Da den amerikanske stadionrock kom til Danmark Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/07/79/-T1X2225-54-1479817696.jpg
22. November 2016    

Det var en blandet pose bolsjer, som Falconer Salen mandag aften tilbød sit publikum. Nok var Alter Bridge hovednavn, men langt fra det mest farverige denne aften.

Kunstner
Spillested
Dato
21-11-2016
Trackliste
The Writing On the Wall
Comes To Life
Addicted to Pain
Ghosts of Days Gone by
Cry of Achillles
Broken Wings
My Champion
Ties that Bind
Waters Rising
Island of Fools
Hallelujah
Watch Over You
Isolation
Blackbird
Metalingus
Open Your Eyes
Show Me a Leader
Rise Today
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Mandag aften er altid et utaknemmelig tidspunkt at spille koncert. Endnu mere utaknemmeligt er det at gå på scenen kl. 19.12, bare 12 minutter efter, at dørene til Falconer Salen er åbnet.

Sådan så situationen ud for new zealandske Like a Storm, der dog tog det hele i stiv arm. Bandet bød således hurtigt op til fest i den klassiske hard rocks tegn med letgenkendelige MyRock-rotationsnumre som 'You Become the Enemy' og 'Love the Way You Hate Me'. Det lykkedes dem i rimelig grad at få publikum med på at kaste horn og knytnæver, men ellers blev det ikke til meget andet end passivt hovednikkeri blandt de få fremmødte på dette tidspunkt af aftenen.

De absolut mest mindeværdige indslag i løbet af deres optræden, der knapt varede et kvarter, var dog uden tvivl de sange, der indeholdt små breaks bestående af det australske blæseinstrument didgeridoo. Det udløste i det samme de løstsiddende kamerafingre hos et flertal blandt publikum, og så var det måske i virkeligheden ligegyldigt, hvor godt instrumentet klædte de lettyggelige sange fra radioen. Sjovt så det i hvert fald ud, da den kvindelige roadie kastede det lange rør af et instrument ind i armene på Like a Storm-forsanger Chris Brooks, så snart han havde sunget et omkvæd til ende, men flere ekstraordinære oplevelser var der dog ikke at hente i denne del af koncertprogrammet.

Musikalsk farvefest

Som Monty Python sagde det i sin tid: ”And now to something completely different!”

Kultbandet Living Colour havde nemlig lagt vejen forbi Falconer Salen med deres soulede 80’er-rock og ikke mindst forsanger Corey Glovers helt uovertruffende funkstemme, der under første halvdel af bandets koncert var skyld i gåsehud og beundring blandt publikum.

Således strømmede folk på få minutter væk fra baren og ind i salen for at få et glimt af giraffen, der ikke anstrengte sig det mindste, når han ramte falsetovertonerne mere overbevisende end Rob Halford på  dennes bedste dage. Således var forskellen mellem Like a Storms Chris Brooks lidende, småmonotone vokal og Glovers ekstreme vokale spændvidde mere end bare til at få øje på, og man følte sig fuldstændig hensat til en anden tid, også rent visuelt.

Det gule jakkesæt, solbrillerne og den grå hat på skrå var således også med til at skabe en helstøbt og visuelt tilfredsstillende performance, der satte gang i rytmiske bevægelser hos de fleste fremmødte. Bandet, der oprindeligt startede i 1984 for så at splitte op og finde sammen igen, leverede således et rutineret show, der både var festligt og i vanlig stil politisk orienteret, idet også de nye sange handlede om racisme og de seneste nedskydninger af sorte mænd i USA. Således blev der også sat lidt alvor på dagsordenen, inden bandet takkede af og bukkede for publikum, der stadig tørstede efter mere. Det skulle de dog også vise sig at få senere hen på aftenen.

De trætte rockgiganter

Hvor Living Colour havde leveret et rutineret show med musikalsk overskud, så det lidt anderledes ud for Alter Bridge, hvis show virkede mere rutinepræget og uvarieret, også i forhold til bandets valg af sange og tidligere shows i Vega.

