Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fire blev til fem

Populær
Updated
Fire blev til fem
Life Of Agony og DevilDriver toppede tungt program i Store Vega, hvor også Drowning Pool stak positivt ud. Hele fem bands fik man denne aften i Store Vega, selvom der kun var blevet lovet fire. De mange bands gjorde at slaget var tidligt i gang. Først på scenen stod Snehvide i sin fine kjole blandt bandkammerater, der dog hverken var syv i alt eller dværge.

Det var amerikanske In This Moment, der leverede en tidstypisk metal-møder-emo-core. Den platinblonde tøs i front både skreg, sang og headbangede fint til den udmærkede musik, der dog virkede en kende anonym.

Straks bedre gik det med ligeledes amerikanske Drowning Pool, der med lækker texansk laid-back stil hev os igennem en række af bandets fede, iørefaldende numre, der kan minde lidt om en up-tempo krydsning af Corrosion of Conformity og Down.



Bandets sæt virkede som om, at hele idéen blot var at lufte navnet Drowning Pool, inden en snarlig kommende skive bliver promoveret med sin egen tour. I hvert fald blev det til to covernumre i det korte sæt. Det var ”Rebel Yell” af Billy Idol og Panteras ”Cowboys From Hell”. Selvfølgelig med en tanke til afdøde Dimebag.


Vellykket circle pit

Så kom der andre boller på suppen. DevilDriver indtog scenen og satte gang i larmen. I forhold til de forrige bands var kvintetten død og ødelæggelse. Det tog dog lige et par numre at få rettet en rodet lyd på plads, men da først guitarerne kunne differentieres fra hinanden, gik det kun fremad for bandet, der efter en lidt sløv start pludselig virkede utrolig tændte.



Gnisten blev til bål, da ”I Could Care Less” fra debuten og catchy ”Clouds over California” fra den nye skive blev fyret af. Karismatiske Dez i front formåede at få publikum til at lave en stor circle pit. Mange bands opfordrer til sådanne stunt, men Dez tog sig god tid og fik folk med på idéen – og det så rigtigt fedt ud.


Hurtigt sidespring

Overraskende nok skulle Life Of Agonys bassist Alan Roberts' andet band Spoiler også lige give et kort show. Det var desværre fuldstændig malplaceret punk rock med associationer til The Ramones, som de ville lyde med nutidens lyd. Det virkede ikke rigtigt efter energibraget fra DevilDriver – der var simpelthen for lidt egen identitet i de korte sange, så energien i trioen døde hurtigt ud.

Heldigvis slog det ikke Alan ud, at publikum var en kende tilbageholdende overfor hans nye darling. Han og de andre i Life of Agony gav den fuld skrue. Eller rettere, Keith Caputo (øv. bill.) virkede skam også tændt, men så utroligt skæv og stenet, at alt mellem numrene foregik i et meget adstadigt tempo. Men sådan er Keith, og det er nu også noget af charmen ved den lille, smilende gut.

Bandet er på tour i denne tid, fordi medlemmerne havde lyst, og ikke fordi at et nyt album skulle promoveres. Derfor var sætlisten i høj grad en slags ”best of” med megen vægt på den legendariske debut ”River Runs Red”. Men det blev også til en fantastisk fortolkning af ”Weeds” og ”Heroin Dreams”. Stikpiller kom på vanlig vis til pladeselskabet (Epic Records), da ”Love to Let you Down” fra bandets seneste udspil blev luftet. Keith mente, at dét album kendte vi nok ikke pga. "fjolserne på Epic!"


Helt tæt på publikum

Strengespillerne og trommeslageren stod i en periode som de eneste på scenen, da Keith havde taget mikrofonen med sig ned i fotograven, så han, til de forreste rækkers store begejstring kunne komme helt tæt på publikum. Et sjovt, men langvarigt trick. Manden er jo ikke så høj, så han havde nok svært ved at forcere scenekanten igen. På spørgsmålet fra guitaristen, om hvad han dog lavede, svarede vokalisten muntert: ”Just hanging…”.

Som sidste dessert fik publikum nummeret ”Underground”, og det kunne konstaneres, at man igen havde set en formidabel koncert med et dedikeret band. Der var desværre mange vanvittigt lange pauser mellem numrene. Og dette var eneste grund til, at Life Of Agony ikke peaker helt øverst på karakterskalaen.

Spillested
Genre
Karakter
4