WOA '17: At spille som besat

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a8/63/e0/Possessed-2-60-1502447195.jpg
10. August 2017    

Dødslegenderne fra Possessed måtte slå sig til tåls med lørdagens mest utaknemmelige spilletidspunkt overhovedet. Til gengæld leverede bandet den mest intensive og opløftende formiddagskoncert, Wacken Open Air 2017 kunne byde på.

Kunstner
Spillested
Dato
05-08-2017
Koncertarrangør
Karakter
4

Det var et sølle fremmøde, der prægede Faster-scenen kl. 12 lørdag formiddag. De fleste festivalgængere var utvivlsomt ramt af tømmermænd på musikkens tredjedag, mens andre decideret bare opgav den lange march gennem det ankelhøje mudder, der stadig hærgede overalt i festivalområdet. Andre undskyldninger slår ikke til, for når det kommer til Possessed, er der tale om et must-see. 

Possessed var nemlig med til at starte dødsmetallen med deres demo 'Death Metal' fra 1984. Senere udgav de fuldlængdeudgivelsen 'Seven Churches' i 1985, hvorpå de tre numre fra demoen også kan findes. Albummet er stadig bandets mest ikoniske udgivelse til dato.

Jeff Becerras halvt growlende vokal, der bedst kan sammenlignes med noget tidlig Slayer, har altid været et spørgsmål om smag, men live var Possessed en oplevelse for sig. Den energi, publikum ikke formåede at bringe med sig, kastede bandet af sig hele koncerten igennem. Becerra, der inden sin ulykke i 1989 spillede bas og sang, måtte ved bandets gendannelse i 2007 indse, at han grundet sin lammelse kun var i stand til at fortsætte som forsanger. Samme år spillede det gendannede Possessed på Wacken Open Air med Becerra som det eneste originale medlem foran en stor, tætpakket forsamling, der dog i langt højere grad havde vejret med sig end dette års publikum. Spilletidspunktet faldt i 2007 også langt bedre ud til bandets og publikums fordel end i år. 

Possessed spillede alle de store numre fra 'Seven Churches', herunder 'Death Metal' og 'The Exorcist'. Sætlisten blev desuden leveret tight og med et konstant bredt smil på Becerras læber, der ikke kunne andet end at smitte publikum. Bandet gjorde sig umage og nød tydeligvis at være der uden at skele til publikumsstørrelsen. Det var en fryd for øjet at være vidne til. 

Men koncerten blev ikke kun brugt til at ruske op i gamle minder. Bandet gentog nemlig deres udmelding fra maj om, at de nu var signet til mægtige, tyske Nuclear Blast og havde planer om at sende nyt materiale på gaden allerede næste år. Den kommende udgivelse bliver således bandets første fuldlængdeudgivelse i 31 år, og der ligger således noget af et pres på deres skuldre. Lad os håbe, de kan indfri deres egne og publikums forventninger lige så godt, som de gjorde til denne glimrende koncert på Wacken Open Air 2017.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her