Giants of Rock 2005: Rammstein
Populær
Fantastisk Rammstein-show, men hvor længe kan de holde den gående koncertmæssigt?
Mørket var så småt var ved at falde på, men blev effektivt fordrevet af Rammsteins ekstreme show med røg, lys, eksplosioner og flammetunger. Om alt dette er til for at skjule at den gode Till Lindemann ikke kan synge skal være uvist, men han faldt i hvert fald ud mere end én gang, og det er nok ikke fair bare at give den elendige lyd skylden – et tilbagevendende stemmeproblem for Rammstein.
Til gengæld startede han dårligere end han sluttede, så lidt variation var der da i forhold til tidligere koncerter. Selv om der ikke er den store musikalske variation i forhold til pladerne, så gør Rammsteins show at underholdningsværdien er i top.
Sammenligner man med Slayer, der spiller fantastisk, men bestemt burde holde sig fra deres bøvede kommentarer mellem numrene, så siger Rammstein ikke det store (udover et ”Tusind tak, Danmark” til sidst, på dansk og det hele), men kunne måske alligevel bedre slippe fra det, hvis man eksempelvis ser på satiren i teksten og sceneshowet i den antiamerikanske sang, ”Amerika”, hvor folk i bedste football-homecoming stil blev overdænget med rød, blå og hvid konfetti i mens de synger med på ”We're all living in America: Coca Cola, Sometimes war”.
Musikken var dog hele tiden ved at blive overdøvet af røg og damp, men på trods af det, var det nu en underholdende koncert, hvor folk fik de numre de var kommet for at høre (måske pånær ”Engel”) og endda et Depeche Mode nummer (”Stripped”, hvis jeg ikke tager meget fejl). Det eneste, man kan bekymre sig om, er hvor længe dette band kan holde den gående koncertmæssigt, hvis så meget hviler på et fantastisk, men i længden forudsigeligt show.