Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Primale kølleslag

Populær
Updated
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag
Primale kølleslag

Der var dømt ren og skær undergang, da Sumac maste Vega ned under gulvbrædderne i et voldsomt og destruktivt orgie.

Kunstner
Spillested
Dato
06-05-2017
Karakter
3

Tungt er et ord, der er svært at komme uden om, når snakken falder på metal. Men i Sumacs tilfælde er det ikke desto mindre den helt rette beskrivelse. For fy for helvede, hvor er de tunge.

I front for den amerikanske trio finder man en af post-metallens store aktører. Den tidligere frontmand Aaron Turner fra de ikoniske Isis, som op gennem 90'erne og starten af 00'erne udgav det ene hæderkronede album efter det andet med langsomt akkumulerende numre, der som regel eksploderer i de for genren så anvendte melodiske crescendoer.

I Sumac er alt det dog blevet barberet bort, og tilbage står Aaron Turners primale brøl og en instrumentering, der er stemt så dybt, at det er svært at finde passende ord for den brutalitet, som væltede ud over Vega og for en stund i den grad gav vægt til navnet A Colossal Weekend.

Numrene er dog stadig lange. Men nu handler det kun om riffs. Og et trommespil af en anden verden fra den anerkendte tøndebasker Nick Yacyshyn, der også gør sig i det canadiske hardcore-band Baptists.

For undertegnede er Sumac lidt en udefinerbar størrelse. Måske er det doom. Måske er det bare total sonisk ødelæggelse.

Lille Vega startede med at være godt fyldt, men efterhånden som den nu både langskæggede og langhårede Aaron Turner fik most sig ind i øregangene med hjælp fra en bassist, der på plade er Brian Cook fra Russian Circles, men i live-sammenhæng er en ældre herre uden hår på toppen – men masser af det alle andre steder – blev der tyndet godt ud i salen. For hvad foregik der egentlig?

Aaron Turner var som besat og udviste en utrolig glæde over bare at hamre og smadre alt med sin guitar. Men musikken var mere end svær at fange, hvis man ikke er videre bekendt med den relativt nye gruppes materiale, som indtil videre tæller to album.

Det føltes som at se en gruppe stenalder-mænd, der var ved at nedlægge deres bytte med en kølle. Eller som et bombefly, der konstant lod den ene eksplosive ladning falde efter den anden. Ikke videre kønt, men effekten kunne der ikke pilles ved. Og uanset hvad var det en optræden, som sjældent bliver glemt. Om end det stadig er svært at beskrive, hvad der helt præcist skete. Fans af den totale destruktion gik næppe skuffede hjem.