Støvet blev pisket op, kammeraterne sendt i jorden, intensiteten maksimeret. The Ghost Inside leverede en ægte og ufiltreret power-performance.  

Dance with the Deads dødedans var mere præget af fitnessfistpumping end af dødens gravitas i en uselvstændig omgang tomtøndebuldring.

Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.

Historisk elendigt blev det decideret aldrig, men 90 minutters anakronistisk opvisning i dårlig smag og kedelige klassikere var også mere end rigeligt, da Mötley Crüe ramte Copenhell onsdag aften.

I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.

Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.

Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.

Def Leppard var gode, når de var gode, men der var langt mellem snapsene, og i mellemtiden kedede de publikum bravt.

Scorpions havde suveræne stjernestunder, men også et til tider vaklende flow, da de gav koncert for omkring 10.000 mennesker en mandag i Royal Arena.

Iggy Pop kørte stilen med beskidt attitude og rå nerve på en festival, der skortede på samme, og vandt hjerter på Stooges-klassikere og smagen af evig ungdom.

Der var lagt op til breakdowns, masser af attitude og lyserøde balloner, da Dethrxner fredag aften indtog Rust med releasekoncert for EP’en ‘Taunt’.

Space var, hvad vi havde i vente, da Kaanan spillede Stengade op før Jesu himmelfart med den nye 'Downpour'-skive på dagsordenen og besøg af vor egen rumdoktor.

Pupil Slicer gav intimkoncert for 20 mennesker i et lille øvelokale under Limfjordsbroen, mens Chronicle holdt release-fest med dårlig lyd på 1000Fryd.

Har Kejseren tøj på? Hvad betyder "avantgarde" egentligt? Hvorfor fik Svin os til at stille os selv så mange åndsvage spørgsmål? 

Meget kan man kalde Eyes, men "klassisk" eller "uvarieret" er ikke ordene. Endnu engang rev de et af de københavnske spillesteder midt over. 

Messa lever op til favorit-værdigheden med en kemi og stemmepragt, der mere end illustrerer, at de er klar til næste trin på karrierestigen.

Det virkede som om, Tears of Fire gav os det show, de troede vi gerne ville have, og imens stod vi og savnede meget mere af de fine persiske elementer i deres funeral doomede black metal. 

Det var en af de koncerter, hvor man føler sig forenet med resten af publikum og med bandet. En givende, rørende og frem for alt medrivende oplevelse.

Finske Svarta Havets forsanger overrumplede med sin vilde, ukunstlede performance og sit dragende vokalarbejde.

We Lost The Sea’s instrumentale post-metal lød spændende på papiret, men endte med at gå i tomgang.