Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En nærmest perfekt uperfekt cirkel

Populær
Updated
En nærmest perfekt uperfekt cirkel

Trods et uhensigtsmæssigt spillested og enkelte svipsere på sætlisten gav A Perfect Circle en overbevisende koncert i det svenske. Man kan kun håbe, at bandet snart gæster Danmark til et headlinershow i stedet for en festivalkoncert.

Titel
+ Black Peaks
Dato
05-06-2018
Trackliste
Eat the Elephant
Disillusioned
The Hollow
Weak and Powerless
So Long, and Thanks for All the Fish
Rose
Thomas
People Are People (Depeche Mode cover)
The Noose
3 Libras (All Main Courses Mix)
The Contrarian
TalkTalk
Hourglass
The Doomed
Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums
The Outsider
The Package
Gravity
Karakter
4

A Perfect Circle er på nuværende tidspunkt på tour i Europa med deres 2018-udgivelse, 'Eat the Elephant'. I Danmark bliver det til en festivalkoncert, mens Sverige fik den store pakke i form af en headlinerkoncert i Fryshuset. Forud for den amerikanske supergruppes besøg på Northside drog vi en tur til det svenske for at opleve A Perfect Circle indendørs, uden de mange faldgruber, der kan drille festivalkoncerter.

Fryshuset kræver sin introduktion. Rammerne for aftenens event var en gymnastikhal med en estimeret kapacitet på 2.000-3.000 personer. Basketball-kurve og håndbold-mål var dækket af med sort klæde for at skabe illusionen om en form for koncertsted. Ikke ulig hvad der til tider ses i Danmark. Alligevel fremstod hele setuppet sært uprofessionelt og uorganiseret. Lyden ligeså, hvilket aftenens opvarmningsband, engelske Black Peaks, måtte sande fra første nummer.

Acceptabel opvarmning trods dårlige forhold
Omkring 500-600 personer var mødt frem, da englænderne gik på 19:30. En uengageret forsamling, det havde svært ved at samle sig om bandets ellers godkendte forsøg på at starte aftenens festligheder. Musikalsk gik Black Peaks' progressive lyd ellers fint i forlængelse af aftenens hovednavn, selvom det musikalsk er lidt tungere, og forsanger Will Gardners vokal er en del voldsommere i vokalfraseringer end Maynard James Keenan, især dette års A Perfect Circle-udgivelse taget i betragtning.

Det var englændernes første besøg i det svenske, og selvom lyden i Fryshuset ikke gjorde det specielt let at nyde de mange finurlige og spændende elementer i bandets kompositioner, gjorde kvartetten et fint indtryk. Med numre so, den tunge og drevne ‘Say You Will’, den sprudlende og momentvist ekstremt smukke ‘Hang ‘Em All’ og det afsluttende højdepunkt ‘Saviour’ gjorde englænderne deres til, at Black Peaks ikke blot var et bump på vejen mod hovednavnet.

Især trommeslager Liam Kearley spillede intenst. I en sådan grad, at han sammen med Gardner løftede resten af bandet og overvandt de svenske lydproblemer. Ved udgangen af koncerten havde Black Peaks med stor sandsynlighed fået en god del nye svenske fans.

Naturlig spilleglæde og arenaeffekt
Titelnummeret fra dette års fjerde A Perfect Circle-udgivelse, ‘Eat the Elephant’, er stort set en lige så nonchalant og halvprovokerende start på plade som den er live. James Iha, der normalt er at finde bag klaveret på det minimalistiske åbningsnummer, var i aftenens anledning erstattet af Greg Edwards grundet en kommende reunion-tour med The Smashing Pumpkins. I mørket listede Edwards ind bag klaveret og satte nummeret i gang sammen med Jeff Friedel bag trommerne. I samme moment besteg Keenan scenen og indtog position anonymt, tronende på et podie, helt tilbagetrukket midt på scenen. Trioen fik et kort øjebliks applaus, inden Billy Howerdel indtog scenen og tilføjede et flot element af atmosfærisk guitar til det ellers nøgne og smukke nummer. En vellykket og emotionel indledning til de kommende 18 numre, der udgjorde aftenens koncert.

