Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aarhus i Flensborg

Populær
Updated
Aarhus i Flensborg
Aarhus i Flensborg

Da Boil lørdag fik deres udlandsdebut lige syd for grænsen, var det ikke det tyske publikum, der var dominerende. Det var næsten et rent danskertræf i det nærliggende udland.

Kunstner
Titel
Diamond Drive, Rapid Angel, Chainsaw Fisting
Spillested
Dato
08-06-2013
Trackliste
Bound
Welcome Tradegy
Faceless
Vindication
Sever The Tid
So Many Men/Quiet Hours/Abstemious (medley)
Redneck (Lamb of God cover)
Heretic Martyr
Blink of An Eye
Sunbound
Sleepwalker
Karakter
4

Der var danskertræf på Roxy i Flensborg lørdag aften, hvor tre aarhusianske og et tysk band stod for underholdningen.  På grund af det begrænsede fremmøde blev det ikke nogen stor fest, men de fire bands gjorde, hvad de kunne, for at få stemningen i top.

Chainsaw Fisting gav en omgang relativt velspillet dødsmetal, der dog aldrig helt gjorde det store indtryk. Dertil er bandets materiale ikke originalt og varieret nok.

Rapid Angel fra Hamborg spiller traditionel heavy metal og har klare inspirationskilder i Iron Maiden og Queensrÿche. Bandet er meget velspillende, og vokalen er fin. Da bandmedlemmerne ikke er helt unge, er det dog nok tvivlsomt, om der venter et stort gennembrud for dem.

Diamond Drive står umiddelbart forud for udgivelsen af bandets første fuldlængdealbum ’Temporality’, hvorfor der var god grund til at gøre lidt reklame for denne nyudgivelse. Diamond Drive er eksponent for særdeles velspillet hård metal/groove metal. Bandets materiale mangler dog lige lidt for at gøre det rigtig spændende. Især kommer vokalen til at virke temmelig ensformig fra sang til sang, da der hele tiden bygges op om en råbevokal, der afløse af rene stykker i lange drævende passager af nærmest grungeagtig karakter. Det var dog tydeligt, at bandet har en dedikeret medbragt fanskare, som gjorde deres, til at animere bandet til at give den en ekstra tand.

Boil redder festen

Det var herefter op til Boil at slutte aftenen med maner og kreere den ekstra feststemning hos det desværre beskedent fremmødte publikum.

Boil var ude at promovere det udmærkede album ’aXiom’, som udkom tidligere på året. Boil er svære at kategorisere. Bandet spiller progressivt og metal. Men det er ikke prog metal, som eksempelvis Dream Theater og lignende traditionelle prog-bands. Hos Boil er der i langt højere grad tale om at tilføre den hårde metal input fra mange andre musikgenrer, som eksempelvis industrial og prog-rock, og de blander det hele i en varieret substans med hyppige rytme- og temposkift og med en vokal, der til stadighed skifter mellem growl, mere traditionel metalvokal, skrig og indfølte stille passager. Der er således vel at mærke noget at holde styr på såvel for band som for lytter.

Ofte vil sådanne komplekse sangstrukturer være svære at spille live, men Boil fremstår som et godt sammenspillet band, og det var en helstøbt performance, som bandet leverede lørdag aften i Flensborg.  Bandet havde – sikkert fornuftigt nok – langt vægten på den hårdere del af repertoiret. Men ved en længere koncert ville det være kærkomment, om der blev plads til lidt mere fordybelse og lidt flere stille passager. ’aXiom’ rummer således flere fine stille sange, som eksempelvis ’Darkest’ og ’Almost a Legend’, som ville være et fint supplement til de mere hårdtslående sange.

Boil krydrede sættet med at præsentere nogle af sangene i medleyform og spillede også et enkelt covernummer i form af Lamb of God-sangen ’Redneck’.

En god aften - trods alt!

Som følge af den relativt store genremæssige forskel på de fire bands og en tilsyneladende ikke særlig effektiv promovering forud for koncerten blev det ikke den store begivenhed, som bands eller publikum nok havde håbet på. Ikke desto mindre var resultatet bestemt turen til Flensborg værd.