Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sort atmosfære

Populær
Updated
Sort atmosfære

Der var ikke meget kristenrock over det, som der blev præsenteret langfredag på Loppen. I stedet fik vi fire forskellige fortolkninger af amerikansk sortmetal – hovedparten med det atmosfæriske som det bærende element.

Kunstner
Titel
+ Fórn + Lycus + Vanum
Spillested
Dato
14-04-2017
Koncertarrangør
Karakter
3

Påsken er på mange måder min favorithøjtid. Snart kan man smide et lag tøj af sig, så ens heavy-shirts kan blive luftet på ny. Ganske passende, da en stor del af årets bedste festivaler, som dyrker metallen, ligger i april og maj måned. På Loppen stod denne langfredag på fire amerikanske sludge-, doom- og black-bands, der alle i år spiller på den hollandske Roadburn festival.

Fórn var første navn på plakaten. Feriemageligheden bidrog desværre til, at jeg var lidt sent ude af døren, hvorfor jeg kun fik set godt og vel 20 minutters tid. Fórn lød til at være aftenens mest klassiske doom-indslag. Boston-metallernes p.t. eneste fuldlængde, ’The Departure of Consciousness’, havde jeg kun nået at snuse til få gange i dagene op til koncerten. Umiddelbart virker pladen til at gå i flere retninger inden for doom-metallen: en blanding af Grief og Indian tilsat sporadiske guitarmelodier i den lettere ende af doom-spektret ala Pallbearer og Samothrace.

Den variation fra skæring til skæring, som der lader til at være på Fórns album, synes ikke helt at komme til udtryk live. Til gengæld var der en god brutalitet i vokalist Chris Pintos stemme, som tilførte den bastante og ulmende bas en forløsende vrede.

Svævende dødssalmer
Der skulle skiftes tønder og laves lyd, før Lycus kunne give den op for deres doom-bastard. Trevor Deschryver, der sidder bag trommerne i foretagendet, er venstrehåndet, så sceneskiftene tog denne aften lidt længere tid end normalt.

Det var Vanums og Ash Borers navne på plakaten, der denne aften trak mig mod altid dejlige Loppen. Derfor var det på forhånd ikke det store kendskab, jeg havde til gruppen fra Oakland, Californien. I min optik lugtede Lycus’ seneste udspil, ’Chasms’, fra 2016 ikke helt så meget af funeral doom, som diverse anmeldelser ellers gav udtryk for. Pladen blev produceret af Jack Shirley, der bl.a. har produceret den både hadede og elskede ’Sunbather’ af Deafheaven, og blev vel modtaget af Pitchfork og andre større musiksites. Bandet er nu landet på Relapse Records.

De lagde ud med Chasms’ åbner ’Solar Chamber’. En sag, der stikker i flere retninger genremæssigt og således både trækker på doom-, black-, døds- og post-metal. Mest interessant blev det lidt over halvvejs, hvor en fyldig, tyk guitar blev mødt af en bastant dobbeltpedal, der denne aften på Loppen havde godt smæk på.

I løbet af koncerten blev det ganske atmosfæriske og lidt post-agtige udtryk en kende for meget for denne anmelder. Der er ikke længere mange bands, der formår at få mig til at bibeholde interessen, hvis det svævende, atmosfæriske og post-metalliske er øverst på dagsordenen. Og især ikke hvis dette udtryk kombineres med en bækkenfest.

Heldigvis er der gode riff at finde i Lycus’ sange. I livesammenhæng forblev de dog lidt anonyme. I stedet var det rytmestrukturerne ved trommer og bas, som virkede mest pirrende. Når der ikke gik blastbeats eller dobbelt stortromme i den, havde Deschryver nogle kryptiske strukturer i de mere doomede stykker. Lycus, og doom, der vægter en dronet og postet lyd, vil generelt gerne fremtvinge en form for meditativ lytteroplevelse. Denne aften var Oakland-bandet dog bedst, når udtrykket var knap så sonisk svævede, men derimod var mere bastant og lige på.

Feisty attitude
Sidste gang Ash Borer gæstede København – dengang også på Loppen – delte de plakat med Fell Voices. Her leverede især sidstnævnte en mindeværdig koncert, hvor man stadig husker trommeslager Michael Rekevics’ frenetiske og vanvidsagtige tilgang til både trommer og vokal. Rekevics skreg bag trommerne ind i en mikrofon, der var placeret en meters penge fra trommesættet. Skriget blev kun svagt antydet i Fell Voices kaotiske lyd, men det paradoksale møde mellem ivrighed og håbløshed, som vokalen fremkaldte, står stadig stærkt i hukommelsen i dag. Med Vanum har Rekevics allieret sig med guitarist og vokalist fra Ash Borer, Kyle Morgan.

