Apage Satana! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fd/94/17/-XSF5354-52-1482412577.jpg
17. December 2016    

De græske veteraner Rotting Christ leverede uden tvivl den bedste optræden på førstedagen af Black Christmas Festival anno 2016, hvor de fik alle andre bands til at blegne.

Dato
16-12-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det er egentlig ikke, fordi brødrene Tolis har opfundet den dybe tallerken, siden de debuterede som black metal-pionerer i 1989 – det behøver de bestemt heller ikke, for deres musikalske arv lever endnu.

Som årene er gået, har Rotting Christ bevæget sig gennem grindcore, black metal og goth metal, før de for alvor slog rødder i en blanding af alt det bedste fra ekstremmetallen, uden hverken at kunne kategoriseres som innovativt eller eksperimenterende. I langt de fleste tilfælde ville sådan en udvikling ikke være gået, men hos græskerne er det en af deres største styrker. Rotting Christ ved, hvilke elementer fra hvilke genrer der fungerer, og blander dem sammen til en satantilbedende cocktail med en primitiv atmosfære. På album er det fedt, og live fungerer det perfekt.

Efter bandets aldeles fremragende optræden på Beta for et par måneder siden var forventningerne mildest talt høje til deres optræden til Black Christmas Festival. Rotting Christ kunne nærmest kun skuffe, men det var langt fra tilfældet. Endnu engang leverede de en magtdemonstration, der var uden sammenligning med dagens øvrige bands – og det er til trods for et ubalanceret lydbillede under første nummer, ’Ze Nigmar’.

Rotting Christ forstår sig på råhed. De forstår sig på mandighed. De forstår sig på styrke. Når de står på scenen, er de spartanske krigere, der vinder på deres mod og kunnen. De har ikke brug for fancy redskaber til noget som helst.   

Uanset hvilken del af bagkataloget der blev spillet live – og de kom godt omkring – var lydbilledet det samme; universet, som bandet særligt har skabt på deres seneste to album, ’Kata Ton Daimona Eaytoy’ og ’Rituals’, blev overført til alt andet. Musikken blev strømlinet, og på den måde blev publikum suget ind i et helstøbt univers med afvigende musikalske komponenter, der medvirkede til, at koncerten ikke på noget som helst tidspunkt blev hverken ensformig eller kedelig. Alt var gennemtænkt, og koncerten havde en klar rød tråd.

En anden faktor, der i høj grad også bidrager til bandets imponerende og stilrene optrædener, er medlemmernes roller og tilstedeværelse på scenen. Energiniveauet er højt, og der er ikke noget pis med at løbe frem og tilbage på scenen og agere klovne. Niks. Hos Rotting Christ kommer underholdningsværdien fra indlevelse og troværdighed.

Themis Kolis sørger for et stærkt afsæt for musikken med sit trommespils præcision, der bliver fulgt op af Vagelis Karzis’ solide bund og George Emmanuels guitarmelodier. Tilsammen danner de en uforlignelig ramme for Sakis Tolis' rytmeguitar og karakteristiske rituelle vokal – musikkens hjerte båret af Karzis’ og Emmanuels korvokaler. Her havde publikum også en afgørende rolle, da de konstant blev opfordret til at agere kor og hermed være medskabere af koncerten. Og med musikkens simplicitet var det bestemt ikke en svær opgave – selv de gæster, der ikke måtte være bekendte med Rotting Christ, havde nemt med at følge med. Udelukkende ved hjælp af kropssprog formåede strengetrioen at få størstedelen af salen til at råbe med på ”Hu-he, hu-he, hu-he!” til krigstonerne i ’In Yemen/Xibalba’ og skrige lungerne ud til omkvædet på ’Apage Satana’. Bandet havde publikum i deres hule hånd.

Under hele koncerten stod Rotting Christ stort bandet i fast position på scenen som krigere, der var klar til kamp. Det er ikke, fordi de er nervøse, generte eller ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv, faktisk det stik modsatte. Bandet emmer af en selvtillid, der kan stå alene. De behøver ikke ild, kåber, sceneudsmykning eller andet fjolleri; det handler alt sammen om attitude.

Less is more.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her