Bandet åbnede showet med nummeret 'Writing on the Wall' fra det nye album ’The Last Hero’ og satte således, med overfyldte spande med regnvand på lærredet bag bandet, fokus på verdens tilstand og global opvarmning. Allerede her virkede bandet lidt søvnigt i.

Andet nummer på sætlisten, ’Come to Life’ tog publikum væsentligt bedre imod, og de sang lystigt med på Mark Tremontis baggrundsvokal, der også live komplimenterede Kennedys smørtenor godt. Falconer Salens lydanlæg var dog ikke helt på Kennedys side denne aften, og de fleste af hans høje toner druknede i højttalernes interferens og rungen.

Aftens helst store metalsang var 'Addicted to Pain' fra albummet ’Fortress’, der sammenlignet med det nye album havde langt mere at byde på for metalelskerne. Publikum fik med nummeret omsider udløsning for den fællessang, de havde længtes efter, og de gjorde således op for den energi, som bandet ikke selv bidrog med.

Senere var det tæt på at gå helt galt for Kennedy i sange som 'Cry of Achilles' og 'Waters Rising', hvor tonearten var sat latterligt meget ned i forhold til originalerne. Dermed intonerede Kennedy meget lavt i forhold til Tremontis guitar, hvilket førte til, at sanger og band slet ikke fulgtes ad i størstedelen af de to numre. Tremonti, der med sit eget soloprojekt af samme navn har bevist sit værd som sanger, reddede den dog godt hjem på 'Waters Rising', der også originalt er besat med hans vokal.

Derefter blev Kennedy alvorlig og talte direkte til publikum, hvilket kun skete en enkelt gang under hele aftenen. Overraskende nok var det for at mindes den afdøde musiker Leonard Cohen, hvilket blev gjort med den gennemtærskede 'Halleluja' i samarbejde med Living Colours Corey Glower. Man kunne dog ikke lade være med at stå tilbage med en følelse af, at hvad der kunne have været et magisk øjeblik blev spoleret af dissonans i højtalerne og lange mobilkameraarme fra folk, der insisterede på at opleve sangen igennem en telefonskærm. Dermed rungede både budskab og lyd underligt hult i den store sal.

Aftens absolut største tørvetriller var dog nummeret 'My Champion' som må siges at være det absolut svageste nummer på Alter Bridges nye album. Nummeret afspejlede heller ikke live musikernes evner og kreativitet, og publikum var heller ikke med bandet under dette nummer. Dermed resulterede dette sangvalg blot i, at man spurgte sig selv og senere hen sin sidemand om, hvorfor og hvordan bandet kunne forsvare at undlade 'Crows on a Wire' til fordel for denne omgang lidet udfordrende stadionrock.

Bandet viste dog igen tænder på 'Blackbird', der var gjort så langsom i starten, at det mest mindede om et doomnummer. Her gled vokalen smertefrit rundt i de forskellige registre og formåede både at formidle smerte og et fællesskab med det publikum, der blev sunget for. Kvaliteten dalede dog igen i monsterhittet 'Metalingus', hvor Kennedy lavede underlige små sløjfer på sluttonerne. Han pressede dog den sidste saft ud af citronen og stemmebåndet og holdt showet oven vande med nummeret 'Show Me a Leader', der faktisk fungerede bedre live end på det nye album.

Som afslutning efterlod bandet deres publikum med sangen 'Rise Today', der både bød på endnu en gæsteoptræden fra Glover og lagde op til åh-åh-medsang fra publikum. Således var særligt denne sidste sang meget symptomatisk for hele miseren, idet Glovers ellers så kraftfulde vokal druknede i dårlig lyd, og Miles Kennedy stod underligt tam med sin guitar og mumlede hypnotiseret ind i det klare spotlys.

Det var dermed ikke Alter Bridges bedste aften ude, men helt sikkert heller ikke den allerværste. Men de helt store metalnumre syntes udeladt til fordel for de mere stille, der udgjorde sætlistens fyld.

Det var ikke bandet, der bidrog med energi denne mandag aften, men publikum. Dermed må de fleste utvivlsomt også have følt, at de er gået hjem med blandede følelser og ikke mindst bolsjer i posen.

Det tegnede ellers så godt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her