Accept kom for sent til festen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2e/67/7b/Accept-Amagerbio-0411-copy-94-1411499362.jpg
22. September 2014    

Kun momentvise gode øjeblikke, inklusive en trods alt forrygende afslutning, resulterede i en samlet set middelmådig koncert med de tyske legender, der simpelthen spillede for mange nye og kedelige numre.  

Kunstner
Spillested
Dato
19-09-2014
Trackliste
1. Stampede
2. Stalingrad
3. Hellfire
4. 200 Years
5. Losers and Winners
6. London Leatherboys
7. Starlight
8. Dying Breed
9. Final Journey
10. Shadow Soldiers
11. From the Ashes We Rise
12. Restless and Wild
13. Ahead of the Pack
14. No Shelter
15. Princess of the Dawn
16. Dark Side of My Heart
17. Pandemic
18. Fast as a Shark

19. Metal Heart
20. Teutonic Terror
21. Balls to the Wall
Koncertarrangør
Karakter
3

Der er noget fascinerende over de her ikoniske bands, der efter tre årtier stadig er still going strong, som man siger. Tyske Accept med amerikanske Mark Tornillo i spidsen er ingen undtagelse. Det efterlod veteranerne i hvert ingen i tvivl om, da de for lidt over en måned siden gav en formidabel koncert på den nationale metal-arena på Wacken Open Air. Den lille, tætbyggede, 51-årige Tornillo har for længst vist sig at være en værdig og energisk erstatning for den 10 år ældre Udo Dirkschneider. Tornillo var i topform på Wacken, som han der løb rundt på scenen som en hyperaktiv pendant til AC/DC’s Brian Johnson og leverede de mange gamle klassikere med sin rå og kraftfulde stemme under et nærmest greatest hits-præget show.

Siden er Accepts seneste plade ’Blind Rage’ kommet på gaden. Bandets tredje udgivelse efter gendannelsen med Tornillo på vokal i 2009. Det har været et seværdigt comeback, hvor især 2012s ’Stalingrad’ rummede en håndfuld stærke numre. Den kan man ikke sige om den skuffende ’Blind Rage’: En tynd suppe kogt på klassisk heavy metal-ben uden meget saft og kraft.

Det bar koncerten fredag aften i Amager Bio i den grad præg af. Ikke færre end seks numre fra ’Blind Rage’ måtte man stå igennem, og de fik næsten tiden i Bioen til at gå kedsommeligt i stå. Man kunne simpelthen fysisk mærke forskellen mellem gammelt og nyt materiale. Der skete ikke så meget under de nye numre, mens det begejstrede og hoppende publikum faktisk fik gulvet til at vibrere, da først klassikerne fra ’Restless and Wild’ blev fyret af. Og hvor spiller de dog stadig de numre med en energisk og eminent perfektion, de gamle drenge, lead-guitarist Wolf Hoffmann og bassist Peter Baltes, der har været med siden starten i 1976, og Herman Frank, som medvirkede på ’Balls to the Wall’ i 1983. 

De nyder uden tvivl at stå på scenen og lave den klassiske trio-opvisning (mange gange), mens Tornillo – velvidende, at han ikke er stjernen – forlader spotlyset. Enten for at bælle bajer ved siden af trommesættet eller helt at forsvinde kortvarigt. Han havde svært ved at komme op i det gear, han torpederede rundt i på Wacken. Bevares, kan man sige, det smitter nok af, om man står på en af verdens største metalfestivaler foran 50.000 og så foran knap 1000 mennesker på Amager. Og så alligevel.

For der skete sgu noget, da han efter ’Fast as a Shark’ smed trøjen, og bandet efter 100 minutter vendte tilbage og leverede den suveræne klassiker ’Metal Heart’ som koncertens første ekstranummer. Et rent deja-vu fra da de sidst stod på den samme scene i 2012 og også her lukkede og slukkede med ’ Fast as a Shark’, og ekstranumrene ’Metal Heart’, ’Teutonic Terror og den evindelige ’Balls to the Wall’ – i samme rækkefølge.

Men et glædeligt deja-vu, for hold da kæft, hvor rockede Accept igennem i de sidste tyve minutter. At tyskerne har haft en indiskutabel indflydelse på udviklingen af hård metal i 80’erne er da heller ikke til tage fejl af, når man blandt publikum kunne se danske ikoner fra Mercyful Fate og Artillery stå og rocke med på de gamle hits. Desværre toppede de bare for sent, også selv om enkelte numre løftede niveauet undervejs. Gamle ’London Leather Boys’, ’Starlight’ og fantastiske nyere ’Shadow Soldiers’.

Men som en ældre herre kommenterede på hjem vej i bussen. ”Hvorfor ikke ryste posen lidt og åbne med eksempelvis ’Fast as a Shark ’ og få publikummet til at fråde fra starten af?” En god refleksion, fra en meget gammel fan, som heller ikke var særlig begejstret for de mange nye numre. 

Det er en interessant diskussion om de her gamle, ikoniske grupper, der har et bagkatalog fuldt af klenodier og så en knap så spændende mængde nyt materiale – men til gengæld aktuelt materiale. Hvad skal de spille? Hvordan skal balancen være? Forretningsmanden og bassisten i Kiss (i den rækkefølge), Gene Simmons, lægger ikke skjul på sin indstilling. Folk kommer til koncerterne for at høre klassiske Kiss-numre, så det virker irrelevant at spille for meget nyt materiale, uanset hvor det godt det så end måtte være, som Simmons siger.

Havde det klædt Accept at både ryste posen og spille flere gamle kendinge a la sætlisten fra Wacken i stedet for over halvdelen af numrene fra ’Blind Rage’? Et dilemma, der næppe findes et entydigt svar på. Men i al ydmyghed herfra er svaret kort og godt: Ja!

Læserkommentarer

er jo at folk altid vil høre det gamle, men i min optik står og falder det med hvor godt deres nyere materiale er. Tag nu Saxon som har udgivet albums op gennem 00'erne som har været alt fra habile til rigtig gode, dem som interesserer sig for bandet vil vide at en god del af de nyere sange sagtens kan følge med klassikerne. Problemet for Accept er nok bare at de seneste 3 plader med enkelte undtagelser her og der bare ikke lever op til fordums storhed(det gør de jo sjældent), så det vil være en bedre balance med ca. 4 sange af nyere dato og så lade resten være sikre klassikere.

Klassiske bands forbandelse

er jo at folk altid vil høre det gamle, men i min optik står og falder det med hvor godt deres nyere materiale er. Tag nu Saxon som har udgivet albums op gennem 00'erne som har været alt fra habile til rigtig gode, dem som interesserer sig for bandet vil vide at en god del af de nyere sange sagtens kan følge med klassikerne. Problemet for Accept er nok bare at de seneste 3 plader med enkelte undtagelser her og der bare ikke lever op til fordums storhed(det gør de jo sjældent), så det vil være en bedre balance med ca. 4 sange af nyere dato og så lade resten være sikre klassikere.