Aalborg i Hatebreeds hule hånd Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ab/37/2b/-T1X9882-11-1415659835.jpg
10. November 2014    

Hatebreed havde ingen problemer med at fyre op for Studenterhuset og efterlade publikum i en pøl af sved, store smil og udmattede stemmebånd.

Kunstner
Dato
07-11-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det er ikke så lang tid siden, at Hatebreed senest var i Jylland. I foråret gæstede de nemlig Voxhall i Aarhus, hvor de gav en virkelig god koncert. Det samme skulle vise sig at blive tilfældet, her hvor efteråret omsider begyndte at vise sig i det nordjyske. Den kølige nat i november var begyndt at kigge frem i mørket ude på Gammeltorv, hvor de sidste pølser og brød blev langet over disken i Jons Mædlpølsebod. Så da Hatebreed åbnede for lydanlægget, varede det ikke længe, førend der var propfyldt i Studenterhusets sal.

For Hatebreed var der mange, der havde ventet på og set frem til. Forsanger James Shanahan, eller Jamey Jasta, som han kaldes i folkemunde, havde fra start publikum i sin hule hånd. Hans smittende smil og attitude gør det vanskeligt ikke at adlyde enhver kommando ukritisk, hvorfor mosh- og circlepits også blev opført uden tøven. 

I de 75 minutter omkring og efter midnat hamrede Hatebreed den ene klassiker af efter den anden, og stemningen var nær kogepunktet, for folk var virkelig tændte og opsatte på at fyre den af. For Hatebreed er koncerter på Voxhall og Studenterhuset en mulighed for at lave en intim atmosfære, og det blev forvandlet til en storslået oplevelse for dem, der kunne komme helt tæt på scenen og dermed få klasket hænder og lavet knyttede nævehilsner til bandet.

Glæden ville da heller ingen ende tage, da en fan efter koncerten fik et plekter af undertegnede. Smilet var ikke til at tørre af ansigtet, da vedkommende nu havde et fysisk minde med sig fra en koncert, der mestendels var en ud af kroppen-oplevelse på det mentale plan.  For det, de fleste gik med fra Studenterhuset denne aften, var enten ømme kroppe efter 75 minutter i pitten og/eller hæse stemmebånd grundet fællessang. 

I anmelderregi er det klichéfyldt at slutte af med at konkludere, at 'Destroy Everything' endnu engang satte et uforglemmeligt punktum for en lang og god fredag på Aalborg Metal Festival. Men det passer. Her kulminerede det hele, og Hatebreed kunne sammen med publikum smadre nakker og trække de sidste svedperler ud af porerne på de fremmødte. For en anmelder, der egentlig ikke rigtig forstår genren hardcore, er det samtidig noget af en tort at lide, når man er nødsaget til at berette om to på hinanden følgende koncerter med Hatebreed i så positive vendinger. Jeg må dog atter krybe til korset (det omvendte, forstås) og erkende, at det her var godt!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her