I modsætning til Lycus var der i livesammenhæng en anderledes umiddelbarhed over Vanums musikalske tilgang. Det skal dog indskydes, at vi med Vanum har at gøre med et mere entydigt, om end lidt poleret black-band, end det er tilfældet med de mere funeral doomede Lycus.

I forhold til den til tider introspektive følelse, som Vanums p.t. eneste fuldlængde, ’Realm of Sacrifice’, fremkalder, var der på Loppen tale om en overraskende butch og mere pøllet tilgang til både lyd og udtryk. Rekevics spillede – til min egen overraskelse – bassen, mens Morgan bar rundt på sit normale håndvåben, den seksstrengede. Herudover havde de medbragt trommeslager og ekstra guitarist. På en scene er det tydeligt, at Rekevics er en herre, der mener det med musikken. Han er insisterende og sammenbidt, hvilket var en kontrast til aftenens resterende tre bands, der mere lod det mørke, atmosfæriske lydtapet tale for sig selv. Det var på den ene side befriende, at Vanums variation af den amerikanske black metal fik mere næve og mindre melankoli på en scene. Dette ekstra punch kom lydligt til udtryk via mere tryk på en forholdsvis primitiv bas. På den anden side underminerede bandets bøllede live-lyd også de virkelig smukke nuancer, der findes på studieudgivelsen. Retrospektivt har koncerten dog åbnet for ’Realm of Sacrifice’, og den er muligvis mere potent og direkte, end jeg ved de første lyt registrerede. Vanum er i hvert fald et band, som jeg ser frem til at gense på en scene. Bandet har netop udgivet en ep med titlen ’Burning Arrow’.

Poly-atmosfærisk, smukt kaos
Sidste navn på plakaten var Ash Borer, der gik på dejlig sent. Viseren var i hvert fald tættere på 1 end på 12. Enkelte fremmødte var smuttet på dette tidspunkt, så på trods af, at Ash Borer vel egentlig var det tætteste, man kom på et reelt hovednavn denne aften, var der ikke helt så mange mennesker som ved de resterende tre koncerter.

Ash Borer gjorde det godt. Deres amerikanske take på sortmetallen var en smule mere beskidt end på plade, hvilket klædte deres lyd. De melodiske guitarer, der findes på både den selvbetitlede ’Ash Borer’ og den seneste ’The Irrepassable Gate’ havde mindre post-metal over sig live. I stedet blev der tilføjet et mere noise-metalisk element til udtrykket, der forcerede et mere kaotisk udtryk. Det klædte vitterligt Ash Borer, og det virkede indimellem, som om der nærmest var tale om noget poly-atmosfærisk, når de to guitarister gik i hver sin melodiske retning for igen at tilnærme sig hinanden. Der var i hvert fald mange nuancer at hengive sig til. Det kunne spores, at Ash Borer har lidt flere koncerter under bæltet. Foruden lidt stamina-problemer midtvejs i koncerten for trommeslageren var sættet eksekveret tight, men virkede ikke så nær fortænkt eller anstrengt som Lycus tidligere på aftenen. At være både tight og løs på én og samme gang er ikke nødvendigvis modsætningsfyldt, når det kommer til rytmisk musik. Dette var Ash Borer et godt eksempel på.

Oftest er der en stigning at spore i intensitet og volumen i amerikanernes mere atmosfæriske passager – heraf deres relation til post-metallen. De virkede dog farligst og mest interessante, når de få gange forsøgte sig med et mere psychet islæt. Her erstattede de en stigende melodisk og atmosfærisk intensitet – oftest forløst i blastbeat-stykker – med et repeterende riff. Modsat den nyere finske black-scene i form af Oranssi Pazuzu, Peter Hayden, Dark Buddha Rising m.fl. er et psykedelisk twist ikke noget, man i så høj grad forbinder med USBM (United States Black Metal). Det er skammeligt, for selvom det var en fornøjelig aften i selskab med fire velspillende bands, så stod det også klart for denne anmelder, at den amerikanske afart af sortmetallen sjældent når op og bliver helt vedkommende. I hvert fald ikke fire bands i streg. Hertil bliver det ofte for strømlinet og overrasker for sjældent. Jeg savnede generelt en snert mere vildskab og uforudsigelighed. Måske en tur ud i de mørke, finske skove ville gøre gavn.