Fremdeles solide

Når Papa Roach spiller deres hits giver de baghjul til mange af nu metal kollegaerne, mener Mathias Nielsen efter koncerten i Pumpehuset. Papa Roach har her på Heavyjam.dk fået megen ros for deres nyeste udspil, samt ikke mindst for at være et suverænt live-band, så det var med visse forventninger, at snuden pegede mod Pumpehuset en mørk oktober-torsdag i sidste uge. ”Kakelakken” har begået et album, som helt klart er mere groove-orienteret, og som hverken indeholder rap, samples eller andre nu metal klichéer (det skulle da lige være nogle af teksterne, hvor forsanger Jacoby Shaddix stadigvæk synger om sin hårde barndom, *host*host*).

Men altså, med fornævnte forventninger i baghovedet, var os tilskuere - desværre – atter engang tvangsindlagt til et middelmådigt, uoriginalt opvarmningsband (hvornår lærer de arrangører det?!)


Kronisk røvsnaps

Den faste skare af ihærdige HeavyJam-læsere vil vide, at undertegnede er led og ked over, at vi så sjældent bliver præsenteret for ordentlige opvarmningsbands, når et større band gæster Dannevang. Normalt plejer det at være et middelmådigt britisk band, som er blevet hypet ihjel i de britiske medier, der åbner. Det var det ikke denne gang, men at dømme efter hvordan de lød, kunne de sagtens have været et sådant.
Chronic Future kaldte de sig, og de stammer rent faktisk fra Arizona, USA. Stilen var håbløst emo-core, som man bedst kender det fra England, bare værre. En blanding af sukkersøde popmelodier, og så lidt rap ind over i verset etc. etc. etc. Publikum var ikke med på den, og Chronic Future havde en svær aften og bandets lige knap acceptable repetoire gjorde bestemt ikke deres opgave nemmere.


Svulstig kakerlak

Så kunne det ligesom ikke blive meget værre, og der skulle ikke meget til for at Papa Roach ville blive dagens redningsmænd.
Når så frontmand, hr. Shaddix, væltede ind på scenen iført en vintage AC/DC t-shirt med ”For Those About to Rock”-kanonen på, kunne manden jo ikke helt undgå, at modtage en vis respekt fra os af tilskuerne, der kan huske længere tilbage end til Linkin Parks debutalbum. Han var en fornøjelse at følge hele aftenen, om det så var med tungen i kinden, glimtet i øjet, eller bare hoppende op og ned med ryggen til publikum. Et dampbarn (på den fede måde!) med dobbelthage beskriver vist bedst Jacoby Shaddix, som åbenbart også er faldet lidt i ”den gotiske gyde”, er begyndt at gå med eyeliner og hvad har vi…

”Dead Cell” sparkede en halvanden time lang, svedig koncert i gang, og allerede som nummer to kom et af aftenens højdepunkter i form af ”She Loves Me Not”. Det var nu ikke fordi, hele koncerten var en lang sejrsgang, men når Papa Roach tog hånd om deres helt store hits, så følte man for en kort stund, at man var i selskab med noget helt stort, nogle gutter som giver baghjul til mange af kollegaerne i nu metal-genren.

Sætlisten (se nedenfor) var næsten lige dele af hver af bandets tre albums, dog med hovedvægt på det nye album ”Getting Away With Murder”, hvorfra halvdelen blev spillet. Bedst var Papa Roach når de fyrede numrene fra debutalbummet af, herfra har de fleste nærmest fået klassikerstatus. Især de tre sidst numre - som lukkede showet på en sikker men fed måde – tog hævi-kegler: ”Last Resort” (hvem sagde ”Hallowed Be Thy Name”? Men alligevel!), ”Between Angels and Insects” (en af de mest dystre, men bedste) og ”Blood Brothers”. Titelnummeret fra ”Getting Away With Murder” skal dog også nævnes; den er har allerede fået crowdpleaser-status(!)

Efter at have oplevet hvilken energi og spilleglæde, Papa Roach får sendt udover scenekanten og videre helt ned til de bagerste blandt publikum, kan man næppe fortænke vores egen Heavyjam-redaktør i at tildele bandet et stort 10-tal for deres koncert i en lille Londonsk klub med plads til 200 hoveder; det må have været en oplevelse af høj karat.

Og havde Papa Roach virket en anelse mindre ”another day at work”-agtige i Pumpehuset havde de revet endnu et 10-tal hjem…