Helaftensheavy i halvfyldt sal
Populær
Updated
Danske Hatesphere og Raunchy var bedre end de amerikanske headliners Hatebreed, rapporterer vor mand i Pumpehuset. Mandag aften i Pumpehuset er altid mandag aften - ugens værste koncertaften! Man kunne derfor filosofere lidt over om Pumpehuset derfor var halvfyldt eller halvtomt, denne aften!? Om det var godt, at der trods alt var nogen eller om der var for få!? Der var i hvertfald dem, der svedte (meget) og i hvert fald en enkelt, der fik blødt (en fyr der sad og blødte på trappen – om det var en moshpitskade eller et Briansammenstød ved jeg så ikke), og man kan også vælge den positive version og sige, at det var godt. at der kom så mange, der blev halvfyldt (og på en aften, hvor Alice In Chains + support havde solgt Store Vega ud, andet steds i kvarteret - Red.).
Mere kompakte
Raunchy lagde ud og var faktisk ikke så dårlige. Bandet er scenemæssigt lidt undseelige, da de hverken er specielt langhårede, tatoverede eller på andre måder ekstreme af se på. Men hjulpet frem af en fantastisk, pompøs lyd og endnu flere live-kilometer i fødderne, fremstod de mere kompakte, end jeg tidligere har hørt dem. Det gjorde at deres pop-metalvision kom igennem, klart mere fuldendt og forståelig.
Bandet mangler dog helt klart et rigtigt hit for rigtig at slå igennem – en sing-along'er, der ville fuldende Raunchys tunge metal med de svævende melodiomkvæd. Det må man håbe at deres næste plade bringer.
Befriende og friskt
Der er intet nyt fra fronten her. Hastesphere leverer noget af det mest kompakte og kompromisløse thrashcore metal, samtidig med at bandet udståler en drengerøvethed, der faktisk er meget befriende. Trommespillet var nok en anelse sløset – især i dobbeltstortrommebaskeriet, men det blev til fulde vejet op af forsanger Jacob Bredahls onde kombination af growl og scream.
En af de bedste ting ved Hatesphere er, at bandet formår at holde dets numre friske ved aldrig at skamride et riff, men at at variere dem i stedet. Så selv om formlen ligger fast, bliver de ikke kedelige at lytte til.
Sidste show i denne omgang
Det var sidste koncert som hovednavn på denne Europaturné for hardcorebandet Hatebreed fra Conneticut. Og apropros at skamride et riff, så er det bestemt ikke noget, de her drenge lægger sig i selen for at undgå. Deres numre er simple, grænsende til det monotone, så det blev for kedeligt og kun momentvis fængende.
Lyden var - som med de andre bands - fed, og det reddede dog meget. Hatebreed leverer dets materiale sikkert, men det er bare et metervare hardcoreband, som ikke musikalsk set hæver sig fra mængden af den slags bands. Hatebreed sluttede af med bandets nok største hit ”Live like This” og det var faktisk koncertens højdepunkt. Flere numre af lige præcis DEN skuffe, tak!
Mere kompakte
Raunchy lagde ud og var faktisk ikke så dårlige. Bandet er scenemæssigt lidt undseelige, da de hverken er specielt langhårede, tatoverede eller på andre måder ekstreme af se på. Men hjulpet frem af en fantastisk, pompøs lyd og endnu flere live-kilometer i fødderne, fremstod de mere kompakte, end jeg tidligere har hørt dem. Det gjorde at deres pop-metalvision kom igennem, klart mere fuldendt og forståelig.
Bandet mangler dog helt klart et rigtigt hit for rigtig at slå igennem – en sing-along'er, der ville fuldende Raunchys tunge metal med de svævende melodiomkvæd. Det må man håbe at deres næste plade bringer.
Befriende og friskt
Der er intet nyt fra fronten her. Hastesphere leverer noget af det mest kompakte og kompromisløse thrashcore metal, samtidig med at bandet udståler en drengerøvethed, der faktisk er meget befriende. Trommespillet var nok en anelse sløset – især i dobbeltstortrommebaskeriet, men det blev til fulde vejet op af forsanger Jacob Bredahls onde kombination af growl og scream.
En af de bedste ting ved Hatesphere er, at bandet formår at holde dets numre friske ved aldrig at skamride et riff, men at at variere dem i stedet. Så selv om formlen ligger fast, bliver de ikke kedelige at lytte til.
Sidste show i denne omgang
Det var sidste koncert som hovednavn på denne Europaturné for hardcorebandet Hatebreed fra Conneticut. Og apropros at skamride et riff, så er det bestemt ikke noget, de her drenge lægger sig i selen for at undgå. Deres numre er simple, grænsende til det monotone, så det blev for kedeligt og kun momentvis fængende.
Lyden var - som med de andre bands - fed, og det reddede dog meget. Hatebreed leverer dets materiale sikkert, men det er bare et metervare hardcoreband, som ikke musikalsk set hæver sig fra mængden af den slags bands. Hatebreed sluttede af med bandets nok største hit ”Live like This” og det var faktisk koncertens højdepunkt. Flere numre af lige præcis DEN skuffe, tak!
