Copenhell '17: Frygtelig parodi og fadølsfest Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/67/1a/5d/19489345-10154517150516671-1288625611-n-22-1498237161.jpg
23. Juni 2017    

Airbourne gav en udmærket koncert, der blev til en regulær fadølsfest. Det er dog umuligt at abstrahere fra den åbenlyse parodi, deres musik i virkeligheden er.

Kunstner
Dato
23-06-2017
Trackliste
1. Ready to Rock
2. Too Much, Too Young, Too Fast
3. Rivalry
4. Down On You
5. Cheap Wine & Cheaper Women
6. Girls in Black
7. It's All For Rock'n'Roll
8. Breaking Outta Hell
9. No Way But the Hard Way
10. Stand Up For Rock'n'Roll

11. Live It Up
12. Runnin' Wild
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

 

Det er meget symptomatisk, at den sidste sang på anlægget før Airbourne går på scenen er 'Big Gun' med AC/DC. Så kan de to konferenciers fra P6 Beat, Carsten Holm og Anders Bøtter, ellers introducere Airbourne for Copenhells publikum. Der er mødt ret mange mennesker frem foran Helviti til dagens første koncert på den store scene. Det støvregner lidt, men det får ingen indflydelse på stemningen. Soundtracket til 'Terminator' kommer på, og så kan Airbourne ellers træde ind på scenen og sætte gang i festen med ’Ready to Rock’. Det er publikum. Det er Airbourne også. Det perfekte match.

Hvis altså ikke lige det var, fordi Airbourne lyder så meget som AC/DC, at det er helt frygteligt at høre på. Ligesom da Avenged Sevenfold fuldstændig skamløst kopierede Metallicas ’Black Album’ på ’Hail to the King’ fra 2013. Det er god musik, men det er umuligt at abstrahere fra det faktum, at det er en kopi.

Forsanger og guitarist Joel O’Keeffe sætter en tyk streg under det med sin ”duckwalk” under det sidste nummer ’Running Wild’, der ligesom nummeret før, ’Live It Up’, nok er de mest krystalklare eksempler på, i hvor høj grad Airbourne er blevet inspireret af AC/DC. Både riff og guitarlyd er som taget direkte ud af giganternes bagkatalog.

Men folket kan lide det. Det vidner menneskemængden om, og det gør den konstante strøm af fadøl, der bliver båret ind i pitten, også. Forsangeren er da også selv ivrig med at servere dåseøl til publikum. Han kaster i et jævnt tempo dåserne ud, og enkelte af gangene gribes de og drikkes umiddelbart derefter. Det er et billigt trick, og det virker. Joel O’Keeffe er nemlig en entertainer. Han svinger lidt med guitaren og får sat gang i publikum. Han sætter sig også op på skuldrene af en roadie til ’Girls in Black’, men hvor han i Boxen i Herning sidste år, da Airbourne varmede op for Volbeat, fik roadien til at vandre ud mellem publikum, så bliver han i fotograven her på Copenhell. Så kan han kompensere ved at banke en dåseøl ind i siden af hovedet på sig selv, indtil der går hul af den og øllet sprøjter ud. Tricks, der virker!

For boogierock er åbenbart bare noget, der appellerer til det brede publikum. Uanset hvor meget det er blevet til ved kopimaskinen. Airbournes lyd er lidt tungere i rytmesektionen end hos deres landsfædre, og på ’Cheap Wine & Cheaper Women’ har de faktisk også noget udmærket guitar, der ikke lyder som de andre. Glimtvis kan de altså godt selv.

Sympatisk dedikerer de ’It’s All For Rock’n’Roll’ til Lemmy, og luftalarmen før ’Live It Up’ er, som vi kender Airbourne. Nuvel, Devilution interviewede Joel O’Keeffe tilbage i 2010, hvor han da også indrømmer, at nok lyder de som AC/DC, men sådan er den australske lyd bare. Det er australsk rock. Boogierock. Folket elsker det, og det gjorde det også på Copenhell. Fadølsfest blev der i den grad, og mængden af folk, der crowdsurfede, dansede og sang med, satte en tyk streg under, at selvom musikken ikke er i nærheden af at være original, så kan det stadig sagtens danne ramme om en vellykket festivalkoncert.

Måske en af de bedre på dansk jord for Airbournes vedkommende. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her