Keenan havde i aftenens anledning gemt sig bag store røde solbriller og et prangende blåt jakkesæt. Det fik publikum dog først at se ved tredje nummer. Igennem ‘Eat the Elephant’ og ‘Disillusioned’ var scenen dækket af et dunkelt lys, der efterlod alt andet end Howerdel og bassist Matt McJunkins fortabt i tunge, mørke skygger. I sammen moment Howerdel krydsede scenen og spillede de indledende riffs til ‘The Hollow’ fra 2000-debutalbummet ‘Mer De Noms’, lyste scenen op, og både lyd og band ramte publikum med en styrke, der kunne føles i mellemgulvet.

For et øjeblik blev den kedelige svenske gymnastiksal omdannet til en arena. Lydmæssigt var der stadig lidt knas med leadguitaren, men det fortog sig i bandets passionerede levering og positive attitude. Den afsmittende effekt var tydelig. Publikum tog imod det 18 år gamle nummer med entusiasme. Som en gammel ven, hvor alt føles naturligt rigtigt fra første gensyn. Keenan croonede “Tilling my own grave to keep me level / Jam another dragon down the hole” og indledte ‘Weak and Powerless’ som det mest naturlige næste skridt. Knapt så naturligt virkede ‘So Long, and Thanks for All the Fish’ fra dette års udgivelse. Nummeret havde ikke samme insisterende lyd eller vibe som de foregående. Til gengæld var det en crowdpleaser, der skabte en sær stemning af afdansningsbal, øm kinddans og store følelser, sandsynligvis mere passende til det svenske gymnastiksal end de arenarockede toner.

Generelt var aftenen og den valgte sætliste på publikums præmis. Med stort set lige stor vægt på første, andet og seneste album var det plads til alt det bedste og heldigvis kun to numre fra den grufuldt elendige ‘Emotive’.

Howerdel trådte frem og fremførte det mindeværdige stykke minimalsolo, der om noget kendetegner ‘Rose’ lige så følt, som var det tilbage i 2000.  Også Keenans engagement var en stor force, der bar bandet aftenen igennem. Indlevelsen, intensiteten og ikke mindst ekspertisen. Selvom intet er overladt til tilfældighederne, virkede det aldrig planlagt eller kalkuleret. Der var plads til følelser, og følelserne skinnede igennem. Især hos Howerdel, der fremstod som den stolte far, der i dag virker lige så glad for det barn, han har skabt, som for 19 år siden.

Selv det aparte cover af Depeche Modes ‘People Are People’ vandt terræn i livesammenhæng. Specielt Howerdel og Keenans vokale pingpong gav nummeret ekstra vitalitet og potens. Elementer bandets eget mix af den ellers fantastiske ‘Pet’ (‘Counting Bodies Like Sheep to the Rythm of the War Drums’) absolut ikke havde. Nummeret faldt fuldstændig til jorden efter den eminente udførelse af ‘The Doomed’ – aftenens stærkeste nummer fra ‘Eat the Elephant’. Forsøget på at skabe en ubehagelig, dystopisk stemning i tunge beats og guitarflader er muligvis interessant, men hvem med kendskab til A Perfect Circle ville ikke ønske, at bandet havde brugt spilletiden på originalen? Hvad angår fremførelse af originalen, var det heller ikke specielt interessant at høre ‘3 Libras’ fremført i ‘All Main Courses’-remix. En skam og et ulideligt rod af støj og lyd, som det ellers smukke nummer absolut ikke fortjener.

“It’s been a long time since we released a new album. Our last album was a political statement and look where it got us,” messede Keenan i én af sine få henvendelser til publikum, inden den let genkendelige intro til ‘The Contrarian’ satte  igang. Der var fokus på musikken og det med masser af højdepunkter. Sætlisten var vel sammensat. De nye numre fungerede sammen med bandets ældre materiale og blev modtaget med stort set samme positive publikumsrespons. Der var også plads til overraskelser. Især det afsluttende trekløver, bestående af ‘The Outsider’, ‘The Package’ og ‘Gravity’, var en velvalgt afslutning. Alle leveret til perfektion. I en midlertidig rus glemtes alt om svenske gymnastiksale og kedelige remix-versioner, mens cirklen virkede mere fuldendt, end det nogensinde har været hensigten.