åbenlys, og i "The Fletcher Memorial Home" tog den garvede lead guitarist Snowy White yderligere pusten fra os alle ved at levere den kongegeniale solo – en af verdens bedste nogensinde!, intet mindre - i et skylag, hvor man et øjeblik i sandhed tvivlede på, om David Gilmour selv kunne have fulgt med. Det var et øjeblik af ren magi. Tårevældende godt.

"Perfect Sense Pt. 1 & 2" var den eneste sang fra Waters' tre fuldlængde soloskiver, vi fik at høre. Kvaliteten af den gjorde, at man sagtens kunne have ønket sig flere og man kunne ikke lade være at ærgre sig en smule over manglen på nytænkning i sætlisteregi. Et eventuelt revideret sæt måtte dog også have gjort plads til disse to sammenhængende sange, som stammer fra Waters' solomesterværk, "Amused to Death" (1992).

"Perfect Sense" blev også i Odense akkompagneret af en sarkastisk animationsfilm, som viste en stadionkamp mellem to ubåde, der bomber hinanden. Filmens tilhørende lydeffekter, som simulerer en gigantarena i jubel, fik et øjeblik Fionia Parken til at lyde som et udsolgt Camp Nou. Stadionkoncerters storslåede kapacitet. Lydforholdene var overordentlig gode, hvilket er blevet et generelt kendetegn for Waters’ koncerter.

Mørket lagde sig over Fionia Parken i pausen, inden publikumfavoritten, "Dark Side of the Moon" skulle spilles for kun-Guderne-ved-hvilken-gang. Den to år gamle turné i bagagen burde udmatte enhver 65-årig, men det var ikke tilfældet med Waters. Han greb endnu en koncert an med imponerende entusiasme, med smil og respekt for publikum.

"Dark Side of the Moon" blev hverken leveret bedre eller værre, end de to forrige gange man har set og hørt den. Der er ikke ét overflødigt øjeblik på pladens 43 minutter, hvilket i sig selv altid er garanti for en god oplevelse – specielt når det bliver spillet på et stadion med et gigantisk lysshow og fantastiske projektioner på scenens bagtæpppe.

Der var sket et par udskiftninger i Waters’ band-line-up siden sidste års koncert i Augustenborg, hvilket skinnede igennem små steder under andet sæt. Specielt var Andy Fairweather-Lows karisma savnet. Det var dog ikke fatalt, og stærke musikalske værdier var stadig at finde hele scenen rundt.

Nu har vi fået nok måneformørkelse for denne gang. Hvorfor ikke en jubilæumsturné for 25 året for "The Final Cut" i stedet?! Eller hvorfor ikke gå i studiet og få lavet en ny soloplade, for dælen da?! Men jo, når alt er sagt, så sejrede Roger Waters i Danmark endnu engang.