Et livgivende slangehug

Huden er begyndt at hænge, men stemmebåndene er stadig så smukke og rå hos David Coverdale, skriver Lars Schmidt om Whitesnakes Vega-koncert. Det var så den sidste dag i år, at jeg brugte mine (stadig gennemblødte) lærreds Converse. En våd cykeltur gennem København, en flok fadbamser med gutterne - og så Vega med David Coverdale og Whitesnake, som jeg sidst så samme sted i 1997 på deres seneste farewell (!) tour. Hvad mere kan man forlange? En time og mere end tre kvarter i selskab med en af de fortsat største stemmer i heavyrocken er jo nærmest som at være i sin ungdomshimmel igen ("nærmest"? - Red.).

Kl. 20.30 blev den mørke sal flænset af åbningsriffet til Deep Purple klassikeren "Burn" (ja, Coverdale har også sunget i Deep Purple. han var jo Gillans afløser i 1973), og så var linjen lagt til en hæsblæsende, medrivende og opvisningspræget tour de force op og ned ad Memory Lane. "Burn" gik legende let over i vers og omkvæd på en anden af de store Purple-sange fra Coverdale-tiden, "Stormbringer", som vi fik alt for lidt af, inden medleyet blev til åbningstracket fra Whitesnakes verdensgennembrud "1987", "Bad Boys". De hårdtpumpede kvindebarme flokkedes langs scenekanten, da Coverdale med smørstemme spurgte: "Who knows where the cold wind blows?" - og gik i gang med den inciterende og ørehængende "Love Ain't No Stranger".

Sættet fortsatte med en fin blanding af Whitesnake-numre fra før 1987 - altså de mere bluesprægede ting som f.eks. "Ready an' Willing" og "Crying in the Rain" - og puddelhardrock-numrene fra efter '87 som f.eks. "Is This Love" og "Judgement Day". Der blev skrålet med, og publikum kunne sagtens have sunget hele koncerten uden Coverdales hjælp. Der var masser af højdepunkter, og afslutningen var ganske forrygende. "Fool for your loving" og "Here I go Again" førte os til pausen, som blev afbrudt først af en hæsblæsende "Take Me With You", og hele koncerten blev sluttet af med den store "Still of The Night".

Sangmæssigt højdepunkt

Det sangmæssige højdepunkt fandt vi først og fremmest i "Ain't No Love in the Heart of the City", hvor Coverdale og publikum i skøn forening fik båret sangen helt til dørs med ståpels og det hele. Smukt. At vi måtte igennem en laaaang trommesolo fra vilddyret Tommy Aldridge (den eneste, der er tilbage ud over Coverdale fra 1987), lå jo i kortene, og det var godt med en sangpause. Til gengæld var den tidligere Dio-guitarst Doug Aldrichs guitarsolo i samarbejde med keyboardmand Timothy Drury fantastisk - og også godt bygget op, da bandet kom til sidst og jammede sig igennem en hårdtpumpet, instrumental blues-rundgang. Det var tydeligt, at det var Aldrich, der var førsteguitarist, men sidemanden Reb Beach (bl.a. fra Winger) klarede sig helt igennem fremragende og gav flere prøver på, hvordan tapping kan lyde i Whitesnake-sammenhæng. Bassist Marco Mendoza (ex-Blue Murder, Thin Lizzy m.fl.) var - ud over Coverdale - det store omdrejningspunkt på scenen. Helt fabelagtigt tryllede han med den femstrengede, så undertegnede blev helt blå i hovedet af misundelse.

Coverdale ham-selv kunne to dage forinden fejre sin 53-års fødselsdag, og stod man, som undertegnede, ved scenekanten, kunne man sagtens registrere, at mandens ansigtshud er begyndt at hænge så meget på rynkevis, at der måtte et lang sminke til. Men skide være med det, når stemmebåndene er lige så velsmurte, som dengang manden aldersmæssigt var på sit højeste. Coverdale er stadig en sanger på niveau med folk som Glenn Hughes og Ronnie James Dio; blot for at nævne få af de virkeligt store.

Forventningerne om en medrivende rock'n'roll aften med sang i absolut verdensklasse blev bestemt indfriet - men der manglede noget. Jeg fik hverken "Lonely Days, Lonely Nights", "Mistreated" og "Blindman". Sidstnævnte gav Coverdale ellers à capella, da han og bandet i dagene inden var i Gøteborg, Stockholm og Malmø.

Det helt groteske er i øvrigt, at Whitesnake ifølge forlydender ikke kan få sig en pladekontrakt, og det er jo for fanden da en skandale med det bagkatalog og med det potentiale, de gamle drenge stadig har. De kan stadig spille, og de kan stadig LIDE at spille. Det var helt tydeligt i Vega torsdag aften.