Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF'12: Fredag

Populær
Updated
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag
AMF'12: Fredag

Fredagen bød på et væld af nationale og internationale oplevelser, hvor specielt hovednavnet Devin Townsend Project stod ud som noget ganske specielt.

Dato
02-11-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen + Henrik Reerslev (Puteraeon)
Karakter
4

Lokale 9000 John Doe fik til opgave at åbne fredagens program og det foran ca. 30 tilskuere. Deres fine blanding af thrash, rock’n’roll og deres generelt høje energiniveau gjorde, at man blev lidt ærgerlig over, at der ikke var mødt flere op. De spillede både nyt og gammelt materiale og var en positiv oplevelse. Guitaristen havde en Bulls-jersey på med nummer 23, og så begynder tankerne for en inkarneret basketballfan at gå tilbage til midten af halvfemserne, da MJ, Pippen, Kerr, Rodman, Cartwright m.fl. gjorde legender som Malone og Barkley til ringløse herrer. Faktisk gjorde det mig også irriteret, for lige p.t er der hårdknude i forhandlingerne om rettighederne til NBA mellem netop NBA og DK4, hvilket betyder, at efter Aalborg Metal Festival er der ikke en søndagskamp til undertegnede at geare ned til. Jeg blev dog revet ud af min boble igen da forsangeren nævnte, hvor meget alkohol der enten var blevet eller skulle konsumeres i løbet af denne fredag. Så blev jeg glad igen og festen med 9000 John Doe kunne slutte positivt. De fik ikke så lang spilletid, men gjorde det godt efter omstændighederne.

(karakter: 4) KK

Serpent Saints var så næste band til et magert fremmøde tidlig fredag eftermiddag. Med samme besætning som gårsdagens Mercyful Diamond, dog med en udskiftning af King Diamond-kopi til fordel for den tidligere forsanger i Artillery. Inspirationen til Serpent Saints' musik er da også tydelig. Både Bendix-metal og en masse NWOBHM synes at have haft en vis indflydelse på tilblivelsen af de fromme slangers tråd. Ligesom med coverbandet i går så havde guitaristerne styr på det og den dobbelte guitareffekt gav fuld valuta. Forsangeren havde samme udstråling, som han også havde i sit forrige band og det gjorde, at der var masser af aktivitet på scenen og også tid og overskud til at bandet kunne lave små jokes til hinanden på scenen. Fint. De sluttede af med den legendariske ‘Breaking The Law’ fra Judas Priest, og det er altid en god måde at lukke ned med et cover. Hvis Metallica må, så må Serpent Saints også! Ærgerligt for de to bands, at der ikke var mødt flere op. Så havde stemningen utvivlsomt været meget vildere og den generelle oplevelse bedre.

(karakter: 3) KK

Plague of Angels - En tand for kort

På sådan en fredag eftermiddag inden øllene for alvor begyndte at virke, så var britiske Plague of Angels et hyggeligt og interessant bekendtskab. Bandet blandede sin dødsmetal op med lidt ’core-elementer uden at der dog gik Despised Icon eller Whitechapel i det. Forsangeren var i godt humør og jokede muntert på scenen om at være fra ”fuckin’ Yorkshire” (sagt med tyk, tyk dialekt). Det var måske ikke videre originalt, men det betød ikke så meget, for det lød godt og blev, med undtagelse af et guitarsvigt i sidste nummer, eksekveret ganske fint.

Strengespillerne fik headbanget flittigt og benyttede sig af en slags stillestående variant af Abbaths krabbestil, som set på årets Copenhell. I modsætning til forsangerens mere pub-/bodega-agtige look (det var kun ekstra autentisk, at han manglede en tand), så var stilen mere ovre i emo-looket for den ene guitarist. Trommeslageren skilte sig også lidt ud ved at spille med en anderledes opsætning, idet han nøjedes med lilletromme, stortromme (med dobbeltpedal) og en enkelt gulvtam – og desuden et mindre arsenal af bækkener. Det gav dog fint rum til bandets riffs, at der ikke skulle fyres af rundgange af hele tiden, men det ændrede ikke på, at han kun havde været så kort tid i bandet, at Plague of Angels måtte lade sættet stoppe allerede efter 20 af de ellers 30 tildelte minutter. I stedet gik de i baren og delte de 30 medbragte cd’er ud gratis.

(karakter: 3) CV

Billy Boy In Poison var ude på skrammer. Bogstavelig talt. Bassisten havde forud for koncerten været oppe at slås med sin cykel. Cyklen vandt. Men trods skrammer i masken blev der leveret en ganske udmærket koncert. Der var nu også fyldt godt op i salen og under bl.a. ‘A Scent Of Blood’ blev der skam anet en smule blodrus blandt publikum, for der var en fin moshpit, som krævede sine velvillige ofre. Den tunge musik og brutale vokal fik hidset Studenterhuset op på den gode måde, og bandet virkede oprigtigt glade for at stå på scenen. Fra bandet med den bedste danske metalmusikvideo nogensinde skal der herfra lyde ros. Det var godt.

(karakter: 3) KK

Puteraeon - en velkendt succesopskrift

Åh, den lyd. Den søde lyd. Svensk dødsmetal med den helt rigtige distortion og grums på bassen. Puteraeon lød, som var de taget ud af en Studio Sunlight-session i tiden efter Nihilist/Entombed for alvor satte teten for metalkulturen omkring 1990 i vores naboland. Puteraeon spillede primært i solidt tempo, men formåede også at variere lidt med nogle tungere passager. Vokalen lød som et slidt råb og ikke et klassisk gurglet growl. Det virkede inspireret af LG Petrov, men matchede ikke den unikke stemme, og i stedet blev vokalen lidt ensformig. Den savnede lidt und og en sjat råddenskab. Men alligevel: Et herligt frisk pust af nordisk tradition, og i forhold til den meget dødsmetal-tunge lørdag, så var det kun på tide, at døden rigtigt fik taletid denne fredag. Puteraeon er fra Sverige. I fald der var nogen tvivl …

(karakter: 3) CV

Derefter blev det tid til de lidt større navne, som vi har anmeldt særskilt. Dem kan du læse her:

Raunchy
Fear Factory
Devin Townsend Project