Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra og til metalhjertet

Populær
Updated
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet
Fra og til metalhjertet

Selv med et kun halvgodt album i bagagen og på sætlisten sejrede Accept overbevisende i Store Vega.

Kunstner
Spillested
Dato
11-02-2018
Trackliste
1. Die by the Sword
2. Stalingrad
3. Restless and Wild
4. London Leatherboys
5. Breaker
6. Rise of Chaos
7. Koolaid
8. No Regrets
9. Analog Man
10. Final Journey
11. Shadow Soldiers
12. Neon Nights
13. Princess of the Dawn
14. Midnight Mover
15. Up to the Limit
16. Objection Overruled
17. Pandemic
18. Fast as a Shark
19. Metal Heart
20. Teutonic Terror
21. Balls to the Wall
Forfatter
Karakter
5

På den ene side er Accept et band, som man under at spille på meget store steder for enorme skarer af fans – på den anden side er det også rart, at de ikke trækker mere, end at Store Vega kun er lige under udsolgt en søndag aften. Fordi det er et skønt privilegium at kunne opleve et vanvittigt godt navn på en lille, forholdsvis intim scene. Men Accept er så overlegent et liveband, at de egentlig fortjener mere.

Det beviste de også denne gang i det københavnske med et overbevisende to-timers sæt, der på intet tidspunkt var mærket af, at bandet er ved at være mod vejs ende af en lang turne for det femtende studiealbum – det lidt middelmådige ’Rise of Chaos’, der også blev spillet flittigt fra. Og det siger også noget andet om Accepts kvaliteter, at de kan få selv lidt anonyme sange som ’Koolaid’ eller ’Analog Man’ til at virke, når først de fremføres live.

Selvfølgelig hænger det sammen med, at Accept altid kan trække trumfkortet med, at de selv i de middelmådige sange har omkvæd, som ethvert nogenlunde engelsktalende menneske kan være med på efter få sekunder. Af samme grund sad stærkere sange fra det aktuelle udspil, såsom 'Die by the Sword' og titelnummeret umådeligt skarpt og slog igennem omtrent så virkningsfuldt som klassikerne.

Men det hænger naturligvis også sammen med tyskernes måde at fremføre numre på. Den fascinerende leadguitarist og bandskaber Wolf Hoffmann var vel den egentlige frontmand med sit bundsolide spil og sin indpiskende facon over for både bandmedlemmer og publikum. Men Accept hænger sammen som energisk band helt fra Christopher Williams, der flittigt sang og jonglerede overlegent med stikkerne bag sit gyngende trommesæt, til forrest, hvor bassist Peter Baltes, sanger Mark Tornillo og Hoffmann udgjorde en dynamisk powertrio. Selvom de fleste gimmicks med synkronbevægelser tydeligvis er indøvet til perfektion og bliver gentaget aften efter aften, havde det samtidig en følelse af spontan glæde over sig, der på intet tidspunkt lugtede af kalkuleret rutine.

Derfor var salen også veloplagt fra start til slut. Selv i de mindre interessante numre var der ivrig fællessang, og endda guitar/bashelteduellen fra Baltes og Hoffmann, som på papiret var tidsudtrækning, lagde ekstra til en stor eufori. Hertil skal så lægges den ekstatiske modtagelse af klassikerne ’Restless and Wild’, ’Princess of the Dawn’, ’Fast as a Shark’, ’Metal Heart’ og ’Balls to the Wall’, der med jævn fordeling blev trukket fra sætlisten og kun efterlod et fåtal af næver uknyttet. Accept var og er ægte heavy metal af ægte heavy metallere.